S
e * 4 76 W ! A
Tbeotetiff og e
Danſt Grammatit
bee „„
öruentimmer
tilligemed e 1 1 14 5 4 4 . 8 1 8 | "Breve og Fortellingenrn | ; Udarbeidet efter C. P. Funke i
Kjebenbavh, 1803;
rebkt paa A. & S. Soldins Forlag . TNT hos P. H. Höeckes Enke. SEE
: 5
4
Om Maaden, hvorpaa: Fruentimmerne bedſt kunne lere det Danſte Sprog.
8 At lere at forſtaae fit Modersmaal og at kunne uds trykke fig vigtig i ſamme, er unegtelig en vigtig Deel af Opdragelſen eller Menneſkets Dannelſe. Sandt er det vel, at man uden Underviisning lerer Modersmaalet allene ved Hvelſe og ved at høre andre tale det; men ſkal man lade fig noie med den Kundſkab, der opnaaes paa denne Maade, ſaa bringer man det ufeilbarlig aldrig til at kunne tale og ſkrive det maadeligt og feilfrit, mindre endnu til at kunne ſkrive og tale det godt. Sporgsmaa⸗ let er vel altſaa ikke: Om Pigebornene i deres Sko⸗ ler ber lere Modersmaalet, men der bliver vel kun at afgjore: hvad Methode der er den retteſte at bruge med dem; om det bor leres dem for⸗ melig efter en Grammatik, eller leilighedsstis ved ſkrivtlige Exempler. — Det ſidſte fortjener uden Tvivl Fortrinet, da den blotte grammaticalſke Un⸗ derviisning deels er for ter, deels ogſag let kan give det Fruentimmer, der har lert Sproget ſaaledes, et viſt Anſtrog af Pedanterie. Tillige kan man herved opnaae mere end eet Formaal, naar man EX 2 | nean
2
nemlig gjør Frueneimmerforretninger og Anliggen⸗ der til Materien i diſſe Exempler, og derved har Retſkrivningen og Stilens Dannelſe for Hine. Men paa det der ikke, iſer hvad Sprogunder⸗ vifsningen angaaer, kal overlades alt for meget til Hendelſen, maa Exemplerne udarbeides af Lereren ſelv med al muelig Sd, og indrettes ſaaledes, at Sprogets Natur deraf kan blive Børnene tilſtrak⸗ kelig bekjendt, og der herved under deres Hænder kan danne fig en practiſk Grammatik, hvilken vel bedre indprager fig i Hukommelſen end en theoretiſt Sprogs lære, ſom blot foredrages ſyſtematiſk. En ſaadan prac⸗ tiſt Grammatik maa altſaa beſtaae i Anvendel⸗ ſe af de almindelige Sprogregler, men hvilket dog forudſeetter, at Børnene maae fjende de al⸗ mindeligſte grammaticalſke Konſtord, paa det de kunne vide, hvad der menes, naar man nævner, f. Ex., Navneord, Beſraffenhedsord, Kjonsord, Gjernings⸗ ord, Navnefald o. ſ. v. Af denne Aarſag begyn⸗ der nærværende prastiſke Grammatik med et kort Indhold af den etymologiſke Deel af den Danſke Sp roglere, hvortil Læreren ved forekommende Leilighed kan henholde ſig. HOSiemedet med de paafolgende Fortællinger, Bre⸗ ve b. ſ. v. er altſaa, practiſk at igjennemgaae de for⸗ nemſte Sprogregler og derved at gjøre Børnene uden ÜUdenadsleren bekjendte med ſamme, til hvilken Ende ogſaa de Ord og Meninger, hvoraf Begre⸗ bet om den Sprogdeel eller Regel, ethvert Stykke ſigter til at forklare, ſkal udledes, findes trykt med | SE i ud⸗
3 udmerket Skrivt. Men da det ikke er ſagt, at man, fordi man fjender Sprogreglerne, ogſaa ſkri⸗ ver eller kan ſkrive rigtigt, og det let er mueligt, at et Barn kan efterſkrive et dieteret Exempel, uden at lægge Marke til den Lærdom, det indeholder, faa har det ogſaa været fornødent, at udarbeide nogle Exempler, hvori de Forſeelſer, iſar imod Orthogra⸗ phien, ſom almindeligſt begaaes af Fruentimmere, forekomme, paa det Lereren paa fin Side derved kan prøve, hvorvidt hans Diſcipelinder have fatket de Leetioner, han har givet dem, og Børnene igjen paa deres kunne nodes til at anſpende deres Op⸗ . mærffomfhed, og finde Leilighed til at dømme om, hvad der er rigtigt og hvad der er urigtigt, og ind⸗ prente fig des faſtere den rigtige Skrivemaade.
Hvad Exemplernes Form angager, ſaa har det veres fornodent at gjøre dem afverlende og underholdende. Smaasßortellinger, Breve, Beſtriveſſer over Natur⸗ og Konſtproducter, Fortegnelſer over forekommende Hunsholdsningsſager, Kleder, Linned, Meubler ꝛc., Regninger og deslige ſyntes paſſeligſt her. Dog hands ler alt, ſaavidt mueligt, om Ting, der nermeſt ved⸗ komme Fruentimmerne. Een af Bihenſigterne med denne Deel af Sprogleren har været at levere et tilſtrekkeligt Forraad af Exempler, ſom deels af Læs reren felv kunne afſkrives paa en Tavle, for at gjen⸗ nemgaaes til Ovelſe med Børnene," deels af ham Dicteres dem i Pennen, for derpaa at corrigeres forſt af dem ſelv, og derefter at Mesmeutg s og rettes af ham i deres Narvarelſe.
SKS Bort
4
Kort Indhold af den etymologiſke Deel af den Danſke Sproglere.
SEthvert Sprog beſtager af Ord, hvoraf nogle blivebeiede (forandrede, i Enden, andre ikke, men ſom alle, naar en Tanke ſkal udtrykkes rigtig, mage forbindes paa den rette Maade med hinanden. Til at tale og ſkrive vigtig, hører der altſaa: at kunne bie de enkelte Ord rigtigen og for⸗
binde dem erigtigen med hinanden.
Alle Ordene i Sproget har man inddeelt i følgende ti Claſſer: 2 I. Kjonsord (Articler), f. Ex. den, det. 2. Navneord (Subſtantiver), f. Ex. Bord. 3. Beſkaffenhedsord (Adjectiver), f. Ex. fort. 4. Stedord (Pronc miner), f. Ex. jeg, du, ſom. 5. Gjeerningsord (Verber), f. Ex. ſkrive. 6. Styrelſesord (Prepoſitioner), f. Ex. for, af. 7. Forbindelſesord (Conjunctioner), f. Ex. og, at. 3. Beſtemmelſesord (Adverbier), f. Ex. hvor , der, lykkeligen, vel, ilde, ꝛc. | 9. ÜUdraabsord (Interjectioner), f. Ex. Ak! Hei! 10. Talord (Numeraler), f. Ex. en, to, tredie, ꝛc. Anmerkning. Ved Navneord forſtaaer man i Almindelighed baade de Ord, der høre til den anden, og de, der høre til den tredie Claſſe, hvor⸗ for man gjerne, naar man vil udtrykke fig beſtemt, bruger de latinſke Navne, Subſtantiver g Adfjectiver, for at ſkille dem fra hinanden. De
2
5
De Ord, der høre til de fem førfe Claſſer, kunne forandres efter det Forhold (den Mening), de bruges i. De fire forſte af dem forandres. ved Declinering, de, der høre til den femte, lide deres Forandring ved Conjugering.
Kjonsordene, Navneordene, Beſkaffenhedsor⸗
dene og Stedordene forandres ved Declinerin⸗ gen paa tre Maader. Den ferſte Forandring bes ſtemmer Tallet, hvorfor alle diſſe Ord bande ha⸗
ve Enkelttal (Singularis) og Fleertal
(Pluralis), f. Ex. den, de; Bord, Borde;
ſort, ſorte; jeg, vi. Den anden Forandring be⸗
ſtemmer Kjonnet (Genus), hvoraf der i Danſk gi⸗ ves) to, nemlig Felleskjen (Genus commu⸗ nis og Ave rken kjon (Neutrum), f Ex. den, det; Manden, Huſet; god, godt; denne, dette. Den tredie Forandring beſtemmer Forholdet (Ordenes Forhold til andre Ord), og udtrykkes ved Nav⸗ nefald (Caſus), hvoraf der egentlig gives fer, nem: lig Nominativ, Genitiv, Dativ, Accuſativ, Vo⸗ cativ, Abl ativ, men af hvilke man i Danſt kun be⸗ hover at gjøre Forſkjel paa tre, nemlig N omina⸗ ti vet (ſom betegner den Handlende), Genitivet (den Eiende) og O bj ectet (Gjenſtanden for Hand⸗
lingen eller det, der handles om eller med). IJ Set⸗
ningen f. Ex.: Mandens Stof rammede Vinduet, er Stof (den Handlende) Nominativ, Mandens (den Eiende) Genitiv, Vinduet 85 forftanden) Object.
1.) Om
. | | | |
5
) Om Kjensordene (Articlerne). Kjosnsordene viſe, hvad Kjon Navneordene ere af, og bruges desuden til at forklare, om det er be⸗ ſtemte eller almindelige Gjenſtande, der tales om.
For at kunne betegne Navneordenes Kjsn, have de ſelo
Kjen, ſaaſom: : den, det; for ak viſe, om det er en beſtemt eller en almindelig Gjenſtand, der tar
les om, ere de ſelv enten — eller u be ⸗
ſtemte. Den be fre mite Artikel ſtaaer td forved
Navneordet, og hedder da i Enkelttallet den eller
det og i Fleertallet de, eller fsies 1 Enden til det,
og beſtaaer da i Enkelttallet af Stavelſen en eller
et og i Fleertallet af Stavelſen ne, f. Ex.
Den Mand. Manden. - Det Bord. Bordet. De Boger. 3 Bøgerne.
Dog gives der nogle Navneord, ſom ikkun tage n eller
t til ſig, for at. danne, den beſtemte Endeartikel
i Enkelttallet, og ligeſaa nogle, ſom forøges med ene for at betegne den beſtemte Endeartikel i
Pleertallet. De forſte ere de Napneord, der ende
ſig i Enkelttallet uden Artikel paa e, de ſidſte d e, der, ligeſaa uden Artikel, ende ſi ig i Fleertallet Pan andre Bogſtaver end e eller er., f. Ex. Daaſe, Daaſe n. Spyd, Spyd ene. Skilderie, Skilderiet. Born, Børnene. Den ubeſtemte Artikel faner altid forved Nav⸗
. æn neor⸗
7
Ne
3 5 bedder en eller et og har intet Ker. | f. Er. | ; En Pige. St Sßſkrin. . Articlerne kunne ogſaa fættes forved Beſkaffenheds⸗ ö ordene, men i dette Fald bruges enten Beſkaf⸗ fenhedsordene iſtedet for Navneord, eller hen⸗ here og foare Artielerne egentlig til Navneorde⸗ ne, f. Ex.
Den Vagthavende (nemlig Officier eller Sol dat.) | En Sort (nemlig et fort Menneſke.)
i Den ſtore Mand (nemlig den Mand, der er for.) St net Pigebarn (nemlig et Pigebarn, der er net.)
Articlerne have, ſom ſagt, baade Klon og Tal. Den og en forved Navneordene „og Hgnin⸗ gen en eller n i Enden af ſamme ere Fel⸗ leskjennet i Enkelttallet; det og et forved, zog et eller t i Enden af diſſe Ord ere Hver⸗ kenkjennet i Enkelttallet; de forved og ne eller ene i Enden af Navneordene ere i Fleertal⸗ let baade Felles⸗ og Hverkenkjon, f. Ex.
gelleskjen. 1 Fleertal af
” Ends begge Kjøn. Den Mand. Det Huus. De Huſe. En Mand, Et Huus. ö Manden. Huſet. 8 Huſen e. Viſe n. Vinduet. Muſene.
De Articler, der ſtaae forved Navneordene, ere uforander! lige, uden for ſaavidt ſom man danner N erkenkjon af Falleskjen, eller Flee eertal af Enkelt⸗ i
tal, 5
1
, altſaa declineres de egentlig ikke, uagtet de
| dog tilfsies Navneordene, hvad for et Navnefald
diſſe end bruges i, f. Ex. Den Daaſe (forſte Navnefald) er fmuf.
Det er det Lands (andet Navnefald) Moder.
Han har kjobt et Huus . (tredie
Han har faaet Beſog af en Ven. Navnefald). Derimod forøges de Articler, der foies til Navne: ordene i Enden af ſamme, i det andet Navnefald med
8. eller es, men ere i ovrigt uforanderlige, f. Ex.
Daaſens (andet Navnefald) Laag.
Puſets (andet Navnefald) Farve.
Børnenes (andet Navnefald) Fader.
Manden (forſte Navnefald) er hjemme. Jeg har kjobt Bøgerne (tredie Navnefald). J Henſeende til Kjonnet og Tallet rette Articler⸗
ne fig altid efter deres Navneord, ſaaſom:
Den Stoel (Felleskjon og Enkelttal 7). Det Huus (Hverkenkjon og Enkelttal). „Hatten (Felleskjon og Enkelttal). Bordet (Hverkenkjon og Enkelttal). En Synaal (Felleskjon og Enkelttal). ESt Nøgle Traad (Hverkenkjon og Enkelttal). De Mænd (Felleskjon og Fleertal). nr ne erke og Fleertal).
5 Om Navneerdene (Subſtantiverne).
Alle de Ord, der betegne Ting eller Gjenſtande, ſom man kan tankt fig i og for fig, uden at det er for⸗ * F nddenk
*
2
9
usdent at ſige noget videre derom, eller tilfsie dem
noget andet Ord, ere Navneord, ſaaſom: Mand. Bog. Land. Arm. Kone. Dyr. Sko. Been.
De kjendes derpaa, at man kan ſotte Articlen forved
dem eller tilfsie dem deni Enden, og at de, ſom ſagt,
have et fuldſtandig ! egreb uden at behøve Wat andet
Ord til Hjelp, ſaaſom: :
Den Mand. Manden. En Dy d. Det Dyr. Dyret Et Paaf und.
De Ting eller Gjenſtande, ſom man kan ten⸗ „ke ſig for ſig ſelv allene, og betegner ved Ordet Navneord, beſtaae enten af ſaadanne Ting og Gjen⸗ ſtande, ſom lade ſig fornemme ved Sandſerne,
ſaaſom: Menneſke. Bord. Blek. Dyk. e DI.
Eller af blotte Begreber, hvis Gjenſtande ikke kunne
fornemmes ved Sandſerne, ſaaſom:
Dy d. Lykke. Rigdom.
Fattigdom. Skjenhed. Barnagtighed.
De forſte af diſſe Navneord (nemlig Navnene paa de ſandſelige eller ſynlige Gjenſtande)! dele fig i to Claſſer, hvoraf den forſte kaldes egne Navne (Nomina
propria) og den anden almindelige eller Fal⸗
lesnavne (Nomina appellativa.) Ved egne Navne forſtager n man et Mach,
| ſom kun kan tillesges en beſtemt Gjenſtand og ſom denne Gjenſtand ikke har tilfelles med andre, ſaaſom:
Kjøbenhavn. Frederik. Dovrefjeld. Dannemark. Adolph. Kattegat. 5 2 Under
10
Under Fellesnavne indbefatter man alle de Navneord, hvormed flere end een Gjenſtand kunne betegnes, eller ſom ere Navne, der ere tilfelles for adſkillige eller mange Gjenſtande, ſaaſom: Plante. Lys. Synaal. Kn wein e Barn. Sar: Navncordene overhovedet have Kien ligeſom Ar⸗ ticlerne, det vil ſige, de ere, ligeſom diſſe, enten af Fel⸗
leskjennet eller Hverkenkjonnet; dog kjendes ikke deres
Kjon af dem ſelv, men af Articlen, hvilken altid, ſom allerede ſagt, maa vere af ſamme Kjon ſom Navneordet. Hvad Kjon, et Navneord er af, maa leres ved Brug og Bvelſe, og hvor men tvivler, føger man Oplysning hos gode i te i en Ordbog. .
Nogle Navneord kunne ikke i egentlig Bø merkelſe ſiges at være af Falleskjsnnet, uagtet de dog bruge Felleskjennets Artikel, men ere enten af Hankjonnet (Maſculinum) fler Hunfjøns net (Femininum), ſaaſom: 8 ö Hankjen: Mand, Dreng. | Hunkjen: Kone, Pige. | Keogl af Hunkjonsordens dannes af Santjenss ordene ved at føle fie, in de eller e til ſamme, ſaaſom:
Hanke n. Dun rien. Hankien. Hunkjen. Huus holder Huusholder ſke. Hykler. Hykler fie, General. General in de. Sanger. Sanger⸗ * une REST. ræs inde, Frederik. Freberik e. Bent. Dent e.
Andre,
S ͤKB o
SORA
Andre, iſer Navne paa Dyr, betegne, hvad Kisn de ere af, ved Ordene Han, Hun eller Te⸗ ve, ſom fættes forved ſamme, ſaaſom:
Han ſpurv. Hun ſpurv. Han due. Hun due. Hankat. Te ve kat. Han hund. Te ve hunb⸗
Og nogle danne Hunkjonnet af Hankjonnet
uden beſtemt Regel, ſaaſom:
Hankisn. Hunkjon. Hankjen. Hunkiogz. Gaſe. Gaas. Hane. Hue.
Andrik. And. Brudgom. Brud. Aoſkillige Navneord have een Bemarkel ſe k Felleskjennet og en anden i Hverkenkjonnet. De almindeligſte af diſſe ere:
*
Felleskjen. Dverkenkjon. En Ark (Noa Ark.) Et Ark (Papiir). En Bid (Mundfuld). Et Bid (med Tænderne),
En Brud (Feſtems). Et Brud (Steenbrud). En Drug (Skik, Mode). Et Brug (Anvendelſe). En Buk (Dyr, Skammel). Et Buk (Compliment).
En Flor (Velſtand), Et Flor (Tol.)
En Fro (Dyr). Et Fre (Sedekorn).
En Hagel (Hagelveir). Et Hagel (Hagelkorn ..
En Klap Sete Et Klap (med Hender⸗ ne) .
En Leg (Tykbenet). Et Læg (Fold).
En Leie (Afgivt). Et Leje (Liggefted).
En Lem (uffe). Et Lem (Ledemod).
En Lod (Deel, Skjebne). Et Lod (Vogt).
En Riis (Papi). Kt Riis (Farle). En ' En
En Snort (paa en HIDE). Et Snert (med en
| 5 Pidſk). En Sold (Esnning). Et Sold (Sigte). En Spand (Kar). Et Spand (Fingers e maal).
En Sværd (Spinehund). Et Sværd (Verge).
En Som (Bræmme). Et Sem (Spiger).
En Tryk (i Bøger). Et Tryk (Stød).
En LeEſel (Skjeldsord). Et Xfel (Dyr),
Fleertallet dannes hos Navneordene af
Enkelttallet, fornemmelig paa tre forſkjellige Maader.
1. Naar Navneordet endes i Enkelttallet paa et medlydende Bogſtav, ſaa tager det, for at danne
ſit Fleertal, almindelig et e til ſig, faafom :
Enkelttal. Eleertal. Enkelttal. Fleertal.
Hob. Hob e. Ovn. Ovne. Bord. Borde. Knap. Knappe. Straf. Straffe. Dor. Dore. . Dag. Dag e. Laas. Laaſ e. Stok. Stokke. Gulv. Gulve. Sal. Sale. Sar. Gare: = Kam. Kamme. Stoel. Stole.
2. Naar det i Enkelttallet endes paa e, fas
ger det i Fleertallet r til fig, ſaaſom: 2
Enkelttal. Fleertal. Enkelttal. Fleertal.
Viſe. Viſer. Vindue. Vindue r Neogle. Nogle r. Pige. Pige r.
30. Naar det i Enkelttallet endes 988 a, i, o, u, Y. c, 8, ga, al, ed, el, an, en, in, on,
a nE
É ——— meeen en —— Er ——— — — 3; —4.᷑—
13
ant eller ing, fager: det i Fleertallet er til s ig, Raase, :
Enkelttal. gleertal. Enkelttal. MØN,
Mama. Mamaer. Sti. Sti er. Bro. Broer. Jomfru. Jomfruer. By. „ Bye Tn., Lien Frs. Frs er. Canal. Canal er. Begjerlighed. Begjerlig⸗ Aa. Aae r- hede r. | — | Kamerl. Kameler. Kran. Kran er. Termin. Terminer. Canon. Canon er. Lagen. Lagen er. Kant. Kanter. Eching Erfaring er. eres Velgjer⸗ ninger.
Men mange er der ogſaa, ſom danne deres
Fleertal paa en herfra afvigende Maade og ſom der
ingen beſtemt Regel kan gives for. Saaledes er
der nogle, ſom ere eens i begge Tal hvoraf dog e
de fleſte ere Eenſtavelſesord eller ſammenſatte med
Eenſtavelſesord, ſaaſom: | Aal. Faar. Raad. Lammebeen. Been. Kys. Riim. Honſecg.
Brod. Ord. Skud. Canonſfud.
Andre, ſom for at danne Fleertallet fordobble det
ſidſte medlydende Bogſtav, ſaaſom:
Stok. Stokke. Kop. Kop per. Rok. Rokke. Frak. Frakker.
Dam. Dam me. Plet. Peter
O
I 4. 7 5 3
Øg nogle, ſom danne deres Fleertal sanfte ure⸗ gulairt, ſaaſom
Mand, Mænd. Die, Dine. Haand, Hender.
Gaas, Gjes. Hre, Bren. Bog, Bøger. Hone, Hens. Ko, Kser. Barn, Bern. Fremdeles er der mange Napneord, iſer Dyders, Laſters, viſſe Egenſkabers, Mineraliers, Vexters, Konſtprodurters, Naturproducters og Sandſernes Navne, ſom ikke have noget Fleertal, ſaaſom:
Wre. Auvind. Kobber, Kjsd. Taalmodighed. Misundelſe. Sand. Grod. Haabz. Ulſkryldighed. Bl. Uld. Rolighed. Guld. Rug. Horelſe. Gudfrygtighed. Selb. Kaal. Syn.
Ligefaa og nogle, men kun faa, ſom blot bruges i Fleertallet, ſaaſom:
Kleder. Buer. Beenkleder. Naar Navneordene forbindes med andre Ord, kom⸗ me de derved i forſkjellige Forhold, hvilke tildeels fjendes paa Endelſerne, ſaaſom:
Manden taler med fin Soſter.
Mandens Soſter er gagen ud.
Jeg har ſeet Manden. Den Forandring, der, efter deres forſkjellige Orug, fo⸗ regaaer med dem, kaldes Tom forhen ſagt, Decline: ring eller Beining, og de forſkjellige Forhold, de bruges i, hedde Navnefald. Da alle Navneordene i Danfk forandres, paa faa Undtagelſer ner, paa een og ſamme Magde, ſaa kunne de alle, naar man blot henſeer | | til
15
til dem ſelo, indbefattes under en eneſte D De⸗ clination. Men da de ere faa nsie forbundne mes Articlerne, at diſſe endog tildeels gjeres til eet Ord
med dem, faa har man, med Henſyn til Artielernes Forſtjellighed, antaget fire Declinationer i Danſt.
J Folge heraf høre Navneordene, naar de bruges uden Artikel, til den fͤrſte Deelina, tion, ſaaſom: ;
Mand, Mænd. Huus, Huſe. Baru, Born.
Den hele Familie, e Kone og Barn, var her.
Naar de have den beſtemte Artikel forved fg, til
den anden Declination, ſaaſom:
Den Mand. De Mand. Det Huus. De Huſe.
Jeg ſaae i Gaar den Mand, De veed. : Naar den beſtemte Artikel føles i Enden til dem, S til den tredie Declination, ſaaſom: 5
Mand en. Mændene. Huſet. Huſene.
Huſene ere ret ſmukke heri Staden.
Og naar de bruge den ubeſtemte Artikel, til den fjerde Declination, ſaaſom: 58 En Mand. En Kone. En Datter. E t Syſt zin.
Vi havde i Dag Beſsg af en Kone. Af Navnefald eller Forhold gives der, ſom 1155 egentlig tre, hvoraf det, den handlende Gjen ſtand be⸗ finder ſig i, nemlig Nominativ, bruges ſaaledes:
Faderen elſter ſine Born. 6 Eg Det dorhold, den Gjenſtand ſtager i, der kan be⸗
e
16
tragtes ſom Eier af en kel det an det eller Genitiv, ſaaledes:
Det er Pigens Kiſe. Det er Man dens
Barn. N | Og det Forhold, den Gſenſtand ſtaaer i, der vir⸗ kes paa eller der er Gjenſtand for Handlingen, det tredie Navnefald eller Objec tet, ſgaledes: Jeg bygger et Huus. Nu ſeer jeg ham. | Desuden gives der en Claſſe Ord, der kaldes Styrel⸗ ſesord eller Præpoſitioner, og tjene til noiere at bes ſtemme, hvad Forhold Navneordene ſtaae i til de svrige forekommende Ord, men hvilke det forſt ſiden ved Forklaringen om diſſe Ord er Stedet at tale om.
Det førfte og tredie Navnefald ere, ſom man
feer af de ovenſtagende Exempler, i Navneordene eens;
kun det andet er for ſaavidt forſtjelligt fra dis⸗ fe, at det, for at dannes, ſaavel i Enkelttallet
ſom i Fleertallet, tager s i Enden til fig, ſaaſom: Forſte Navnefald: Kone; sandet Napnefald Kone s. 5
Forſte Navnefald: Koner ; andet Navnefald:
sm Knees, Dog danne de fleſte af de Napkeord⸗ der endes i det forſte Navnefald paa a, i, o, u, y, c, s, s og x, det ander Napnefald ved at tage es til fig, ſaaſom: Forſte Navnefald: Slaa 3 andet Navpnefald: Slaa es.
Forſte Napnefald: Sti; andet Navnefald: Sti es.
Forſte Navnefald: Tro; andet r Tro es. Forſte
17
Forſte Navnefald: Son ander Mavnefald: Jomfrues. Forſte Navnefa⸗ d: By; andet Navnefald: Byes. Forſte Navnefald: Kro; andet Navnefald: Kræes. Forſte Navnefald: Frs; andet Navnefald: Frøe 8. Forſte Navnefald: Matros; andet Navnefald: Matroſ es. Forſte n Sar; ; andet Navnefald: Sares. De fremmede Ord og Egnenavne, der forekomme i Danſk, daane deres andet Navnefald, deels paa den anførte . dels ved at tage 's i Enden til fig, ſaaſom: N Forſte Navnefald: Monument; andet Navnefald: Monument s. Forſte Navnefaſd: Virgilius; andet Nabnefald; Virgilius' s. | Dog En man . for det meſte give de fremmede Ord, iſer Egnenavnene, i det forſte Navnefald en Danſt Endelſe, hvorved altſaa det andet Navnefald bliver dannet paa den ſedvanlige Maade, ſaafom: Virgittus. Forſte Navnefald: Virgil; andet Nav⸗ nefald: Virgils. Grammaties Forſte Navnefald: Grammatik; andet Navnefald: Grammatik s. Naar Napneordene bruges med den beſtemte Ende Artikel, fan foregaaer Forandringen i det andet Navnefald, ſom allerede førhen er ſagt, med Artik⸗ len og ikke med Navneordet ſelv, ſaaſom: Forſte Navnefald: Pigen; andet Navnefald: e Pigen s. . B = Forſte
ord for Napneordene, færtes almindelig forved ſam⸗
"forandres og rette fig efter de Napneords Kjøn, i Forbindelſe med hvilke de bruges, ſaaſom:
18
avle dee Verelſet; andet Navnefald⸗ Verelſet s.
3. Om Beſkaffenhedsorden e. Beſkaffenhedsordene ere et Tillags⸗
me, og tjene til at forklare, hvad Egenſkaber den Gjenſtand har, der forſtaaes ved Navneordet, f. Ex. En fort Kjole, Den ſmukke Pige.
For fig ſelv kunne de ikke bruges, med mindre man tænker fig dem ſom et Navneord og da forſtaaer et Navneord under dem, ſaaſom:; y
En Reiſendelnemligetreiſende Menneſke). En Trolss (nemlig ettrolsſt Menneſke). Befſkaffenhedsordene have Kjon ligeſom Navneorde⸗ ne, kun at deres Kjon ikke ere beſtandige, men
Felleskjsn. Hoerkenkjen. En ſmuk Stue. Et ſmukt Huus. En lang Stok. Et langt Verelſe.
|
f
"Ligeledes have de Tal, men hvilke ogſaa, ligeſom Kiennene, rette ſig tet Navneordene, ſaaſom: Eukelttal. Fleertal. |
|
En god Pige. To gode Piger. |
Et ført Tra. To torre Træer.
Heraf fees, at Hverkenkjsnnet dannes af Felles⸗ kiennet og Fleertallet ligeſaa af Enkelttallet. SE Naar
190
Naar Falleskjonnet fkal forandres til Hverkenkjon, 5 faa fager det almindelig et t til fig, faafom
Fellesk. Hberkenkjon. Falles. Hverkenkjon. God. Godt. Brun. Brunt. Blank. Blankt. Blod. Blodt.
Dog undtages de Beſkaffenhedsord, der endes van e, o, u, y, ſk og et, hvilke almindeltg, meeſt for Vellydens Skyld, blive uforandrede i Hverkenkjen⸗ net, ſaaſom:
Feœlleskjon. Hverkenkjon. En lille Dreng. Et lille Tra. En tro Tjener. Et tro Tyende. En fy Heſt. Et ſky Menneſke. En friſk Mand, Et friſk Wg. En net Dige, Et net Huus. En ru Veg. Et ru Blad."
Dog kan man ogſaa ſige: Et troet Tyende, et
ſkyt Menneſke, et friſkt Ag og et rut Blad, kun at det er alt for haardt.
; Fremdeles er der nogle Be eſkaffenhedsord med en og ad i Enden, hvoraf de førfte forvandle n til t og de fidſte blive, ſom de ere, i Hverkenkjennet, ſaaſome
Folleskjon. Hoerkenkjen. En liden Hund. Et lidet Dyr. En glad Mand. Et glad Barn.
Men i Almindelighed tage ogſaa Beſkaffenhedsord
med diſſe Endelſer et t til fig i ee ſaaſom:
B 2 ig Felles⸗
20
0 | ; . 1 8 14 Selleskien. Hderkenkjen.
| En doven Dren g. Et doyent Menneſke. 19 En flad Tallerken. Er. fladt Fad. Il nr Kbeffoffenbedéordene declineres med Articlerne, lige⸗ ERE —— faavel fom Navneor dene, fun gt Artic en, ſom alles
rede er ſagt, foarer til Navneordene, og at Beſkaffen⸗
men at de derimod forandres efter Declinationerne, d. e. efter de Artieler, der fane forved dem. De føres
og med den beſtemte Artikel forved fig, men de bruges aldrig, paa meget faa Undtagelſer ner, med den beſtemte Endeartikel. SE Beſkaffenhedsordene funne altſaa forefomme pas bre forſkjellige Maader, nemlig: I) Uden Artikel, ſaaſom:
Enkerttallet. Fleertallet. Ferleskj on. Hverkenkjen. Jalles⸗ og Hverkenkjon.
Huld Stad. Hvidt Papiir. Hvide Papirer. 2) Med den ubeſtemte Artike „ ſaaſom:
Enkelttallet. Fleertallet. Falleskjen. Hverkenkjon. Felles⸗ og Hverkenkſon.
En ny Hat. Et nyt Sz jsrt. To nye Hatte. 3) Meddenbeſtemte Artikel, ſagſom
Enkelttallet. Fleertallet. Den nye Hat. Det nye Skjort. De nye Hatte.
Af diſſe Exempler feer man, at Beſkaffenheds or dene beholde deres oprindelige Form, ſaavel naar de
hedsordene blive uforandrede i alle Navnefaldene, N
komme uden Artikel, med den ubeſtemke Artikel
Felleskſon. Hverkenkjon. Faelles⸗ og Hverkenkien⸗ 5
ſtage
— 21
ſtaae uden Artikel, ſom naar de bruges med den ubeſtemte Artikel, men at de derimod tage et e til fig og blive i Enkelttallet ligeſom de ere i Fleertallek, naar de have den beſtemte Artikel forved ſig. Dog undtages fra denne Regel: 1) De Beſfkaffenheds⸗ ord, der endes panel, en, ker, ter, ver, og 2) de Bedfſkaffenhedsord „der endes paa k, l, m, an; thi de forſte forandre for det meſte, ſaavel i Fleertallek, ſom med den beſtemte Artikel: el, en, ker, ker og ver til le, ne, kre, tre, vre, og de ſidſte tage i ſamme Tilfelde: ke, le, me, ne til ſig, ſaaſom:
"Uden Art. Med den beſtemte Akk. J Fleertallet. 20 del. Den ædle Mand. De edle Mænd. Deven. Den dovne Mand. De dovne Mænd. Sikker. Den ſikkre Mand. De ſikkre Mend. Bitter. Den bittre Rod. De bittre Rodder. Maver. Den mavre Mand. De mavre Mend. Smuk. Den ſmukke Mand, De ſmukke Mend.
Ej
Smal. Den ſmalle Stof, De ſmalle Stokke.
Slem. Den ſlemme Mand, De ſlemme Mænd,
e 8 Gron. Den grønne Skov. De grønne Skove.
Ligeledes forandres. ti Participierne, naar de bru⸗
ges ſom Beſkaffenhedsord, ſaavel i Fleertallet ſom
efter den beſtemte Artikel, til de, ſaaſom:
Uden Art. Med den beſtemte Ark. J Fleertallet. Hovidtet. Den hvidtede Veg. De hvidtede Vægge:
Malet. Den malede Bøg: De malede Vægge. VERS Den
De r RR SR *
1.
22
Den ſamme Form, ſom Beſkaffenhedsordene antage,
naar de have den beſtemte Artikel forved fig, faae
de ogſaa, naar de have et Beſtddelſesſtedord, min, mit, din, dit, ſin, ſit, vor, vort, eders, deres, forved ſig, ſaaſom:
Uden Stedord. Med Stedord. JI Fleertallet. Smuk. Min ſmukke Daaſe. Mine ſmukke Daaſer.
Lang. Din lange Stek. Dine lange Stokke. Hvid. Han tog ſin hvide Hue, fine hvide Huer. Bred. Ver brede Gade. Vote brede Gader. Bled. Eders bløde Seng. Eders bløde Senge,
Tam. Deres kamme Fugl. Deres tamme Fugle. Ligeledes antage de ogſaa denne Form, naar der
ſtaaer et Nabneord eller et Stedord i det andet Nav⸗ nefald foeved dem, ſaaſom:
Beſkaffenhedsord. Med det andet Navnefald. Hvid. Moſters hvide Kjole. Sort. Hans ſorte Hat.
Kort. Hendes forte Kjole, Blank. Deres blanke Spende.
Stor. Han fratog Hunden dens ſtore Been. Smuk. Det betager Huſet dets ſmukke Udſigt. Deilig. Der er den Mand, hvis deilige Dat⸗
8 8 ter De fage i Gaar. Fremdeles kreæve de ogſaa denne Form, naar de ſtage forved en Gjenſtand, ber e eller Re paa, ſaaſom: ;
Gode (af god) pige! Smukke (af ſmuk) Wble! !
Skiont
23
Skjont b enbedserd dene, ſom forhen er ſagt, ikke antage nogen Forandring, hvad Napnefald de end ſtaae i, ſaalange de bruges ſom Beſkaffenheds⸗ ord, boies de dog ligeſom et Navneord, naar man bru: ger dem ſom Navneord, eller iſtedet for et Napne⸗ ord, ſaaſoͤm:
Forſte Navnefald. Andet Navnefald. Tredie Navnefald. Den Kloge. Den Kloges. Den Kloge. Den Overdaa⸗ Den Overdan⸗ Den Overdaa⸗
dige. diges. dige.
De Smukke. De Smukkes. De Smukke. Som Tillegsord til Navneordene kunne de (tage ved diſſe i hvad Forhold de end forekomme, naar de kun ikke have den beſtemte Artikel i Enden af ſig. Dog kunne Beſkaffenhedsordene hele og alt ogſaa taale Navneord efter fig med den beſtemte⸗ Artikel i Enden, ſaaſom:
Pele Byen; hele Landet; hele Riget.
Alle Bønderne; alle Børnene; alt Guldet. Beſkaffenhedsordene ere ogſaa underkaſtede en Foran⸗ dring, ſom man kalder at comparere og hvorved : deres egentlige Bemarkelſe forandres til en ſammen⸗ lignende Bemerkeſſe. Denne Forandring gisres enten i Beſkaffen hedsordet felv eller frembringes ved et Tillegsord. J forſte Fald forandres Be⸗
affenhedsordet ſaaledes:
„Hsi. Hbiere. Hoi eſt. Svag. Svag ere. Svag e | t.
3 ſidſte ſaaledes:
Rod. Mere rpd. Mees t rod. : Doven
24
*
Doven. Mere Dobven. Meeft Doven. Den almindelige Regel er vel, at man, for at dan⸗ ne den anden Grad, enten tilksier den forſte ere i Enden, eller ſatter mere forved ſamme, og, for at danne den tredie Grad, enten fsier eft til den forſte eller fætter meeſt forved ſamme. Dog gi⸗ ves der nogle Undtagelſer; thi de Beſkaffenhedsord, der endes paa e, tage i den anden Grad kun re
og i den tredie kun ft til fig, ſaaſom:
Ode. Ode re. Odeſt. De, der endes paa en og er, forandre almindelig i den anden Grad en til nere og er til rere, og føle i den tredie ft Baade tilen og til er, ſaaſom: n
Treven. Trevn ere. Treven fæ:
Smakker. Smekkrere. Smakker ft. Oz de fleſte af dem, der endes paa en Vocal og k, i, m, p, s og t, fordobble denne Endeconſenant, naar de forandres til den anden og tredie Grad, ſaaſom:
Tyk. Tykkere. Tyk k e ft. Smal. Smallere. Smalleſt. Tam. Tam mere. Tammeſt.
Slap. Slap pere. Sſappeſt - vas. Hvaſſere. Hvaſſeft. Tet, Tattere. Tetteft.
eigeſaa danne nogle Beſkaffenhedsord deres Gra⸗
der uden nogen Regel, ſaaſom: God. Bedte. Bedſt. Ond. Varre. Værft,
8 ; Stop,
DE:
Stor. Storre. Storſt. Lille. Mindre. Mindſt. Gammel. Deldre. Weldſt. Ung. Yugre. DYngſt. Lang. Længere. Lengſt.
Naar man fætter mindre og mind ſt forved Be⸗ ſkaffenhedsordene, fade de den modſatte Bemarkelſe af den, de have, maar man føler mere og syg
til dem, f. Ex.
Gren, Mere.grøn. Meeft grøn. Gren. Mindre gron. Mindſt groen.
n dard e |
Talordene indbefatte Hovedtallene og Ordenstallene.
Hovedtallene ere: En, to eller tvende,
kre eller trende, fire, fem, fer, og faa vides re frem i den tellende Orden. a
Ordenstallene ere: Forfte, N tredie, fjerde, femte, ſjette, ſyvende,
ottende, de, tien de, ellevte, tolv⸗
te ꝛc. 5 Hovedtallene Bane betragtes ſom Nabneord; 35
thi de kunne, naar de betegne en Gjenſtand, faa
de antage Fleertal og bruges, ligeſom et Navneord, med Articlerne, ſaaſom: DR En To, To Toer. Toen. Den To. Treerne. De Treer. Treeus. Den Trees.
Hebenstallene ere derimod Beſkaffenhedsord, og bruges
med
i 5
26
med Navneordene ſom andre Befkaffenhedsord, a ſaaſom: | Den førfte Mand. Det andet Huus. Den kredie Konge, Den fjerde Rat. Ordenstallene dannes fra tredie af Hovedtal⸗
lene, f. Ex. i Si Tre. Tredie. Syv. Syvende, Fire. Fjerde. Otte. Ottende.
Ordenstallene fratredie til tolvte dannes for⸗ ſtjelligen af Hovedtallene; fra trettendeſtilnit⸗ tende ved at tilfsie Hovedtallene de; fra uty⸗ vende lilni og tyvende ved at tilfsie dem nde, fratredivte til ni og fredivte ved at forandre e i Enden af Hovedtallene til te, og fra fyrgetyvende tilhniog halvfemteſinds⸗ tyvende ved at tilføje dem nde. Hundrede, tufinde o. ſ. v. have ingen Ordenstal, men Mel⸗ lemtallene have det dog, f. Ex. Hundrede og forſte, tuſinde og tolvte, 20.
5) Om Stedor dene. Stedordene bruges overhovedet iſtebet for
Navpneordene, for derved at undgaae fan ofte, ſom
det ellers vilde vere forriøbent; at i lenkage diſſe.
De inddeles i:
I) Perfonlige Soren
2) Eiendoms⸗Stedord.
3) Pegende Stedord.
4) Tilbageſigtende Stedord. 5) Sporgs maals⸗Stedord. 60 ubeſtemte Stedord.
De
27
De perfonlige Stedord ere: Jeg, d u, han, hun, d en, det. De have Fleertal, men kun to forſtjellige Navnefald, nene det forſte og det tredie, ſaaſom:
Enkelttal
1ſte Na vn ef. Jeg. Du. Hau. Hun. Den. Det. Zdie Navnef. Mig. Dig. Ham. Hende, Den. Det.
Feet ak. 5 kſte Navnef. Vi. J. De. De. De. De. 3die Navnef. Os. Eder. Dem. Dem. Dem. Dem.
Diſſe Stedord forekomme altid ved Gjernings⸗ ordene. De betegne, ligeſaa fuldt ſom et Naoneord, den Gjenſtand, der virker eller der virkes paa, og (fane derfor ogſaa for fig ſelv, uden at have noget Navneord hos fig.
Det førfe Napnefald betegner den Handlende i en virkende og Sjenſtanden for Handlingen i en lidende Setning, f. Ex.
Jeg ſtsder. Jeg ſtodes. Du elſker. Du elfkes. Han feder. Han fedes.
Det tredie Navnefald betegrer den Handlende i en lie dende og Gjenſtanden for Handlingen i en virkende Setning, f. Ex. Du elſkes af os. Du elſker os. Han fedes af Eder. Han feder Eder. Vi ſtsdes af dem. Vi Kode dem re
N FEER Herforuden er der og det perſonſige Stedord fig. Dets te forekommer kun i det er . er eens
i alle Kjen og begge Tal. Det bruges ved de tilba⸗ geſigtende Gjerningsord til at bern Gjenſtanden tredie Perſon, ligeſom mig og dig betegne
den i forſte og anden Perſon, f. Ex.
Han ſtͤdte sig. De komme fi g. Eiendoms⸗Stedordene ere: Min, din, ſin, hans, hendes, dens, dets, vor,
Eders, deres. De have Kjen og Tal, men ere eens i
alle Navnefaldene. De dele⸗ ſig i to Claſſer, nem⸗ lig i dem, der fane iſtedet for een og dem, der ſtage iſtedet for flere Gjenſtande.
De for ſte N 3 FRE e TER Felleskjon. N
Min. Din. Sin. Hans. Hendes. Dens, Dets. J Hpoerkenkfennet. 7
Mit. Dit. Sit. Hans. Hendes. Dens. Dets.
J: Fleertal le t.. Begge Kjon. Mine. Dine. Sine. Hans. Hendes. Dens. Dets. De ſidſte ere:
ER Enkelttallet. Fœlleskjon.
Vor. Ebders. Deres. 8 Hverkenkien. Vort. Eders. Deres.
Fleertallet. SAGE Begge Kion. Vore. Eders. Deres.
Diſſe Stedord fraae altid ſom Befkaffenhedsord deb 5
Navneordene, og rette fig derfor i Kjøn og Tal efter ſamme, f. Ex. N | Min Fader. Mit Huus. Mine Bøger. Din Moder. Dit Sytsi. Dine Synaale. Vor Son. Vort Bord. Vore Penge. Min, din, ſin, vor, Eders, deres bru⸗ ges iſtedet for Ordene: der bører mig, dig, ham, os, Eder, dem til, f. Er. 8 Min Hat er det ſamme ſom: den Hat, der herer mig til. Wit <a det Sen ſom: det Huus, vr hører mig til. Din 1 den int der hører Dig til. Han tog fin hat af: Han tog den Hat, der hører ham til, eller ſo m han havde paa Ho vedet, af. b Vor Hat: Den Hat, der her er os til. Eders Hat: den Hat, der hører E⸗ der til. i e Deres Hat: den Hat, der hører dem til. 8 3 ARS Baode hans, hendes og fin bruges om den, der tales om, ſtaae iſtedet for dens Navn i det andet Navnefald „og tjene til at betegne dens Eiendom eller hvad der tilhsrer den; dog bruges fin ikke uden til at zetegne dens Eiendom, der tales om, naar den er ner⸗ net ſom Handlende, men hans derimod til at bet tege ne dens Eie dom, der er Gjenſtand for Handlin⸗ gen eller [om der paa een eller anden Maade virkes paa, 8 Ex. åg
*
É Kongen
30
Kongen har givet fin (nemlig Kongens) Minis fter Afſked.
Kongen beføgte fin (nemlig Kongens) Broder paa hans (nemlig Broderens) Lyſtſlot. Dens og dets bruges van ſamme Maade om Dyr og libloſe Gjenſtande, ſom hans og hendes
bruges om Perſoner, f. Ex. Jeg fane Hunden i dens (Hundens) Huus. Jeg var inde i Huſet og ſaae dets (Huſets) Ve⸗ relſer. | Men hvor man bruger, fin om Perſoner, bruges ogſag fin om Dyr og Ting. Hunden har faaet et Saar i fin (Hun⸗ dens) Fod. Er den Gjenſtand, hvis Navn diſſe Stedord ſtaae iſtedet for, Enkelttal, faa bruges efter Gjenſtanden, de betegne: min, din, fin, hans, hendes, 3 Dels, f. Ex.
Min Daaſe. Din Daaſe. Han tog fin Daaſe.
Hendes Daaſe. Dens Farve, Dets Blade.
Men ſtaae diſſe S tedord iſtedet for et Navneord, der betegner flere end een Gjenſtand, faa bruger man vor, eders, deres, f. Ex.
Vor Daaſe. Eders Daaſe. Deres Daaſe. Diſſe Stedord kunne ogſaa bruges ſeloſtendi⸗ gen, d. e. de kunne ſtaage iſtedet for Navneord uden at have noget Navneord at ſvare til, og ere altſaa i dette Fald at betragte ſom Navneord, f. Ex.
Hvis Hat er det? Det er min (nemlig min Hat).
Her er min Hat og der er Din.
Jeg
— — ————
31
geg har min Kjole og han har ſin (Kjole).
Jeg har betalt baade min Kjole og hans (Kjole).
Hvis Daaſe er det? Det er vor (Daaſe).
Her er min Kniv og der er Ed ers (Kniv).
Her er min Bog og der er deres (Bog).
J dette Fald have: Min, din, ſin og vor ikke allene ſom ellers ? Fleertal, men ogſaa i Fleertallet Navnefald, nemlig: N Farſte Navnef. Mine. Dine. Sine. Vore, Andet Navnef. Mines. Dines. Sines. Vores, Tredie Navnef. Mine. Dine. Sine. Vore, De bruges f. Ex. ſasledes: Han ſorger for ſine Borns Lykke og jeg ſorger for Mines (nemlig mine Borns Lykke). Jeg førger over mine Beens Dod og Du ſorger over Dines (nemlig Dine Borns Dod). Jeg betaler mine Folks Gjeld og han betaler Sines (fine Folks Gjeld). NE De ere reiſte til deres Faders Lyſtgaard og vi ville rreiſe til vores (vor Faders Lyſtgaard). : Dog bruges vores ogſaa til at betegne det andet - Navnefald i Enkelttallet, f. Ex.
Hans Faders Huus brendte den ſamme Dag pont vores (enten vort Huus eller vor das ders Huus). De pegende Stebord die denne ig
hiin. De bruges baade ligeſom Articler forved Nav⸗
neordene og for fig ſelv. J forfſte Fald have de
Kion og Tal, men ingen Navnefald, f. Ex. Denne Mand, Dette Huus. Diſſe Huſe. Hiin Mand. Hiint Huus. Hine Huſe.
8 f Denne
3 FSR i .
Den ne Mands Huus. Diſſe Mands Huſe. J ſidſke har e de baade Kjon, Tal og Navnefald, f. Gr d . Hiin Gaard er min og denne (Gaard) er hans. Der 39 denne Mands Gaard og her ligger
hiins (nemlig hiin Mands Gaard).
Jeg har kjsbt dette Huus og han har kjobt hiint
(Huus).
Naar de flaae ſom Articler ved et Navneord, havs de folgende Form:
Enkelt ta kleertal.
Falleskjen. OHberkenkſon. Begge Ken. Denne. i SEN | Diſſe.
Naar de e Kass ſig ſelv „ Ey de i det andet Nav⸗ nefald s til fig, ſaaſom dennes, dettes, dis⸗ ſes, hiins, hiints, hines. ;
De tilbagefigtende Stedord ere: Som, der og hvilken. De bruges for ſig ſelv iſtedet for Navneord og have Kjen, Tal og
Navnefald. Som har i det forſte og tredie Nav⸗ nefald i begge Kjon og Tal Som, egi det andet Nasynefald i begge Kjen og Tal hvis. Der har
kun forſte og tredie, ikke andet, Navnefald, og ege ſaaledes: c f | Enkelttal. Fleertal.
Jellesk. Hpverkenk. Begge Kion. (ie Mane f Der. Der. Der
Eg 3die Navnef. Den. Det, Dem.
Hvil⸗
533 Hvilken boies ſaaledes:
Enkelttal. Fleertal. Hpoerkenk. Fellesk. BeggeKjon.
ek Navnef. Hvilken. Hvilket. Hvilke.
det Navnef. Hvis, Hvis. Hvis.
zdie Navnef. Hvilken. Hvilket. Hvilke. Det Napneord, "hvis Gjentagelſe de ſtaae iſtedet for,
maa gaae umiddelbar forud for dem, eller dog kun
ſtaae faa langt borte fea dem, at det ikke kan fore
byttes med et andet, f. Ex.
A —
Jeg har kjsbt den Bog, ſom vi 8 pant. Saar. Der gaaer den Dreng, der var loben bort. Sygdom, hvilken altid er en Plage, 85 ſoger os. Det Huus er mit, ſom De i Gaar 6 i Oieſyn. Der og ſom bruges uden Forſtjel, ligefom Velly⸗ den kraver det; dog er det tredie Navnefald af der ikke ſaa brugeligt ſom af ſom, og man ſiger derfor hellere: Der er kommet nogle gode Venner, ſom jeg ikke havde ventet, end: Der er kommet nogle gode Venner, dem jeg ikke havde ventet. Baade af ſo m og af der udelades ofte det tredie Navnefald, f. Ex. Jeg har beſogt den Kone, jeg har været i Koſt hos, iſtedet for: ſom jeg har været i Koſt hos.
Hvilken bruges, naar et foregagende Ord tran⸗
ger til en Forklaring; der og ſom derimod, naar dets Betydning ſkal indſtreenkes. Jeg har Bo⸗ ger, e jeg anſeer for en Rigdom, vil
C fige :
34
ſige: Jeg har Bøger, og jeg anſeer Boger for en Rigdom; men: Jeghar Beger, ſom jeg anſeer for en Rigdom, vil ſige: De SØ ger, jeg har, anſeer jeg for en Rigdom. Sporgsmaalsſtedordene ere: Hvo, Hvad, Hvilken og Hvilket. Hvo og Hpilken ere Falles⸗ kion, Hvad og Hvilket derimod Hverkenkjen. De have Tal og Navnefald ligeſom de tilbageſigtende Sa
bord, ſaaſom: Felleskjen.
| Enkelttal. Fleertal. Førfte Navne f. Ho? — Hvo? Andet Navnef. Hvis? Hvis? Tredie Navnef. Hoem? Hvem?
Hverkenkjon. Enkelttal. Fleertak.
Forſte Navnef. Had? Avad?
Andet Navnef. Hvis ? Avis ? Tredie Navnef. Hvad? Hvad? Hvilken bsies ligeſom det” anførte tilbageſigtende Stedorb hvilken, hvilket, hvilke. i: Hvobruges kun felvftændigen og om Perſoner, ſaaſom: Hvo banker? Hvis er den Synaal? Hvem har De været has? H vad bruges ligeledes ſelvſtendigen, men om Ting, ſaaſom: |
Hvad er det? Ha d har De faaet. derfor? Hvilfen zruges bande for ſig ſelv og med Navneord, f. Ex.
Hvilken af dem mener De?
Hvilken Doctor har Deſendt Bud efter?
Hpilket Huus er ſmukkeſt? Se
35
De ubeſtemte Stedord ere: Nogen, in⸗
gen, hver, enhver, hvo, hvad, hinanden,
hverandre, ſaadan, ſamme, ſelv, ſelv⸗ ſamme, ſomme, nogle, faa, mange ꝛe. De have Kjon og Tal, f. Ex.
Jalleskien. Overkenkjen. Fleertal.
Nogen. Noget. Nogen. Ingen. Intet. Ingen. Hver. Hvert. d Enhver. Ethvert.
Saadan. Saadant. Saadanne.
Hinande n, hverandre, ſommeog nogle ere
Fleertal. Hos er Felleskjon og hvad Hverkenkjsn;
ſammeog ſeloſamme ere eensi Kjen og Tal, og
. el v er et Tillegsord, ſom uforanderlig føles til Nav⸗
— *
nne m 228 r
neordene og de perſonlige Stedord. . Diſſe Stedord bruges deels ſom Beffaffenfedss ord og have da ingen Navnefald, ſaaſom: Mon der er noget Menneſke, ſom troer det?
Kan man glade fig paa nogen Piges
: Troſtab? 2 Her er ingen Bjørne og Lgver. ; Hver Mand z Byen taler derom. Enhver Pig har fine Forretninger.
Jeg har feet mange ſaadanne Folk.
Somme oe ere meget for at gane paa Co⸗
medie. Zig har (Dag nogle gode Ven ner bos mig. Det er den ſamme Skipper, ſom der her for. SE sr nær 8 Der
Det er den felv famme Pige. Deels bruges de ſeloſtendigen og tage da i det ans det Navnefald es til fig, ſom:
Er der nogen? Nei, der er ingen. Hhyvis ere diſſe Heſte? Ingens.
Det er enhvers egen Sag.
Lad h ver ſvare for fig.
Somme have godt og ſomme endt.
Har Du Penge? Ja, jeg har nogle.
Er det ore Ja, det er den ſam me, den
ſelvſamme.
Manden var her ſel v. Jeg har ſelv ſeet det. De elſke hverandre meget høit.
De kunne ikke taale at fee hinanden. Hvo og Hvad have i det andet Navnefald huis, hvo i det tredie: hvem, og hvad ligeſom i det førfte: hva d. Hvo bruges iſtedet for den fom eller h vad for een, og ANG iſtedet for det en, f. Exe
Jeg feer nok hem (hvad fer een) Du ſigter til. Jeg ſkal ſige Dig, hvem der gar ſagt mig det. Jeg har givet Dig, hvad (det ſom) jeg havde.
An ”» mrs Luger Fix,
> SERVER ME
i 77 i
6) Om Gjerningsordene. Sjerningsordene betegne en Handling, Lidel⸗ Js eller Tilſtand, og forklare tillige, naar den foregaaer eller finder Seꝛd, og aß hvem den forrettes, hvem der er Gjenſtanden for den, eller hvem der er i denne
eg ane, ſaaſom:
Jeg arbeider; Du blev vare „ han har ſe vet.
37
De Forandringer, Sjersingsordene lide, fore⸗ gaae tildeels i dem ſelv, og denne Forandring kaldes
Conjungering. De kunne bruges paa en ber
ſtemt, paa en virkgarlig, paa en befalende
og paaen ubeſtemt Maade. Tiderne, de udtrykke,
ere: den nærværende, den forbigangne og den tilkommende, ſaaſom: SR . Se
Jeg gager. Jeg gik. Jeg ffalgaae. For af betegne, hvem det er, der handler eller lider, føles der Navneord eller perſonlige Stedord til Gjer⸗ Ringserdene, ſaaſom: a
Jeg rider; Du rider; han rider; Kongen eider.
Vi ride; J ride; de ride; Bønderne ride. Deraf følger altſaa, at der ogſaa i Gjerningsordene er Tal; thi Kongen rider er Enkelttal og
Bønderne ride er Fleertal.
Forandringerne i det ene Gjerningsord frem⸗
bringes, for ſaavidt de ikke foregaae i det ſelv,
ved det andet, Dog er der egentligen kun fire Gjer⸗
ningsord, ſom forenes med de andre, for at lade
dem udteykke de forſtjellige Omſtendigheder, man vil betegne med dem. Diſſe Gjerningsord kaldes H jel⸗
pegjerningsord og ere: have, være, bli⸗
ve og vorde, f. Ex. At have ſpiiſt. At blive flaaet.
At ve re elſket. At vorde hort. 5 Diſſe Gjerningsord bgies (conjungeres) ſaaledes: Hjelpegferningsordet: Ha ve.
1) Denbeſtemte Maade. Dien nærværende Tid. Jeg har. Du har. Han (hun, man) har. SS; Vi
38
Vi have. J have. De have.
Den ikke fuldt forbigangne Tid. Jeg havde, Du havde, Han (hun, man) havde. Vi havde. J havde. De havde. ; Den forbigangne Tid. . Jeg har havt. Du har havt. Han (hun, man) å 5 SEE har havt,
Vi have havt, J have havt. De have have
Denlengſt forbigangne Tid.
Jeg havde hast. D* havde havt. Han (hun, man) havde havt. Vi havde havt. J havde havt. De havde bave.
Den tilkommende Tid.
Jeg ſkal have. Du ſkal have. Han (hun, man) . ſkal have. Vi ſkulle have. J ſkulle have. De ſkulle have.
2) Den befalende Maade. 3 Hav (Du)! Han have, eller: Man lade ham have! Haver (J)! De have, eller: Man lade dem have!
53) Den ubeſtemte Maade. Den nerverende Tid: At have. Den forbigangne Tid: At have havt. Den tilkommende Tid: At ſkulle have. 4) Participierne. Diet Virkende: Havende. Det Lidende: Havt.
Hjelpe⸗
Hielpegierningsordet: Ve re. 5 Den beſtemte Maade. Den nærværende Tid. Jeg er. Du er. Han (hun, man, den, det) er. Vi ere. Jere. De ere.
Den ikke fuldt forbigangne id. Jeg var. Du var. Han (hun, man) var. Vi vare. J vare, De vare.
i!
Den forbigangne Tid. |
Jeg har været, Du har været, Han (hun, man)
; : har været,
Vi have været: J have været, De have været.
Den tængft forbigangne Did.
Jeg havde værer, Du havde værer, Han havde været,
Vi havde været, J havde veret. De hade! været,
Den tilkommende Tid.
Jeg ſkal være, Du ſkal vere. Han ſkal være,
Vi ſkulle vere. J ſkulle være. De ſtulle være. 2) Den befalende Maade. a
Ver (Du)! Han være, eller: Man lade ham være!
Verrer (J)! De vare, eller: Man lade dem være 3) Den ubeftemte Ma a de.
Den nærværende Tid: At være. |
Den forbigangne Tid: At Gave været,=
Dentilkommende Tid: At ſkulle være,
2 Participierne. De sf Virken de: Verende. Diel Lidende: Veret.
n „„
40
Hjelpegjerningsordet: Blive, 1) Den beſtemte Maade. 2 Den nerderende Tid. Jeg bliver. Du bliver. Han (hun, man) bliver. Vi blive. J blive. De blive. Denikke fuldt forbigangne Tid. Jeg blev. Du blev. Han (hun, man) blev, Vi bleve, I bleve, De bleve. | Den forbigangne Tid. Jeg er bleven. Du er bleven. Han er bleven. Vi ere blevne. J ere blevne, De ere blevne. Den lengſt forbigangne Tid. Jeg var bleven. Du var bleven. Han var bleven. Vi vare blevne. J vare blevne, De vare blevne a Den tilkommende Tid. Jeg ſkal blive. Du ſtal blive, Han ſkal blive. Vi ſkulle blive. J ſkulle blive, De ſkulle blive. 2) Den befalende Maade Bliv (Du) ! Han blive, eller: Man lade dem blive! Bliver (J)! De blive, eller: Man lade dem blive! 3) Den ubeſtemte Maade. Den nærværende Tid: At blive. Den forbigangne Tid: At være bleven, Dentilfommende Tid: At fkulle blive, Partieipierne. Det Virkende: Blivende. ö Det Lidende: J Falleskjsnnet: Bleven⸗ i Hverkenkjennet: Blvet; i Fleebtallet: Blevn⸗
Höielpe⸗
Mangler dette Gjerningsord.
2
41 Hjelpegjerningsordet: Vor de. 1) Den beſtemte Maade. Den nerverende Tid.
Jeg vorder. Du vorder. Han vorder. Vi vorde. J vorde. "De vorde,
Den ikke fuldt forbigangne Tid.
*
Den forbigangne Tid. Jeg er vorden. Du er vorden. Han er vorden. Vi ere vordne. J ere vordne. De ere vordne.
Denlaengſtfosbigangne Tid. Jeg var vorden. Du var vorden. Han var vorden.
Vi vare vordne. I J vare vordne. De vase vordne.
8 Den 1 LED Tid. Jeg ſkal vorde, Du ſkal vorde, Han ſkal vorde, Vi ſtulle vorde, J ſkulle vorde. De fkulle vorde.
2) Den befalende Maade. Vord (Du)! Han vorde, eller: Man lade ham vorde!
Vorder (3)! De vorde, eller: Man lade dem vorde!
3) Den ubeſtemte Maade.
Den nerverende Tid: At vorde. Den forbigangne Tid: At være vorden. Den tilkommende Tids: At ſkulle vorde. Participierne. Det Virkende: Vordende. Det Lidende: JEnkelttallet: Vorden; " Fleertallet: Vordne.
Foruden
42 Foruden diſſe egentlige Hſelpegjerningsord er der nogle andre, hvormed Gjerningsordene ligeledes Blive hjulpune. Diſſe ere Ville, ſkulle, fun: ne, maatte, bur de, forde, faae, lade og gide. De bruges alle med den ubeſtemte Maas de, ſaaſom: At ville kisre. At maatte nyde. Atfaae lebe. At ſkulle keiſe. At burde gjøre. At lade ligge. Atkunne gage. At forde fove. At gide gane. Man beler dem ſaaledes: 2
Hjelpegjerningsordet: Ville. 1) Den beſtemte Maade. Den nerverende Tid. Jeg vil. Du vil. Han (hun, man) vil. Vi ville. J ville. De ville. Den ikke fuldt forbigangne Tid. Jeg vilde. Du vilde. Han (hun, man) vilde. Vi vilde. J vilde. De vilde. Den forbigangne Tid. Jeg har villet. Du har villet. Han har villet. Bi have villet, J have villet. De have villet,
Den længft forbigangne Tid. Jeg havde villet, Du havde villet. Han havde villet, Vi havde villet. J havde villet. De havde villet:
Den tilfommende Tid. |
Jeg ſkal ville. Du ſkal ville. Han ſkal ville. Vi ſkulle ville. J klulle ville. De fkulle ville.
2) Den befalende Maade. |
Mangler dette Gjerningsord. NE No ERE 2) Den
43
3) Den ubeftemte Maade Den nærværende Tid: At ville. Den forbigangne Tid: At have villet. Dentilkoemmende Tid: At ſkulle ville.
4) Participierne. Det Virkende: Villende⸗ Det Lidende: Villet.
| Hjelpegjerningsordet: Skulle. 2 1) Den beſtemte Maade. i Den nætværende Sid SS Jeg ſkal. Du ſkal. Han (hun, man, den) ſkal. Vi ſkulle. J skulle. De ſkulle.
Den ikke fuldt forbigangne Tid. Jeg Fulde Du ſkulde. Han ſkuldeee Vi fkulde. J ſkulde. De kkulde. Den e ee Tid. : Jeg har ſkullet. Du har ſkullet. Han har ſkullet. Vi have Kuller. J have ſullet. De have ſkullet.
1 Den lengſtforbigangne Eid. | Jeg havde ſkullet. Du havde ſkullet. Han havde
3 å a1 ſfkullet. Vi haspde fkullet. J havde ſkullet. De havde 3 * | ſtullet.
Dentilkommende T ib. Mangler deter Gjerningsord.
2) Den
44
Sj Den faken Maade,
Mangler ligeledes dette Gjerningsord.
3) Den ubeſtemte Maade. Den nerværende Tid: At ſkulle. Den forbigangne Tid: At have ſkullet.
4) Partieipierne. Det Virkende: Skullende. Det Lidende: Skullet.
Hpjelpegjerningsordet: Kun ne. 1) Den beſtemte Maade. Den nerverende Tid. Jeg kan. Du kan. Han (hun man) kan. Vi kunne. Jkunne. De kunne.
Denikke fuldt forbigangne Lid. Jeg kunde. Du kunde. Han (hun, man) kunde. Bi kunde. J kunde. De kunde.
Den forbigangne Tid. Jeg har kunnet. Du har kunnet. Han har kunnet. Vi have kunnet. J have kunnet. De have kunnet.
Denlengſtforbigangne Tid.
Jeg havde kunnet. Du havde kunnet. Han havde Be kunnet.
Vi havde kunnet. J havde kunnet. De havde
S kunnet.
Den tilkommende Tid.
. Jeg ſkal kunne. Du ſkal kunne. Han ſkal un
Vi ſkulle kunne. I ſkulle kunne. De fkulle kunne.
2) Den
45
2) Den befalende Maade. Har dette Gjerningsord ikke.
3) Den ubeſtemte Maade.
Den nærværende Tid: At kunne. Den forbigangne Tid: At have kunnst. Dentilkommende Tid: At ſkulle kunne.
4) Participierne. Det Virkende: Kunnende. Det Lidende: Kunnet.
Hjelpegjerningsordet: Maatte. 1) Den beſtemte Maade. Den nærværende Tid.
Jeg maa. Du mag. Han (hun, man, den) maa. Vi mage. J maas. De mage.
Den ikke fuldt forbigangne Tid. Jeg maatte. Du maatte. Han maatte. Vi maatte. IJ maatte. De maatte.
RE WW NE RS KN Im DØ
Na
Den forbigangne Tid.
Jeg har maattet. Du har maattet. Han har g Ø maattet.
„Vi have maattet. J have maattet. De have
ü ss maattet.
Den lengſt forbigangne Tid.
Jeg harde maattet. Du havde maattet. Han havde
: < . | maattet. Vi havde maattel. J havde maattet. De havde
Den
46
Den tilkommende Tid. Mangler dette Sjerningsord.
2) Den befalende Maade. Mangler det ligeledes.
3) Den ubeftemte Maade. Det Virkende: At maatte, Det Lidende: At have maattet.
4) Participierne. Det Virkende: Maattende. Det Lidende: Maattet.
Hjelpegjerningsordet: Burde. 1) Den beſtemte Maade. Den nerberende Xib. N Jeg bor. Du ber. Han (hun, man, VW bør, Vi bor. J bor. De bor. Så
Den ifÉe fu [dt forbigangne Tid. Jeg burde. Du burde. Han burde. Vi burde. I burde. De burde.
Den forbigangne Tid. Jeg har burdet. Du har burdet. Han har burdet. Vi have burdet. J have burdet. De have burdet.
Den lengſt forbigangne Tid. Jeg havde burdet. Du havde burdet, Han havde burdet. Vi havde burdet. J havde burdet. De havde burdet. Den
47 Den tilkommende Tid. Mangler dette Gjerningsord.
2) Den befslende Maade⸗ Har det heller ikke.
3) Den ubeſtemte Maade. Den nærværende Tid: At burde. Den forbigangne Tid: At have burdets
4) Participierne. Det Virkende: Burdende. 5 Det Lidende: Burdet.
i 8 9
Hjelpegjerningsordet: Torde. 1) Den beſtemte Maade: Den nærværende Tid. Jeg tør, Du ter. Han (hun, man, den) ts. Vi tor. IJ tor. De tør,
Denikke fuldt forbigangne Tid Jeg torde. Au torde. Han (hun, man) forde, Vi forde, J torde. De torde. |
Den forbigangne Tid.
Jeg har tordet. Du har tordet. Han har tordet.
7
Vi have tordet. J have tordet. De have tordet⸗
Den lengſt forbigangne Tid, Jeg havde tordet. Du Dante tordet. Han havde f i tordet. Vi havde tordet, J havde tordet. De havde N : kordet. 8 SS: Den
48 Den tilkommende Ti d. Mangler dette Gjerningsord.
Dien befolende a a de. Mangler det ligeledes.
2) Den ubeftemte Maade, | Den neeverende Tid: At torde. Den forbigangne Tids At have tordel.
4) Participierne⸗ Det Virkende: Tordende. Det Lidende: Tordet.
7 —
Hjelpegjerningsordet: Faae. I) Den beſtemte Maade. | Den nærværende Tid. Jeg fager. Du fager. Han (hun, man) fager. Vi fane, IJfaae. De faae. | Den iffe fuldt forbigangne Tid. Jeg fik. Du fik. Han (hun, man, den) ſik. Vi ͤſik. J ſik. De ſik. Den forbigangne Tid. Jeg har faaet. Du har faaet, Han har faaet, Vi have faaet J have faaet. De have faget. | Denlengſt forbigangne Tid. Jeg havde faget. Du havde faner, Han havde. faaet. Vi havde faaet. J havde faaet, De havde | | | faaet.
Den
49)
Den kilkemmende id.
Jeg fal fage. Du ſkal faae. Han ſkal fal ke:
Vi ſkulle faae. J Tulle faae. De ſkulle faae.
2). Den befalende Maa de. Faa (Du)! Han fane! eller: Man lade ham faae! Fader (J)! De faae! eller: Man lade dem fane!
3) Den ubeſtemte Maade. Den nærværende Tid: At fage. Den forbigangne Tid: At have faaet, Den tilkommende Tid: At ſtulle faae.
4) Varfisipiet 8 Faaet.
eee 2 8 a de. 1) Den beſtemte Maa de. 8 < Den nærværende Tid. : Jeg lader. Du lader. Han (hun, man) lader. Vi lade. J lade. De lade.
Den ikke fuldt forbigangne Tid. Jeg lod. Du lod. Han (hun, man) lod. Vi lode. J lode. De lode. å
Den forbiga id. Jeg har ladet. * har ladet. Han har ladet. Vi have ladet. J have ladet. De have ladet.
Den lengſt forbigangne Tid. Jeg havde ladet. Du havde ladet. Han havde ladet. Vo hapde ladet. J bavde ladet. De hapde ladet.
D Dien
.
50 Den tittoemmende Tid.
Jeg fal lade. Du ſkal lade. Han ſkal lade. Vi ſkulle lade. J ſkulle lade. De ſkulſe lade.
2) Den befalende Maade. Lad (Du)! Han lade! Lader os! Lader (J)! De lade!
3) Den ubeſtemte Maade Den nærværende Tid: At lade. Den forbigangne Tid: At have ladet. * tilkommende Tid: At, ſfkulle lade.
Partieivierne. Det Virkende: Ladende. Det Lidende: Ladet.
*
Hielpegjerningsordet: : Gide. I) Den beſtemte Maade, Den nærværende Tid. d Jeg gider. Du gider. Han (hun, mind gider, Vi gide. J gide. De gide. ; Denikke fuldt forbigangne Tid. Jeg gad. Du gad. Han (hun, man, se gad. Vi gade. J gade. De gade. Den forbigangne Tid. Jeg har gidet. Du har gidet. Han har gidet. Vi have gidek. J have gider, De have gidet. Den lengſt foebigangne Tid. Jeg havde gidet. Du havde gidet. Han havde gidet. Vi hapde gidet. J havde gidet. De havde gidet. n Des
3
Den tilkommende ib. Jeg ſkal gide, Du ſkal gide. Han ſkal gilde. Vi ſkulle gide, J ſkulle gide, De ſtulle gide,
2) Den befalende Maade. Gid (Du)! Han gide! Gider (3)! De gide!
3) Den ubeftemte Waade. Den nærværende Tid: At gide. Den forbigangne Tid: At have gidek. Den tilkommende Tid: At ſkulle gide.
40 Partieipier ne. Det Virkende: Gidende. Det Lidende; 2 Gidet.
De Ser ai Så der hjelpes af de Forefanem De, eller Gjerningsordene i Almindelighed ere adſkilli⸗ ge Slags. Overhovedet have de en virke nde og en lidende Form, ſaaſom: i Virkende. diden de.
At elſke. A c elſkes. Jeg Alfter Jeg elſtes,. 54
Men finde diſſe, ſom man kalder tran F Berber, gives der ogſaa: I) SntranfitiveVerbereler Mellem a
gierningsord, hvorved man forſtager dem, der
have den virkende Form, men ikke kunne antage den
Tidende; ſaaſom: At ſove, at ſtage; thi man kan
ikke ſige: At ſoves, at ſtaaes ꝛc. Se SER 2) Deponente i rD en ſom DD have
ERE
” Kave den lidende Form, men ikke kunne antage den virkende „ ſaaſom: At længes, at trives, ie. :
3) Tilbageſigtende Gjerningsord, ſom have den virkende Form „og betegne den Vir⸗ kendes Pirken paa ſig ſelv, ſaaſom: At ſtode fig 3 jeg ſtoder mig ꝛc., hvilken Form man kan give de fleſte tranſittve Gjerningsord.
4) Uperſonlige Gjerningsord, ſom ikke betegne nogen Handlende og allene blive brugte
i tredie Perſon i Enkelttaller , 3 det lyner, det ſneer 20.
Nogle af Gjerningsordene i Almindeligbed con⸗ jugeres paa een, andre pas en anden, og atter andre paa en tredie Maade. De Gjerningsord, der gon⸗ jugeres paa den forſte Maade, have i den ikke fulde forbigangne Tid af den beſtemte Maade een S Sta⸗ velfe mere end i den Nærværende: SAD den ube
ſtemte Maade, ſaaſom: . Jeg eds 3 Jeg pakkede. At 1 3 |» væ — pakke. De, der eonjugeres paa den anden Maas de, haval den ikke fuldt forbigangne Tid af den beſtemte Made ligeſaa mange Stavelſer ſom i den - nærværende Tid af den ubeſtemte Maade, ſaaſom: Jeg kjobte; jeg ſpiſte. At kjsbezatſpiſe. De, der conjugeres paa dentredie Maade, have sen Stavelſe mindre i den ikke fuldt forbigang⸗ ne Tid af den beſtemte Maade end i den nærværende Tid af den ubeſtemte Maade, ſaaſo mm: 2 Jeg hjalp; jeg berd. 4 hjelp aste. For⸗
33' b
Formene, diſſe Gierningeord con jag eres efter, ere folgende Pias re
Den-førfte Conjugation. Gjerningsordet: Elſke. Den virkende Form. 41) Den beſtemte Maade Den nerbeœrende Tid.
Jeg elfker. Du elſker. Han (hun, man) aher. Vi elfte. J elfte. De elſke. 5 Den ikke fuldt forbigangne Ti d.
Jeg elſkede. Du elſkede. Han elfkede. Si elſkede. ad elſkede. De elfkede. Den forbigangne 8 Jeg har elſtet. Du har elſket. Han har elſket. Vi have elſket. J have elſket. De have elſket. Den lengſt forbigangne aid. Jeg havpde elſket. Du havde elſket. Han havde
elſket.
Vi havde — J bande. elfket. De havde. elſket. Den tilkommende. d. a 1
Jeg ſkal ace. Du ſkal elffe, Han kal elke. = Vi ſkulle elſfke. J ſkulle elfte. De fkulle elſte.
i 2) Den befalende Maade. | Elſk (Du)! Han elſte! eller: Man lade ham elſkte! Elſker (J)! De elſke! eller: Man lade dem elfke!
3) Den ubeſtemte Maade. Den narosrende Tid: At elflke. . Sen
34
Den forbigangne Tid: At have elſket.
Den tilkommende Tid: At skulle elſke.
3 4) Partieipiet.
Elſkende. : '
Zen lidende Form.
1) Den beſtemte Maade
Den nærværende Tid.
Jeg elſkes. Du elſkes. Han elſkes.
Vi elſkes. J elſkes. De elſtes.
Den ikke fuldt forbigangne Tid. Jeg elſkedes. Du elſkedes. Han elſkedes. Vi elſkedes. J elſkedes. De elſkedes.
Den g Tid. Jeg har været elſket. Du har været elſket. Han har været elſket; Bi have været elſkede. J have været elſkede. De have været elfkede.
Den tengft forbigangne Tid. Jeg havde været elſket. Du havde været elſket. Han havde været elffet, Vi havde været elſkede. J havde været elſtede. De havde været elffede. Den tilkommende Tid. | Jeg ſkal elſkes. Du ſkal elſkes. Han ſkal elſkes. Vi ſkulle elſtes. J ſkulle elſkes. De ſkulle elſtes. 2) Den befakende Maade. Var (Du) elſket! Han være elſket! eller: Man lade ham elſtes! c Verer
8
Verer (I) elſtede! De være elſtede! eller: Man lade dem elſtes!
3) Den ubeftemte Maade. Den nærværende Tid: At elſkes. Den forbigangne Tid: At have været elſket. Den tilkommende Tid: At e elfkes.
4) Participiet.
Enkelttallet: Elſtet. e elkede.
Den anden Conjugation. . Gierningsordet: : Kjsobe. Den virkende Form. 1) Den beſtemte Maade Den nærværende Tid. Jeg kjsber. Du kisber. Han fjøbers Vi kjobe. J kjsbe. De kjsbe. Den ikke fuldt forbigangne Tid. Jeg kjsbte. Du kjebte. Han kjsbte. Vi kjobte. 2 kjsbte. ode Fjøbten
5 51 Fe Tid.
Jeg har kjobt. Du har kjobt. Han har kjobt. 5
Vi have kjsbt. J have kjobt. De have kjobt. Den lengſt forbigangne Did.
Jeg havde kjebt. Du havde kjsbt. Han havde kjobt.
Vi havde kjsbt. J havde kjobt. De havde kjobt.
Den
. 4 „ 1 E. ru mne c OECD EEN EN
| Den tilkommende Tid. — Jeg ſkal kjobe. Du fkal kjsbe. Han ſkal fjøbe. Vi fkulle kjobe. J ſkulle Fjøbe, De ſkulle kjsbe.
2) Den befalende Maade. | Kiob (Du)! Han kjsbel eller: Man lade ham kjsbe! Kiober (J) De kjsbe I eller: Man lade dem kjobe!
3) Den ubeſtemte Maade. Den nervæerende Tid: At kjobe. Den forbigangne Tid: At have kjobt. Den ktilkommende Tid: At ſkulle kjobe. SK Partieipiet. Kjobende. 3 Ea Den liden de Form. 1) Den beſtemte Maade, Den nerverende Tid. . Jeg kjobes. Du kjsbes. Han kjobes. Vi kjobes. JI kjobes. De kjsbes. Den ikke fuldt forbigangne Lid. Jeg kjobtes. Du kiodtes. Han kjobtes. Vi kjobtes. J kjobtes. De kjobtes.
Den forbigangne Tid.
Jes har veret N Du har været kjobt. Han har veret kjobt. |
Vi have været fjøbte, J have været kjobte. De
have været kjobte.
Den lengſtforbigangne Tid.
' Jeg havde været kjsbt. Du havde værer kjsbt. Han
18 havde været kjsbt. Vi
ä *
Vi ; Bande været kjobte. l kjobte. De havde været kjobte.
Den må Tid. Jeg fkal kjsbes. Du fkal kjsbes. Han kal kjobes. Vi ſkulle kjsbes. J ſtulle kjobes. De ſtulle kjobes.
2) Den befalende e Ses Ver (Du) kjebt! Han være | efjøbr! eller: Man lade . ham kjsbes! Verer (J) kjsbtel De være kjobte! eller: Man lade Fk N dem bhobes!
É 3) Den ubeftemte Maade.
Den nerverende Tad: At kjobes. Den fo rbigangne Tid: At h have været kjsbt. Deu tilkommende Tid: At — tetet:
É 40 Part tei pet. 9 Enkelttallet : Kjobt. Fleertallet: Klebe.
Den tredie Conjugation. 5 Gjerningsordet: Hjelpe. Den virkende Form.
1) Den beſtemte Maa de. Den nærværende Tid. Jeg bjelper. Du bjelper. Han hielper.
Vi hielpe. I bjelpe. De hjelpe.
Den k ke fuldt forbigangne Tid. Jeg hjalp. Du hjalp. Han hjalp. BVi hjalpe. I hlalpe. De hjalpe.
8 -33 8 : 7 2 S Den
'
58 | Den forbigangge Tid.
Jeg har bjulpet. 8 har hjulpet. Han har hjulpet. Vi have hjulpet. J have hjulpet. De have hjulpet.
Den lengſtforbigangne Tid.
Jeg hayde hjulpet, Du havde hjulpet. Han havde
hjulpet.
Vi havde hjulpet, J havde hjulpet. De havde hjulpet.
5 Den tilkommende Tid. Jeg ſkal hjelpe. Du al hjelpe. Han ſkal hjelpe. Vi ſkulle hjelpe. I ſtulle hjelpe. De kulte 8
2) Den befalende Maade. OHijelp (Dr) Han hjelpe! eller: Man lade ham 8 hjelpe! Hjelper 1 De hjelpe! eller: Man lade dem
5 hlelpe! 3) Den ubeſtemte Maade. Den nærværende Tid: At hjelpe. Den forbigangne Tid: At have hjulpet. Den tilkommende Tid: At ſkulle hjelpe. Participiet. Hielpende. Den lidende Form. Den beſtemte Ma ade. 8 Den nerverende Tid.
Jeg hjelpes. Du hjepes. Han hjelpes. Vi hjelpes. J hjelpes. De hlelpes.
Den
39
Den ikke fuldt forbigangne Tid. Jeg hjalpes. Du hjalpes. Han hjalpes. 1 Vi hjalpes. J hjalpes. De hjalpes. Den forbigangne Tid. Jeg har været hjulpen. Du har været hjulpen. Han har været hjulpen. Vi have været hjulpne. J have været hjulpne. ü De have været hjulpne.
Den kengſtforbigangne Tid. i Jeg hapde været hjulpen. Du havde været hjulpen. f Han havde været hjulpen. Vi baude været hjulpne. J havde været hjulpne. EF. 2 De havde været hjulpne.
Den tkilkommende Gid. . Jeg ſkal hjelpes. Du ſkal hjelpes. Han ſkal hjelpes. Vi ſkulle hjelpes. I ſkulle hjelpes. De ſeulle hjelpes.
2) Den befalende Maade.
Ver (Du) hjulpen! Han Se Klee eller: Man de ham hjelpes! !
Barer (J) N De vere en eller: Man 8 lade dem hielpes! 1
3) Den ubeftemte Maa de.
Den nærværende Tid: At hjelpes.
Dien forbigangne Tid: At have været * f hjulpen.
Den tilkommende Tid: At ſtkulle hjelpes. 4) Participiet.
Falleskjonnet: Hjulpen.
Hver⸗
E
H v erkenkjennet: Hjulpet. Fleertallet: Hjulpne.
Foruden denne ordentlige og almindelige Maa⸗ de at beie Gjerningsordene paa, gives der ogſaa ad⸗ kkillige andre, hvorved man efter Meningens Be⸗ kkaffenhed bruger eet eller andet af de anfscte Hiel⸗ pegjerningsord til Hielp for ſamme. Saaledes kan man ſige:
Jeg bliver elſket; jeg blev elſket; jeg er bleven elſtet; jeg var bleven elſket; jeg ſkal blive elſket; at blive elſket; at være bleven elſket; at ſkulle Blive elfket.
Jeg vorder elſket; jeg er vorden elſket; jeg var vorden elſket; jeg ſkal vorde elſket; at vorde elſtet;
at være vorden elſtet; at fulde vorde elſtet. „Jeg vil elſke; jeg. vilde elſke; jeg har villet æltes jeg havde villet elſte; at ville elfte; ; at have villet elfte. ERA
Jeg ſkulde elffe; jeg har ſkullet elſke; robo de ruller e elſke; at have ſkullet elſke.
Jeg kan elſke; jeg kunde elſte; jeg har kunnet elſke; jeg havde kunnet elſke; jeg fkal kunne elſke; at kunne elſke; at have kunnet elſke; at ſkulle fun: ne elſke. 5 g Jeg maa elſke; jeg maatte elſte; jeg har maat⸗ tet elke; ; jeg havde maattet elſte; at maatte elſke; at have maattet elſke. |
b 5 8 Jeg
61
Jeg bor elſte; jeg burde elfte; ſeg har burdet fee; jeg havde burdet elſke; at burde . at has ve burdet e fe.
1 Jeg tor elſke; jeg torde elſke; == har tordet
elſte; jeg havde kordet elſke; at torde e pir: ; at has ve tordet elſke. Jaeg faaer elſket; jeg fif ie jeg 1
Jeg lader bygge; jeg lod bygge; jeg har ladet
at lade bygge; at pak: ladet "Bygge; at ſkulle lade
5 ygge. : Jeg gider bygge; jeg gad bogge; jeg har gidet
Bygge. 18 eg
ki Ligeſaa: N Nn NG ; Jeg vilde have elket; jeg ſrulde have elſket; jeg kunde have elfket; jeg maatte have eler; jez burde have elſket; leg t forde 28 8 jeg ås ha⸗ ve bygt.
Jeg vil være. elfte; 3 jeg 005 vere elfket; jeg
gt have villet være elſket.
st have ſkullet vere elſket. Jeg ksan være elſket; jeg kunde være elſtet; jeg har kunnet vers elſket; jeg havde kunnet være elſket; 3 3
elſtet; jeg havde faaet elfket; jeg ſkal faae elſket ; at faae elſtet; at have faaet elſket; at fkulle faae elfket.
bygge; jeg havde ladet bygge; jeg ſkal lade bygges
bygge; jeg havde gidet bygge; jeg ſkal gide bygges" at gide bygge; at dige idet Ske at i bane gide =
har villet være elſket; jeg Havde villet være AGE — 5
Jeg ſkal være elſtet; jeg fulde være 199 5 jeg har ſkullet være elſfet; jeg havde ſkullet være e ſket;
62
jeg Mal kunne være elſket; at kunne være elfket; at have kunnet være elſket; at ſkulle kunne være elſtet · Jeg maa være elſket; jeg maatte være elſket; jeg har maattet verre elſtet; jeg havde maattet være elſket; at maatte være elſket; at have maattet ve⸗ re elfket. ; Jeg bør være elſket; jeg bande være elſket; jeg har burdet være elſket; jeg havde burdet være elſket; at burde være elſket; at have burdet være elſket.
Jeg tør være elſket; jeg torde være elſket; jeg har tordet være elſket; jeg havde tordet være elſtet; at torde være elſket; at have kordet vere elſket.
Jeg gider være elſket; jeg gad være elſket; jeg har gidet være elſket; jeg havde gidet være elſtet; at gide være elfket; at have gidet være elſket.
Jeg vilde have været elſtet; jeg ſtulde have veret elſtet; jeg kunde have været elſket; jeg maat⸗ te have været elſket; jeg burde have været elſket; jeg korde have været elſket; jeg gad have veret elſket.
Jeg vilde være bleven elſtet; jeg ſkulde være bleven elſket; jeg kunde være bleven elſket; jeg maat⸗ te være bleven elſket; jeg burde være bleven elſket; jeg torde være bleven elſket; jeg gad vere ble⸗ ven elſket. 8
Jeg kunde ville elſke; jeg fulde ville elfte; jeg burde ville elſte; jeg gad ville elſke, ꝛc.
Fremdeles kunne ogſaa de fleſte andre Gjernings⸗ ord forbindes med hinanden, ſaaſom? jeg herer fan le; jeg horte tale, ice. r
; Eftet
63
ne Tiderne i ethvert Gjerningsord af de to ferſte Conjugationer, naar man allene lægger Merke til, gat alle de uſammenſatte Tider dannes af den ner⸗ " værende Tid i den ubeſtemte Maade, og at de, der hore til den forſte Conjugation, tage, for at danne den ikke fuldt forbigangne Tid i den beſtemte Maa⸗ de, de, og for at danne det lidende Participe e til ſig, at de, der høre til den anden Conjugation, for⸗ andre deres e til te for at danne den ikke fuldt for⸗ bigangne Tid og deres e til t for at danne deres Par⸗ ticip, og at de alle, for at danne den nærværende Tid af den beſtemte Maade, tage er til fig, ſaaſom: Elſke. Elſke⸗ de. Elſke⸗t. Elfke r. Blande. Blande⸗de. Blande⸗ t. Blande r. Sa — Kjob⸗ te. Kjob⸗t. Kjobe⸗ r. Stode. Sted⸗te. Stod⸗t. Steder. oe afvige nogle faa Gjerningsord af di ffe to Conjus " gationer fra denne almindelige Regel, ſaaſ om:
Af den førfte Conjugat ion.
Den nerv. Tid Den ikke fuldt. Det liden⸗ Den nære. Lid pel den ubeſtem⸗ forb. Tid af de Partieip. 8 den beſt.
te Maade, d. beſt. Maade. Maade, Doe. Dode. Dod. Doer. Skee. Skede. Skeet. Skeer.
Af den anden Conjugation,.
Bringe. Bragte. Bragt. Bringer. Dslge: Dulgte. Dulgt. Dolger.
Efter de foreſtaaende Former er det let at dan⸗ N
å 2 . Folge
64
Folge. Gpore. Hedde. Legge. Sporge. Smore. Seelge. Sætte, Trede. Vide. Velge. Venne. Vores
Vante. 8 Voxrte. Bye
Fulgte.
Gjorde. Hedte. Lagde. Gsurgte, Smurte. Solgte,
Satte. Traadte.
Vidſte. Valgte.
Fulgt.
Gjort. Heedt. Lagt:
Spurgt. Smurt.
Solgt.
Sat.
Traadt. Vidſt.
Valgt. * Vant.
Voxret.
Følger, Gjor. Hedder. Logger. Sporger.
Smerer.
Sælger, Sætter, Treder. Veed. Vælger,
Venner, Voxrer.
Men i den tredie Conjugation er der naſten 2 deles ingen Regel, ſom man faſt kan holde ſig til, naar man allene undtager den, at den ikke fuldt fordi⸗ gangne Tid i den beſtemte Maade har een Stavelſe mindre end, og det lidende Particiv ligeſaa mange Stapelſer ſom den nærværende Tid i den ubeſtemte Maade. Nogle af de Gjerningsord, der høre til den, beholde den ſamme Vocal i det lidende Partis eip dog i den ikke fuldt forbigangne Tid af den be⸗ ſtemte Maade, ſom de have i den nærværende Tid af den ubeſtemte Maade, ſaaſom:
Falde. Faldt. Faldet. Falder. Holde. Holdt. Holdet. Holder. Komme. Kom. Kommet. Kommer. Lobe. Leb. Dobet., Lobt. Sove. So. Sovet. Sover;
Andre forandre a i den nærværende Tid af den ube⸗
ſtemte Maade til o; den ikke fuldt forbigangne Tid N
*
65
den beſtemte Maade og 9 a i det lidende Particip, ſaaſom: 23 . Tage. Tog. K ? . Drage. Drog. Dragek. Drager. De, der have aa i den nerverende Tid af den ubeſtemte 9 daade, forandre dem i den ikke fuldt for⸗ bigangne Tid af den beſtemte Maade til o, og be, holde dem derimod i det lidende Partickp, ſaaſom: Slaae. Slog. Slaget. Slaaer. Stage. Stod. Staaet. Stager. Nogle af dem, der have i i den nervarende Tid af den ubeſtemte Maade, forandre det i den ikke fuldt forbigangne Tid af den beſtemte Maade til a, og i det lidende Partieip til u, ſaaſom: Spinde. Spandt. Spundet. Spinder Springe. Sprang. Sprunget. Springer. Toinge. Tvang. Tvunget. Toinger. Vinde. Vandt. Vundet. Vinder. Andre af dem, der have i i den nærværende Tid
fuldt. forbigangne Tid af den beſtemte Maade til e,
og i det lidende Par ticip ligeledes ti DES ſaaſom: Rive. Rev. Revekt. River. Drive. Drev. Drevet. Driver. Skrive. Skrev. Skrevet. Skriver. 4 Kniber. Kneb. Knebet. Kniber. Nogle af dem, der have ey t den nerverende Tid af den ubeſtemte Maade, forandre dette y i den ikke fulde forbigangne Tid af den beſtemte Maade til a, og i det lidende Particip til ju, ſaaſom:
3 | SEJE erne Brun
—
af den ubeſtemte Maade, forandre ſamme i den ikke
66
Synke. Sank. Sjunket. Synker. Synge. Sang. Sjunget. Synger. Andre, der have y i den nærværende Tid af den ubeſtemte Maade, forandre ſamme ſaavel i den ikke fuldt forbigangne Tid af den beſtemte Maade, ſom i det lidende Partieip til s, ſaaſom: Stryge. Streg. Strsget. Stryger.
Ryge. Reg. Røget, … Ryger. Nyſe. Nos. Noſet. Nyſer. Nogle af dem, der have æ i den nærværende Tid af den ubeſtemte Maade, forandre ſamme i den ikke fuldt forbigangne Tid af den beſtemte Maade til a, og i det lidende Partieip til u, ſaaſom: Treffe. Traf. Truffet. Traffer. Trakke. Trak. Trukket. Trakker. Brakke. Brak. Brukket. Brakker.
Andre af dem, der have e i den nærværende Tid af den ubeſtemte Maade, forandre deres e i den
ikke fuldt forbigangne Tid af den beſtemte Maade til a og i det lidende Particip til a a, ſaaſom: Stjcle. Stjal. Stjaalet. Stjeler.
Folgende kunne ikke henføres til nogen ban toget,
men maae leres ved Øvelfe. :
Bede. Bad. Bedet. Beder. Bide. Beed. Bidt. Bider. Bryde. Brod. Brudt. Bryder, Byde. Bod. Budet. Byder,
Fare. Foer. Faret. Farer. Flyde. Flood. Flydt. Flyder. Flyve. Fleojß. Floiet. Flyver,
Fortryde. Fortrsd. Fortrydt. Fortryder. 2 Fryſe.
Fryſe. Gage. Gjelde. Give. Grede. Henge. Klinge.
Knekke.
Lee. Lide. Ligge. Lyde. Lyve.
Nyde.
See.
Sidde. Skyde.
Slide.
Smide. Snyde. Stride. Sverge.
Tie. de.
Frøs.
Sik.
Gjalt. Gav. Gred. Hang. Klang.
Knak. S3N
0. Led. Laage. Lod.
Loi. Nod. i Saae.
Sad.
Sftkjod. Sled.
Smed.
Snod.
Stred. Svor. Taug.
Aad.
Froſſet. Gaget. Sjeldet.
Givet. Gredt. Hengt. Klinget. Knakket.
Leet. Liidt. Ligget.
"Ryde. Loiet. Nybdt. Seet.
9 Siddet. Skudt.
Slidt. Smidt. Snydt. Stridt. Spvoret. Tiet. dt.
; 1 Fryſer.
Gaaer. Gjelder. Giver. Greder. Henger. Klinger.
Knekker. Leer. Lider.
Ligger.
Lyder. Lyver. Nyder. Seer.
Sidder Skyder. Slider. Smider. Snyder. Strider. Sverger.
a | Tier.
der.
De Sjerningsord af denne Conjugation, der og kunne
2 conjugeres efter den lidende Form, og have ligeſaa man⸗ 2 ge Stavelſer i i Particip, ſom i den uͤbeſtemte Maade, * betegne Felleskjsnnet af deres Participier ved at ende dem ! Enkelttallet paa n og i Fleertallet paa n e, ſaaſom:
Ooverkenkjen. Felleskien. SFleertal. Budet. Buden. Bud ne. Faldet. Falden. Fald ne.
i E 2 Tro
rr
68 Froſſet. Froſſe n. Fros ne.
Spundet. Spunden. Spund ne⸗ J Henſeende til de uperſonlige og de depo⸗
nente Gjerningsor CA ér der endnu følgende at lægge Marke til:
De uperſonlige Gerningsord blive vel ikke brugte” uden i tredie Perſon i Enkelttallet med Particſen det, ſaaſom:
Det tordner. Det lyner. Det fuger. Det tegner. Dog kan man neſten bruge alle Gjerningsord u⸗ vperſonligen, naar man, iſtedet kor der, bruger Order man, eller giver Gjerningsordet en liden⸗ de Form og betjener ſig af der for at erſtatte
eanglen af Perſon, ſaaſom: e
Man ſiger fan meget; man har rene faa
> galt før,
Dergives mange gode Hopeder, men der gires
ogſaa mange Doswere i Verden.
Der fortælles at Keiſer Paul ſkal v være dod paa 1 Se ligeſom hans Fader.
Foruden diſſe oprindelige og dannede uperſonlige Gjer⸗
wingsord gives der ogſga nogle, ſom have et Ob⸗ jeet uden for ſig, f. Er. Der ſynes mig. Der fore kommer ham. Det cht 8 | kes dem. Baade de kranſ'tive, de utranſitive og de til⸗ bagevirkende Gjerningsord conjugeres alle efter de an⸗ førte Former, fun at de fidfteto ikke kunne bruges ü den lidende Form; men hvad de deponen te Gjer⸗ ningsord angaage, faa kunne de, da de ikke ha⸗ ve noget Particip, heller ikke bruges i nogen af de
Tider, der blive ſammenſatte af Hjelpegjerningsord og lidende Partieirs. Folgelig kan man ſige: Jeg trives; jeg t ivedes; jeg fat, maa, kan trives, Men ikke: N Jeg har trivet, eller: J Jeg EN trivedes, Jeg hav⸗ de krivet, eller: Jeg havpde krivedes.
Skal man udtrykke en Mening, hvor man oe der Manglen af diſſe Tider i deponente Gjer⸗ ningsord, faa man maa ſoge at hjelpe fig ved Om⸗ fſkrioning, eller ved at betjene fig af andre Ord iſte⸗ 2 det derfor, hvilket ogſag uden Sonfrektabed lader tig gisre, f. Ex. : en 5 Jeg har falt enſterk Lengſel efter
at talemed Dig,” iftedetfor den Sætning, hvori den forbigangne Tid af det devonente Gjerningsord: te nges, vilde gjøres forme i den til at udtrykke denne Mening.
Om Styrelſesordene eller 5 ſitionerne.
ere uforanderlige, ſaaſom: For, til, med, hos, ee De ene til at betegne det Forhold, enhver 5 Sjenſtand efrer det vedkommende Gjerningsords Be⸗
de ſtyre, det er forfætte Navneordene eller Sted⸗ É ordene i et eller andet, efter e be⸗ ſtemt Navnefald, ſaaſom:
Jeg fer faaet det af min Moder (tredie Sr Navnefald). SEK Søg kommer fra Haugen (tredie Navnefald). en kom til Byen i Søndags (andet Navnefald).
Bang
De Ord, der indbefattes under denne Claſſe, >:
ſtemmelſe fættes i, hvorfor man altſaa kan ſige, at
ER
Skibet er gaaet til Seils (andet Navnefald). Almindeligen ſtyre de alle det tredie . ſasſom: 3
At gaae paa Comede
At reiſe til Fredensborg.
At gaae i Kirke.
At tjene hos en Mand.
At ſlage Haanden af nogen, ꝛc.
Men nogle af de Styrelſesord, der ſtyre det tredie Navnefald, ſtyre ogſaa i viſſe Tilfælde det andet Nävnefald, ſaaſom:
Rk Jeg kommer der i Morgen (tredie Navnefald).
Jeg var der i Fredags (andet Navnefald).
Han er ganen til Frederiksberg (tredie Nav,
nefald).
Han er ganen til Seils (andet Navnefald). De Styrelſesord, der ofteſt ſtyre det andet Navne⸗ fald, eke: Til, i, fjeldnere fra:
At reiſe til Lands. At gage til Sengs.
Han var her i Middags. Han reiſte i Sondags. At læfe fra Bords, ꝛc. .
Inden, uden, og under fyre vel ogſaa det andet Navnefald, men da ſkriver man Styrelſes⸗ ordene i eet med de Ord, de ſtyre, og anſeer dem, fſaaledes forenede, for Beſtemmelſesord Aten, f. Ex. 8
Han har reist inden⸗lands.
Han har varet uden⸗ „lands.
Han modte ſin Broder under⸗veis.
De
8
De Ord, der ſtyres i det andet Navnefald af Sty⸗ elſesordet til, og de Tilfælde, hvori de ſtyres deri af dette Styrelſesord, maa man ſoge ved Hvelſe at blive bekjendt med, da det egentligen er en Talebrug, der overhovedet ingen Regler kan gives for. Men i Gens ſeende til de Ord, der ſtyres i det andet Navnefald af i, er der at merke, at de neſten alle betegne en for⸗ bigangen Tid, meeſt Ugedagene, f. Ex. S ; J Torsdags var jeg ude; i Ls ver dags kom han. : J Middags fik vi Suppe. SS Betegne derimod diſſe Ord den tilkommende Tin? ſasa ſtyres de af andre Styrelſesord og ſettes oglaa da i det tredie Navnefald, ſaaſom: * Paa Torsdag ſkal jeg ud. Paa Lsverdag kommer jeg. Til Middag fane vi Suppe. Imidlertid tage dog ſaavel de anførte Sthyrelſes⸗
ord, ſom alle de svvige undertiden Perſoners Nav⸗
ne til fig i det andet Navnefald, men da indbe⸗ fatte. ogſag diſſe Navne tillige et udeladt Begreb, det vil ſige, man forſtager derved tillige een eller anden Gjenſtand, ſom ikke er nævnet, f. Ex. 3 . Hun tjener hos Commandantens (nem lig i Commandantens Familie). Han kom fra Væve rens (nemlig Vaverens | Familie). Jeg har talet i Dag med Tom merman⸗ dens (nemlig med Temmermandsfolkene, Tommermandens Familie).
LÆ
*
72
2
J Morges, i Aftes, bri nge paa Fode, gaae i Rette, hjelpe til Rette, komme til Rettes, reiſe i Tide, i Forgaars, i Overs gaars, være ilde eller vel til Mode, holde til Raade, fælde for Fode, have i Huſe, vide til Fulde a. f. 1% ere Egenheder i Spro⸗ get, der mage betragtes ſom Talemaader og afvige fra alle Regler for Ordenes Dannelſe.
8) Om Fo rbindelſesordene eller Cons i junctionerne. Ved Hjelp af ee Sel for⸗ binder man enkelte Ord eller Begreber ien Sætning, eller enkelte b i en 1 med binanden, faafom : Jeg har ſeet Manden og Konen. eu var ikke allene en Mand, men og⸗ Ser ſaa en Kone. 8 Jeg al ede min Broder, og min Bro⸗ der ffal beføge fin Kjereſte. ; Men i det Forbindelſesordene forbinde, betegne de tillige efter deres Forſkjellighed forſtjellige Forhold imellem enkelte Ord eller enkelte Sætninger, hvorfor
man ogſaa efter deres Forſkjellighed deler dem i
folgende forſtjellige Claſſer:
„9 Forbindende: Og, en ꝛc. . Ex. ö N g Din he Jeg gager og min Bros der kommer.
. . f om Betlere ſkulle dse. Baade eg og min Fader komme.
5 | = 22 Udes
2
29 Udeluffende: Enten, VR ENS Er.
Enten ſkal Du eller ffal jeg gjøre bet? Han reiſer i Dag eller i Morgen.
3) Ber in gende; Der ſom, ſaafremt, el⸗ lers, med mindre ic. f. Ex. 5
Derfom Du vil tjene mig i Dag, ſaa ſkal jeg tjene Dig igjen i Morgen. | Saafremt han kommer, kal jeg ſige ham det. a Dig vel, ellers flager. jeg Haanden
. af Dig. Du fager ikke Tilladeſſe at gage ud, med mindre Du kan Din Seele
40 Se bg b de Ligeſom, lige ſa a, we end, ꝛc. f. Ex. Der ken e mange Sunentimmere ſo m Mandfelk. Det indtraf lige 1 m han havde forudſagt. Han er ligeſaa god ſom en anden. Min Kjole er ikke ſa a ſmuk ſom Din. Min Hat er ſinere e hd Din. 8 8
50 Ind vendende: Men, do g, enoftient, imidlertid, alligevel, „ ö ke kjen der kår Pligter, m en hun opfylder dem deg ikke. | Endftjø nt jeg har mange Fiender, fryg⸗ ter jeg dog ikke for dem. Der komme mange af Dage ved at ſvomme, og dog vover man det hver Dag.
N Jeg
74
Jeg veed, Du vil mit Vel, men alligevel kan jeg ikke feie Dig.
5) Forklarende: Nemlig, ſaaſom, ſom, . Sr. Menneſkene beſtaae af to Kjon, nemlig: Fruens 5 timmere og Mandfolk.
Det er de Dyr, der føde levende Unger, ſaa⸗ ſom: Heſten, Hunden, ꝛc. man kalder Pat⸗ tedyr.
Den Rettighed har hun ſom Moder.
7) Sluttende: Altſaa, følgelig, ꝛc. f. Ex. Deres Moder elſker Dem og vil Deres Vel, alt⸗ ſa a vover De intet ved at gjsre hende til De⸗ res Fortrolige. Uden Penge kan man ikke leve, uden Arbeide faaer man ikke Penge, følgelig maa man ar⸗ beide for at leve. N
80 Forbindelſeserd j fom betegne en Aarſag, ſaaſom: thi, efterdi, fordi, der⸗ for, paa det at, ꝛc. f. Ex. : Ver dydig, min Datter!thi kun den Dydige for⸗ tjener, at det gaaer den vel. Cicilia har faaet Hug, for di hun var uartig. Man bor elſke Gud, efter di det er ham, alt = det Gode kommer fra. Det ganer de Gode Vel, der for bør man ſtrebe efter at blive gd. Ver ittig i i Din Ungdom, paa det det kan gane Dig vel i Din Alderdom. 9) For⸗
75
9) Forbindelfesord, der betegne en Ti d, ſaaſom: Naar, ſaaſnart, da, medens, inden, førend, imidlertid, derefter, ꝛc. f. Ex. |
Jeg reiſer, ſaaſnart jeg bliver færdig. es
Jeg ſkal betale Dem, naar jeg faner min Lon.
Man maa ſpadſere, medens det er godt Veir.
Inden Du gaaer i Skole, maa Du lere
? Din Lectie.
Han kom her førend nogen af de andre.
9) Om Befſtemmelſesordene eller Adverbierne.
Af Beſtemmelſesordene betjener man fig til at
betegne de negentlige Omſtendigheder der have Sted
ved en egentlig Handling eller Tilſtand, f. Ex. Han gaaet langfomt; jeg kommer ſtrax. Jeg er her; jeg elſkes Højt; jeg er mes get ſyg. Beſtemmelſesordene ere deels egentlige Be⸗ ſtemmelſesord, ſaaſom: Siden, her, der, ganſke, ſnart, ꝛc. f. Er. Jeg kommer ſiden. Han var her. Jeg lever vel. Kom ſnart igjen. Deels Beſkaffen hedsord, ſom gisres til Beſtemmelſesord, ſaaſom: Ri melig, rimeligen, beſtandig, beſtandigen, f. Er. Han taler rimelig; han taler rimeligen. W arbejder beſtandig; han pukker bes ſtandigen. Beſtem⸗
76 i 2 Beſtemmelſesordene kunne ligeſom Forbindel⸗ ſesordene henføres til korſtjellige Caafß ſer; thi de be⸗ tegne: LTiden, ſaaſom: N fiden, fir ar, N f. Er. Naar ſkal jeg gaae? Nu. Han kommer ſiden. Hun er altid flittig. Jeg er ſtrax færdig. 2) Stedet, ſaaſom: Her, dez nærved,
oven paa, f. Ex.
Han er her. Der kommer han. Han boer nærved. os. Det ligger oven vaa. 3) Omfanget, ſaaſom: Meget, lidet, neten, mere, mindre, ꝛc. Hun er meget rig. Det er lidet bedre med ä mig. Jeg er neſten ferdig. Giv mig mere. 4) Ordenen, ſaaſom: 8 net,
derefter, c. f. Ex.
Han kom forſt. Vi bliveſidſt. Han bad os derefter ogſaa at beſsge ham. JS Beſkaffenheden, ſaaſom: Bedre,
verre, artig, ꝛc. f. Ex.
Han gjor det bedre end jeg. Det ſeer verre i es und end før.
Opfer Dig artig.
Bi: i 6). Sv a „ ſaaſom 2 Ne i 2 ja 2 f. Ex. 8 Jeg har ſagt nei. Jeg har ſagt j a. ; 7) Spørgsmaal, ſaaſom: Hvor? Hvor
for? Avorlænge, c. f. Ex.
svor boer 8 e ſporger D GE
* 27 - Rå
2
—
—
Hor lenge er det delt AK Sk
neppe, f. Er.
å Jeg troer det ne ER pe.
10) Om udrsabserdene eller J Interje⸗ tionern e. . . Interjectioner ere enkelte Sætninger, ſom ikke
ſtger, og hvorved man deels frivilligen, dels uftivilli⸗ gen nftrer fin Fslelſe, Billie, og fan videre, f. Ex.
Ak! jeg deer! O, kom mig til Hjelp! Hei! kom hid! Naa, lad mig være! A Sl Gud fee Los!
Han er, desværre! død.
3 Der var engang en Moder ſom imellemſtun⸗ 3 der pleiede at fornsie fine Garn med at fortalle dem een og anden færerig og nyttig Hiſtorie. Børs nene, der, ligeſom andre Born, fatte deres frørfte Slede i af here Hiſtorier, bade hende derfor meget
noget. En Aften, da Børnene ſadde i en Kreds 2 de begynde, ſagde hun fl fin oldſte Datter, Ama lie, ſom den Gang var elleve Aar gammel: Fertel Du
ogſaa engang Dine Ssdſkende noget: jeg veed, af
lig
8) Tvivl, ſaaſom: Waffe muel st,
Han kommer maaſkee. Det er e
ſtaae i egentlig Forbindelſe med det Horige, man
Hvelſeri Retſkrioningen og Stilen.
ofte, naar 8 var Leilighed dertil, at fortelle dem
. SR lg Moder og ventede paa, at hun ſkul⸗
*
Du i Skolen imellemſtunder hører en og anden virke⸗
å 1
78
lig Tildragelſe eller lærerig Hiſtorie. Amalie er⸗ klerede fig ſtrar villig dertil, ſaafremt hendes Mos der vilde tillade hende at foreleſe fine Sodſkende en Fortælling, ſom Læreren havde tilſagt hende, og ſom ſkulde fæfes igjennem af ham for at rettes. Mos deren ſamtykkede ſaa meget hellere deri, ſom det til⸗ lige gav hende Leilighed til at prøve, hver megen Fremgang hendes Datter havde gjort i ſit Moders⸗ maal. Amalie hentede derpaa. fin Bog. Men in⸗ den hun begyndte, ſagde hendes Moder til hende. Du lerer jo Danf efter Regler? Kjender Du og⸗ fan alle de Dele, Sproget beſtager af, og veed Du at ſkille den ene fra den anden. Amalie ſvarede, at hun troede det. Naa, ſaa tag Pen og Blak, ſagde hendes Moder, ſkriv oven over det Stykke, Du vil leſe for os, Exempler paa Kjensor⸗ dene eller Articlerne, og underſtreg derpaa diſſe Ord, hvor de forekomme. Amalie tog Dens
nen og ſkrev Titelen, men bad dog fin Moder, at
— hun maatte" læje Stykket for fine Sødffende, førend hun underſtregede Articlerne, paa det de kunde have
den Fornsielſe at høre det uafbrudt. Moderen til⸗
lod det, og Pigebarnet begyndte derpaa at laſe efter⸗ ſtaaende Fortælling.
& 1. Erempler paa Kjonsordene eller Ar⸗ ticlerne.
8 Endſkjent Herr Peterſen var en meget rig
Mand, forkjelsde han dog ikke ſi ne Born, men bar al
* *
al muelig Omſorg for Deres Sundhed. De fig fun
ſielden noget af de udenlandſke Drikkeſorter, der
ſoekke Bornenes Mave og ophidſe deres Blod. Om Morgen en var det Forſte, de fik, reent
Vand, og i Grent og Frugt beſtode almin⸗
deligen deres Maaltider; det var kun ſſelden, de fik Kjed. De maatte vaffe fig i folde
Vand, ligge i et koldt Varelſe og en fold Seng,
og gaae ud, naar det behøvedes, hvor haardt Veir⸗ lig et end var. Denne Levemaade gjorde dem ſun⸗ de, friſte og ſterke.
Amalie ſtandſede her lidet for at trekke Veir.
Hendes Moder ſagde derfor til hende: Nu kan Du ſtrive: Exempler paa Navneord eller Subſtanti ver over det Folgende. Amalie gjor⸗ de det, og begyndte derpaa, hvor hun havde ſluppet.
Erempler paa Navneordene eller Sub⸗
ſtantiverne. Imidlertid troede de dog ikke, at de havde
fan godt ſom Herr Jenſens Bern; thi diſſe Born fif fan meget Slikkerie, ſom de vilde | have; man bragte dem om Morgenen varme Vand til at vaſke ſig i; man varmede om Afte⸗
nen Sengen for dem, og man holde dem inde,
naar det var ondt Veir. Engang beklagede de ſig endog derover for deres Fader og enfkede-
at de maatte faae faa godt, ſom Herr Sens 3 Bern havde.
Her
go
Her er atter en ny Affætnita, ſagde Amalie: ſkal jeg ſkrive oven over den Beſkaffenhedsordel⸗ ler Adjectiver. Ja, gor det, ſagde hendes
Moder. Amalie ſkrev, og fortſatte derpaa Stykket.
„Exempler van Beſkaffenhedsordene f 3 eller Adjectiverne.
Kort derefter beſogte Herr Peterſen med ſine Bern Herr Jenſen, og de de traadte ind i Stuen, kom der dem tre Born i Mode, der alle vare faa mavre og uſle af Üdſeende, ſom om de aldrig havde ſpiiſt ſig m ætte, Herr Jenſens Kone kla⸗ gede med Taarer i Hinene over, at det fjerde af de⸗ res Born havde ligget i otte Dage til Sengs, og hun ſtod juſt ogſaa med et ſtort Glas Medicamen⸗ ter i Haanden for at give det en liden Spiſeſkee ind deraf. Ved Bordet kunde Herr Jenſens Born kun ſpiſe meget lidet, men desbedre ſmagte det de⸗ res unge Gjeſter: thi diſſe havde Appetit til alt, hvad der kom paa Bordet. Blandt andet havde man ogſaa ſure Agurker; diſſe ſpiſte Gørnene ogſaa af. Madame Jenſen, ſom ſage det, ſpurg⸗ te Herr Peterſen med en angeſt Mine, om ikke hans Born havde Skade af denne ufordsielige Ret. Men end mere forundrede hun fig, da hun
ſage, det mindſte af Herr Peterſens Bern, den
lille Sophie, drikke koldt Hl. Mine B Born, ſag⸗ de hun, fage Hoſte, naar det ikke er varmet.“
Her ſtandſede atter Amalie og ſpurgte fin Mos der. om hun ikke ſkulde blive ved at ſkride en Sprog⸗ deel over — Afſetning. Hendes Moder ſvarede - 3
| gr;
85 og Amalie gav - fg igen stil at FOR efterat hun havde ſkrevet: . MESS
unten, paa Stedords he eller bree. nominerne.
Efterat Aftensmaaltidet var til Ende, bad Faderen med ſine Born god Nat, og fod dem, da han dom hjem, ſom ſedvanligen, lægge. fig, i deres kolde Seng. Da de om Morgenen der⸗ paa kom ham ſpringende med deres rede og fun. de Kinder i Mode, ſagde han: Hvor meget glæe⸗ åg der jeg mig ikke over, at jeg har ſaadanne fun⸗ de og frifke Bern! Hvad, ſynes Eder om Herr Jenſens Bern? O, ſagde Emilie, de. fane jo ud, ſom om de havde ligget i Jorden. Jeg vilde ikke verre i deres Sted, om jeg end fif tuſinde Nige⸗ daler derfor. Men, fvarede. hend es Fader, der⸗ ſem jeg pleiede Dig, ligeſom däſſe Born blive pleiede, derſom je g lod lave Bagverk og andre ſaa⸗ danne lekkre Ting for Dig, derſom jeg ofte gav Dig Caffe „ Thee og desli ge: vilde Du da ikke vere i diſſe Borns. Sted? Nei, kiereſte Fader!
ge i en varm Seng og være en ſygelig Pige, Det er mig kjert, ſagde hendes Fader, at Du veed. at fætte faa hei en Priis paa den Sundhed, Du nyder. Nu vil vel ingen af Eder beklage , at J maae gane i en kold Seng og tage til Takke med ſund naturlig Føde? Børnene ſparede alle Nei; ; de ne fig jeg aldrig efter den Tid over deres
3 . gg
ſoarede Emilie: jeg vil hellere lade mig nøig- med den usleſte Fode, end leve. tykt og ſekkert, ig⸗
92
Faders Haardhed, men erkjendte tvertimod med Tak⸗ ; nemmelighed, at han meente det vel med dem.
Exempler. paa Sjerninssordene eller OR Verberke.
Nogle Dage derefter dd e det Barn, ſom la ae ſygt, da den ommeldte Mand med ſine Born, beſsgte Herr Jeuſen, og Nate: derpaa havde to af de andre den ſamme Skjebne. De vare nem⸗ ligen blevne for hede ved en liden Bevcgelſe, og hade derefter faaet en Forkjsleſſe. Deres Moa der lod dem vel ſtrax gaae til Sengs, lagde 1 Kakkelovnen og beſorgede Theevand for dem; men det Hjalp ikke: dedsde begge af et Stikflod. Den eldſte af Herr Jenſens Born, en Dreng, kom fig vel igjen, men han var allerede i ſit fire og tyvende Aar ſaa ſvag og krafteslos ſom en gam⸗ mel” Mand paa firefindsepse Aar, og kla ged e de⸗ ſtandig over, at han ikke kunde blive varm. Da hans Mave og haus Safter vare” blevne fordervede ved Slikkerie i haus Ungdom, ſaa torde han nu ikke ſpiſe andet end Suppe, Kalve⸗
kisd, Kyllinger og Duer, og N aligevel evermaade tungt for at fo r doi e. ;
Her ophørte Amalie at laſe, og ſpurgte ſin Moder, om hun nu ſkulde underſtrege Ordene? Mos deren ſvarede Ja, gik bort og ſagde hende, at hun, naar bun var færdig, kunde komme ind i hendes Kammer til hende. Det varede ikke længe, ferend Amalie kom. Hendes Moder fandt, at hun paa Fe nøgle
82
nogle fan Ord nar, ſom dare overſpeungne, havde: betegnet Ordene rigtig. Men, ſagde hun, vi have endnu adſkillige Sprogdele tilbage. Dem fager Du i Morgen at velge en anden Hiſtorie for. Amalie isen hun ſtulde ſoge een op, og Dagen efter, da hendes Sodſtende vare ſamlede med hendes Mo⸗ der, kom ogſaa hun rn at e dem folgende 3 Fe * ie een enen, Se pa a Se fe ene eller Prapoſitioner ne.
” Vilhelmine fik den Paamindelſe 6 5 ie i Moder, at hun beſtandig ſkulde holde ſig til Sande heden, og, om hun begik nogen Feil, bekſende den reent ud. Denne Regel efrerkom Vi: helmine oms hyggelig. Naar hun havde været unde, og hendes Moder ſpurgte hende, hvor hun havde veret, ſagde hun det uden Forbeholdenhed, fortalte hende hvem hun havde talet me dog hvad hun hande leget, og tilſtod ogſaa alle de Forſeelſer, hun habde begaget. En⸗ gang havde hun af Vanvare ſtodt en ſmuk Caffe⸗ kande af Dresdener⸗Porcellafn ned af Bordet. Kans den var gagen itu. Hun var allene i Stuen, in⸗ gen vidſte, at hun Havde været der, og Pigen pleiet de at komme oftere i dette Verelſe end hun. De⸗ 5 …… havde altſaa været en let Sag for hende at negten at det var hende, der havde gjort det; men da hun havde vant ſig til at ſoſge Sandheden, faa falde Rd 8 det hende eiengang ind at dolge det, mind e at
2 Sn ind 8 8 8 1 2 E i, 9
møn det, Hun lob altſaa, ſaaſnart det var fert, 8 .
84
1 É 5 . 9 ; 2 f ind til ſin Moder, og fortalte. hende med megen
Bedrovelſe den Skade, hun var kommen til. Det
| gjorde Moderen meget ondt for Kanden, ſiden hun
5
juſt havde faaet den til Forering af ſin Ssſterz men
da hun ſaae af denne frivillige Bekjendelſe, hvor
meget hendes Datter: elſtede Sandheden, faa los hun det blive ved eat erindre hende om, at hun i Fremtiden maatte være mere forſigtig, omfavnede hende derpaa, og ſagde, at det fornsiede hende at
ſee, at hun holst fig til Sandheden og at hun kunde
forlade fig paa, at hvad hun ſagde var Sandhed. Vilhelmine havde, ogſaa ſiden den Fordeel af fin Oprigtighed, at hendes Moder [od fig nsie med
hendes blotte Forklaring, hvor hun, om hun havde tvivlet om hendes Sanddruhed, vilde have anſtilt
i de fkarpeſte Underſsgelſer.“
Da Amalie havde leſt denne Fortelling og un⸗
b derſtriget Styrel ſesordene i den, ſagde Moderen til ſin naſteldſte Datter: Kan nu Du, Sophie! li⸗
geſom Din Soſter, viſe mig Forbindelſesordene i een
af Dine Skrivesveſſer? Sophie ſvarede, at hun var bange for, hun ikke kom ud af det; men da Ama⸗ lie lovede, at hun vilde gage den igjennem for hen⸗ de, naar hun forſt ſelv havde prøver, hvorvidt det
vilde lykkes hende, faa hentede hun, fin Bog og fores
lloeſte fin Moder og fine Sodſtende folgende Sortalling, hyvilken hun fkrev oven over:
Exempler van Forbindelſeserdene eller Conjunetionerne. Loviſe og Julie ſabde i Lyſthuſet ude i Gaar⸗
den o 3 bandt en Krands for deres Fader til hans
Frb
85
Fodſelsdag; men da de ikke havde Blomſter nok, faa ſub Loviſe ind i Blomſterhaugen for at plukke negle endnu Af lutter Haſtvferk glemte hun, da hun gik ud af Haugen, at luffe Doren efter fig 3 2g denne orſepumeſſe havde meget W Fol, ger for Julie. 75 Sophie Kandſede her, for at underſtrege For⸗ dindelſesordene. Da hun var færdig, vilde hun flye ſin Ssſter Bogen, for at lade hende efterſee, om hun havde taget fei; men deres Moder ſagde til hende: Bliv kun ved, og ſkeiv nu Deftemmelfetord eller Adrer⸗ g dier oven over det Folgende. Dette fede.
Beſtemmelſesordent eller Adverbier ne.
. Et Par Timer deref ter gik ogſaa Julie ind I Haugeg, hvor hun nu til ſin ſtorſte Bedrovelſe fandt en Mængde Hons forſamlede paa et lidet Ertebeed, ſom hun faa Dage fo ru d ſelv havde gravet og beſaaet. Det hele Beedzwar forſtyrret, og Hon⸗ Fede gjorde ſig af alle Kræfter tilgode med hen⸗ des Erter. Bedrovet over at ſee alle ſine Forhaab. ninger om en rig Hoſt forſvundne m eder t, ſtos hun nogle Hieblikke og betragtede Bdelaggelſen, ſom hun neppe kunde holde ſine Taarer tilbage over; derpaa vendte hun fig om og gik med langſomme Skridt hen til Doren. IJ det fam me kom ogſas Loviſe, fom ikke vidſte det mindfte of, hvad der var ſkeet. Julie gik hende imede, beklagede ſt g " ten rørende Tone over ſit Üheld, men gjorde hende ingen Bebreidelſer. Det eneſte, hun ſagde, var: En anden Gang, Loviſe!! maa Du væremere for“ i a ; tig
.
306
tig; thi komme Honſene nok en gang ind i Sans gen, faa trade de maaſkee Blomſterne ne d. Nu ſkal jeg vel, ſagde Sophie, udtegne Ude,
Fraabsordene? Sjer det, ſparede Moderen.
Udraabsordene eller Interjectionerne.
Loviſe blev inderlig rort over ſin Soſters Sagt⸗ modighed og Overberenhed. Tilgiv mig, Julie! ſagde hun; jeg har forſtyrret Din Glede. Hak Hvor, kunde jeg ogſaa vare ſaa uforſigtig! Men fat Mo d! der er vel Raad derfor endnu. Du maa, vm Du vil, have mit Blomſterbeed iſtedet for Dine Citer. Tys, Soſter! ſvarede Julie hende. Be⸗ hold Du ſelv Dine Blomſter. Vi ville kalde paa
| Ser for at bede ham hjelpe os at jage Honſene
Hem, Hem, Carl! — Carl kom, 03 Hon⸗ be. bleve jagede ud. |
Nu ogſaa Talordene, ſagde Moderen, da So⸗ 205 havde. gjennemleeſt den ſidſte Udgang og under⸗
As me: Udraabsordene. Sophie ſtrev:
Talordene eller Numeralerne. i 8 Saaſnart Loviſe var bleven allene og havde be⸗
tenkt ſig noget; tog hun fin Spareboſſe, pillede
tolv Stilling ud af den, og gik hen til en Bonde, der boede i Narheden, for at bede ham over lade hen⸗
de et Par Pund Sukkererter. Bonden tjente hende dermed og vilde: ingen Penge have derfor.
Men Loviſe kunde ikke beqvemme ſig til at modta⸗
ge dem for intet, og gav. derfor hver af hans tre Born fire Sfilling, i det hun gik. Dagen efter ſtod
fun
gun tidlig oß om Morgenen, gik op i Haugen, gravede fin Soſters Ertebeed om, og ſaaede de Erter dert, hun havde kjsbt. Jalie kom vel i Haugen, men blev det ikke vaer, førend den f ytten de Dag derefter, da hun hendelſesviis kom hen til Bedet, eg ſage de unge Erter, der allerede vare komne ov. re Slad og rørt omfavnede hun nu fin Soſter, ſom, da hun ſpurgte hende, hvorledes det var gaaet til, fortalte hende, hvad hun havde. gjort, for at ops rette den Skade, hun ved ſin Uforſigtighed baude | SÅ tilfsiet hende. "RE a Efterat Sophie ogſaa havde underſtreget Tal“ n
ordene, gav hun fin Soſter fin Bog, for at lade hende laſe Hiſtorien igjennem. Amalie fandt hiſt og her, at hendes Soſter havde taget, det ene Ord for det andet. Efterat hun havde rettet Feilene, , læge og Deres Moder Det. igjennem, og fandt ende nu et Par Ord, fom de begge havde overſeet. Imid⸗ lertid fornsiede hun fig dog over den Fremgang, N hun ſaae, de havde gjort 3 og da Amalie ſpurgte hen⸗ de, hvad de fulde gjøre en anden Gang, ſwarede hun dem: Siden; jeg ſeer det gaaer ſaa vel, ſaa ville vi pan denne D oade efterhaanden glennemgaae de fornemſte Sprogregler, for at gjøre os des 105 ſtere deri. Børnene takkede hende, . og ventede nu med Lengſel paa den neſte Dag. 3
Dagen efter HE Amalie juſt | et Brey fen ten af ſine forrige Medſkolarinder, ſom var reiſt paa Lan⸗ det. Da hun havde laſt det for ſin Moder og fine
2 Sosffende, Aude hendes Weder! til . Nu ville 2 i i
vi Anden vor Aftale i Bear. Du kan bruge Julies Brev til Hvelſesexempel. Skriv oven over det: Exempler paa den beſtemte Artikel
forved Navneordene, og underſtreg derpaa de beſtemte Articler af dette e Du finder deri.
Amalie ſkrev:
Exempler paa den beſtemte Artikel: den, det, de, for ved Navneordene. Min bedſte Amalie! Efter den Aftale, vi have giort, tilfkriver jeg Dig her det forſte Brev. Men Du mas ikke viſe
nogen det; thi der vil viſt forekomme mange Feil
deri. "Havde jeg kun havt Leilighed til at blide et Aar i Skolen endnu, faa kunde jeg maaſkee dog have lœert noget mere; men nu maa jeg gaae i Huus⸗ holdningen, og derfor er jeg bange for, at jeg glemmer igjen d et Lidet, jeg havde lert. Jeg har i de fire Uger, jeg har været her, ikke have en énefte Bog
EN: Haanden, og heller ikke har jeg havt nogen Leilig⸗
hed til at bruge Pen, uden naar jeg har ſkullet ops tegne noget i Udgivtsbogen. Men med min Haand er og min Fader langt fra ikke fornsiet, og jeg maa derfor ofte høre, at jeg ikke har været faa flittig, RU Jeg burde veret. ̃
Skal jeg nu udtegne Exemplerne paa den be⸗
. Endeartikel, ſpurgte Amalie? Ja nok, ſva⸗ : rede hendes Moder. Amalie ſkrev:
Erempler pa denbeftem te Artikel en,
f et og ne, i Enden af Navneordene.
Endnu vil det aldeles 1PÉs behage mig her. Men
89 Men rigtig nok ſaae jeg Dig ogſaa hver Dag i Kyo benhavn, og kunde tale med Dig ſaa meget ſom jeg vilde, men her har jeg ingen, jeg kan omgaaes fans "ledes med. Imidlertid havde: vi dog for fjorten Dage ſiden et Beſsg, ſom jeg vil fortelle Dig ne⸗ get em. Herr Cancellieraad Starring, en gammel god Ven af min Fader, kom en Morgen meget tiår lig, uden at vi ventede det, med ſin Kone, ſin Son og fin Datter. Min Fader var ret fornsiet over at ſee ſin gamle Ven hos ſig, min Moder kunde ikke blive træt. af at tale med Fru Starring, og jeg var ogſaa ret ſjeleglad, ſaalenge Jomfruen var her, men hendes Broder var ſaa vild, at vi neſten ingen Ro kunde hade for ham. Sandt at ſige, kun⸗ de jeg aldeles ikke lide ham. Han er allerede ſerten Aar gammel, og hans Soſter ſagde, at hen harde Lyt til Keigsſtanden og vil derfor ikke lere nogtt. Hans Fader ſiger ofte til ham, at der er ingen Stand i Verden, hvori det ikke er fornsdent at kunne noget, men det hjelper ikke. Han holder adſkillige Lerere til ham, men de kunne for haus Vildſkabs Skyld ingen Vei komme med ham. 0g dog er han ligeſaa indbildſk ſom uvidende. Og hvad mener Du vel, at han er indbildte af? Af Navnet Junker, ſom man giver ham, og ſom han dog ikke, ſiger vor Fuldmægtig , tilkommer, Men jeg mag ogſag ſige, at hans Fader ikke kan lide, at man kal⸗
der ham ſaaledes. Jeg ſpurgte min Moder, hvor
han havde faner denne Titel fra, ſiden han dog ikke i ſig lå er Junker, 05 hun rede mig „at dit
SEE DRE SYES 7 —
A ³˙ A Er
„
— 50
Tr
get uden siv var et Paafund af Tjeneſtepiger ne,
og at diſſe vel kaldte ham ſaaledes for at ſmigre ham. Jeg har nok hort i Kjoben haun, at man falder Of⸗ fieiersbern Junkere og Febskener, men Du veed ſelv, at i Skolen ikke kaldte Juſtitsraad Greens
Datter andet end Jomfru, og en Juſtitsraad
ſkal dog være mere end en Cancellieraad. Ogſaa kan jeg huſke, at vor Lærer ſagde engang, da
leg til Bvelſe kulde ſkrive et Brev til Capitain
Trams Datter og deri kaldte hende Frsken, at det kun var en Misbrug at kalde 9 Folks Born Frokener dg Junkere, og at Forældrene i det mind⸗ ſte maatte vere i tredte Claſſe 4 Rangen, naar
deres Born ſkulde tilkomme diſſe Titler. Men jeg
feer, jeg bliver alt for vidtloftig. Det var kun Herr Cancellieraad Starrings Familie, jeg vilde tale om, vg den er jeg kommen langt bort fra. Jeg fan ualtſaa at vende tilbage igjen. Men gives der ikke ogſaa, ſagde Amalies Mo⸗ der, nogle. Navneord, ſom kun tage n, t og i Fleer⸗ tallet ene til ſig for at danne denne Endeartikel? Jo, ſvarede Amalie: det er dim, der ende fig i En⸗ kelttallet paa e og i Fleertallet paa andre Bogſtaver end e eller er; nu ſkal jeg fee til at finde dem.
Erempler pa a Navneord, ſom i Ens kelttallet tage n, t og i Fleertalle!
ene til fig for at danne den beftemte ASER Endeartikel. | Fru Starring holdt ligeſaa lidet med ſin Son,
ſom hendes Mand gjorde det. Hun ſagde endog : engang
RR engang ved Bordet, at det var kun ſande Fortjene⸗ ſter og Dyder, der gjorde Folk agtede, og at den, ,
der manglede diſſe, havde inter at gjøre fig fil af, om han end var af den allerhsieſte Stand. Jeg be⸗ 5 greb nok, hvad hun ſigtede til. Haus Soſter har mere Forſtand i ſin lille Finger end han i ſit t hele Hoved, endſkjont han dog er ældre end hun. Maar
jeg ſeal ſige, hvad jeg mener om hende, ſaa er det en Pige netop ligeſom Du, og Du veed da nok, hvor hoit jeg agter hende. Cancellieraaden er en
ſmuk Mand af middelmaadig Alder, og Cancellie⸗ 8 raadindeen fer ud til at være henved f fyrgetyve Aar. Det er viſt en meget god Kone, og cage. jeg ikke
feil, ſaa mishagede jeg hende ikke. er. Gang, jeg hendelſesviis ſaae hen paa hende, —.— hun Hiet heftet paa mig. Den unge Starring. er ogſaa creme:
melig velſkabt, naar jeg undtager Das ne; d de
” æres faa ſmalle ſom en Kaalſtok. Jene .
Underſtreg nu den Wire Artikel æn 09 ey: ſagde Moderen, Amalie gjorde det.
eremples paa den Wenke Artitet
em en og 5 05
8 Cancellieraadens Familie bles! her! 10 Doge.
Du vil lettelig foreſtille Dig, at jeg gjerne havde feet; at
dette Beſsg havde varet lengere. J Jeg onſkede kun, at N Du ogſaa havde været her, ſaa foͤrnsiet var jeg. Det var mig ret tungt at tage Afſted med Fru Starring og hendes Dotter. Naar feg engang kommer til at tale med Dig, ſtal jeg fortelle Dig meget mere om dem. De bor pos en Herregaard, der ligger fire Mile e
92
herfra. Min Fader eg Moder have [duet dem, at vi ogſag engang Rulle aflægge et Beføg hos dem. Gid det kun ikke maatte vare alt for lenge! Kan Du, ſagde Amalies Moder, nu forklare mig, hvor man beuger den beſtemte og hvor den ube⸗ ſtemte Artikel? Nei, det kan jeg ikke, fvarede Amalie; det foͤrekommer mig, at det falder af fig ſelb; men hvorfor man bruger den ene og ikke den anden, har endnu ingen ſagt mig. Saa Kal jeg ſige Dig det, ſagde hendes Moder: hoer nu neie efter. Den beſtemte ä 8 Dav
srdene, bruger mam: 8 ; 1) Naar man N en vis Gjenſtand, faafom : | Giv mig lidet af det ö ad noget an⸗ det) Blæk;
2) Forved et Navneord, ſom betegner en Sjen⸗ ſtand, der ydermere forklares i en umiddelbar der⸗ paa følgende Sætning; ſaaſom: Jeg ſage i Dag den Dige, der tjente "hos os i Fjor. Lad mig nu ſee, om Du ved at ſtode paa denne Artikel kan for⸗ klare mig, hvorfor den er brugt. Amalie ſagde, bun vilde prøve det, og ſkrev derfor:
Exempler pad Reglerne, hvorefter. den beſtemte Artikel forved Narneor⸗
dene bliver brug t. 8 Inden jeg flutter, maa jeg endnu ſige Dig fra min Moder, at hun ikke denne Gang kan ſen⸗ de Din Moder! nogen Æg, da hun paa denne Tid ſels mag fjøbe d de Æg, hun bruger iſin Huus⸗ hold ⸗
383
holdning (anden Regel); men derimod kan hun afſee den bermed folgende Fjerding Smer (forſte Regel). Saa langt et Brev har jeg aldrig i mine Dage ſkrevet; 4 men viis ingen det, uden Din Moder. Lev vel, miu bedſte Vens inde! og lad det ikke vare for a inden Du ſvarer . Din g oprigtige Ben ifde Julie Honfen”” Amalie fornsiede ſig meget ſaavel over Bre⸗ vet ſom over den Anvendelſe, der blev” gjort af det. Hendes Moder ſyntes ogſaa vel om den Lei⸗ lighed, Julie havde givet hendes Datter til at gve ſig i Brevſkrivningen, og ſagde derfor til hende, at
hun fkulde beſvare Brevet ſo for jo heller. Dette
var noget, Amalie ikke Ng ſig ſig ige to Gange. Alle⸗ 5 rede Dagen efter kom hun med et Udkaſt, ſom hun å bad fin Moder at leſe igjennem. Efterat dette var ſkeet, ſagde hendes Meder: Nu ſkulde vi tale om An⸗ vendelſen af den beſtemte Ende ⸗ Artikel. Denne Artikel "bruget man, naar man taler om Sjenſtande, ſom man forudſatter at vare bekjendte 5 nok til ikke at kunne forbyttes med andre, eller handler om Gjenſtande, ſom forud ere hævnede, ſaaſom: Der gaaer SÉræderen; thi her forud⸗ fættes der, at den, man taler til, veed, hvad for en Skreder man mener; ligeſaa: Jeg var i Gaar hos en Bodker, en Smed og en Snedker; B odkeren vat ÅL 2 Lad mig nu fer, em Du kan gjøre
Se. 27 0 tå å
94
Sorſtſel pad die Negler. Du kan svigt Dit eget Brev dertil. Amalie serer! sø
Exempler pa a de Regler, bosrefter * w beſtemte Artikeli Enden af Rave. Ineordene bliver, brugen Kjereſte Julie! 6 Dit Drev har fornsiet mig ret herteligen, og jeg takker Dig for alt, hoad Du har ſkrevet deri. Jeg maa tilſtaae, jeg gjorde mig ingen Regning paa, Du vilde huffe paa migsuthi hvor mange have : ikke for, Dig lovet at ſkrive mig til, men ikke holdt Ord !. Vi ville fra nu af ſkrive hverandre ret ofte til; thi ogſaa min Moder finder det ret godt for os begge. Hun ſiger, man lerer derved med Tiden, at udtrykke ſine Tanker tydeligen og ſammenhangen⸗ de, iſer derſom der er nogen, der vil gjøre os ops. | merkſomme paa Feilene (førte Regel) i vore Breve, og det har hun lovet mig at gjøre hver. Gang, jeg ſkriver Dig til. Jeg begager endun mange Feil imod S p rogrigtig heden (føre Regel), ſiger min Moder; ogſaa kan jeg merke ſelv, at jeg ofte forſeer mig, naar der forekommer Ord, ſom have Lighed med hinanden i Udtalen (ferſte Regel), men dog blive ſkrevne forſtjelligen. Jeg mener, det var ikke ilde, Julie! om vi ſagde hverandre vore Feil og viſte til den Ende vore Serglhees; vore Greve Synes. Dig noget derom?” SER ES Din Glæde over Dit nye Sons, ta⸗ ger leg e ret megen Deel. Gid jeg havde havt Lei⸗ lige
25
lighed til at fee og tale med Jomfru Starring! Men
endſkjont jeg ikte kjender hende af Perſon, el⸗ ſker jeg hende dog alligevel. Hendes Broder er jeg ret vred paa. Siig mig dog, hvor er det mue⸗ lige, at et Barn, der har ſaadanne Foreldre, kan bdlive faa toſſet og hormodig ? Du ſpoger nok, naar
5 Du ſiger, at han er indbildſk af, at man kalder
ham Junker. Det var jo den allerlatterligſte Stolt⸗ ; bed. Dog, jeg vil ophore at tale om ham. Men desmere smaa Du fortelle mig om Pigebarnet ng. F oraldr ene (anden Regel), naar vi engang faae hinanden at ſee. | Jeg ſeer, ſagde Amalies Moder, at Du ke rede har underſtreget nogle Ord. Hvorfor ſtriver Du forfte Reg el ved Ordene: Feile ne, u d⸗ talen og Sprogrigtigheden og anden Regel ved: Pigebar net og Forældrene?
Jo, fvarede Amalie, jeg troede, at der ved Feil
forſtodes her alle de Sejl, der forekomme i vore Breve, og at de altſaa ikke kunde forbyttes; at᷑ Sprogkrigtigheden kun er een, og at man altſaa med Grund kan nævne den ligeſaa beſtemt, ſom naar man ſiger Kongen, og at Udtalen her
paa dette Sted ogſag er et beſtemt Begreb, ſom NOISE
ikke kan forbyttes med noget andet; Di gebdarnet og 8 oreldrene ere derimod nevnede forud, og derfor har jeg efter Deres Fork laring anſeet dem fon beſtemte Begreber efter den anden Regel. Jeg ſeer, Du tenker ved Dit Arbeide, ſagde hen⸗ | des Moder, og det forngier mig. Men mener Du,
ddr
26 der ikke er flere Regler, hvorefter man anvender den beſtemte Endeartikel? Jeg ved ikke, ſparede Amalie; jo, nu huſker jeg, De ſagde nylig: Hvor⸗ for river Du Ordene: Feilene, Üdtalen o. ſ. v. Hoad Regel, det er efter, at De brugte Ordet Or⸗ dene med den beſtemte Endeartikel, ſeer jeg ikke. Efter den ſamme, ſom Du nu ſagde Ordet, Ra
kede hendes Moder. Naar matt anfører et Begreb,
hvorved man, faa at ſige, peger paa de folgende, og diſſe fiere til Forklaring om, hvad man forſtaaer ved det foregaaende, faa bruger man almindelig dette fere⸗ gaaende Ord med den beſtemte Endeartikel; f. Ex. naar jeg ſiger: Børnene: Loviſe, Dorthea og Aerdreas, have været ude i Gaar, ſaa peger jeg ved
Ordet Børnene paa Loviſe, Dorthea og Andreas,
og forklarer ligeledes ved diſſe tre Navne, hvem jeg
E 1 ved Bernene. Forſtaaer Du mig nu?
Jo fuldkommen, ſvarede Amalie. Saa fkal jeg nu Safa forklare Dig, ſagde Moderen, hvor man bru⸗ ger den ubeſtem te Artikel. Det troer jeg, jeg
allerede veed, ſvarede hun. Den ubeftemte
Artikel bruges, i mine Tanker, naar man taler
vm en Sjenſtand i Almindelighes uden netop at
Bryde fig om at beſtemme nsiagtig, hvad for een man
mener. Det er rigtigt, ſagde hendes Moder. Giv mig nu et Exempel derpaa. Det har De, fvarede . Amalie i de ſidſte Ord, De nu ſagde: De forlangte
et Exempel, men De beſtemte ikke, hvad det netop
kulde være for et Exempel; det var Dem nok,
at jeg anførte et Exempel paa Reglen, Hvilket HER f de
bd 1 4. AA REE TE Q " ? i
å —
—
ville vi altſaa tage fat paa Din Grammatik igjen. Hru⸗ ger man ikke Articlerne forved andre Ord end Navne⸗ ordene? — Jo, man bruger dem ogſaa forved Beſfaf⸗ fenhedsordene, men da maae enten Articlerne ſvare til Navneordene eller Beſkaffenhedsordene fane iſtedet
for Navneord. Lad mig ſee nogte Exempler vag diſſe to Regler, ſagde Amalies Moder. "Meget gjerne, ſvarede Amalie og ſkrev over Slutningen af
fit Brev til Julie:
Exempler paa Artielernes Forening ne fi og Na vneord.
é Mine Forældre bede D Dig at formelde Dise
deres Hilſen, og min Moder foreſporger fig, om
Din vil tjene hende med to Fjerdinger af det belo⸗
ver mig til, faa maa Du gjøre, ligeſom jeg har gjort i Dag. Jeg ſtod meget tidlig op, for at kunne vo⸗ re allene, medens jeg fErev,: — Den gavnlige
Brevvexrling, dette er Begyndelſen til, maa for alting ikke ophere. Du Pal neſte Gang fane et
meget langt Brev fra mig; thi da vil jeg ſkrive to Dage i Rad derpaa. Ley vel og vær er ſtkret om, at jeg altider Din a
oprigtige BAGE Amalie.“
Dagen after bragte Sophie, Amaltes Soſter,
—
en Fortslling, ſom hun havde afſkrevet til Ovelſe i
W. *
vede Smer; men hun ønffer dem ſnart, da vi el lers komme i en for Forlegenhed. Naar Du ſkri⸗
98 Skolen og ſom hun bad fn Søter at leſe igjennem
for hende. Amalie tog den, for at leſe den hoit for fin Moder, og Ærev oven over den:
Exempler paa Articlernes Forening med Beſkaffenhedsord allene
Et fattigt Pigebarn paa ti Aar gik engang i Skole med fin Madkurv vaa Acmen. Tilfaldig⸗ viis kom der hende en Flok Saar, ſom ſkulde drives ud paa Marken, i Mode. Lugten af hen⸗ des Mad" drev diſſe ellers fredelige Dyr til at benytte ſig af Leiligheden og ſtille deres Hun⸗ ger. Som Ulve ſtimlede de om hende og toge alt, hvad de fandt i Kurven. Pigebarnet Øreg , men det hjalp ikke. Saaſuatt de vare gaagaede, ſatte hun ſig ved ſin Kurv og braſt i Graad over fit Tab. Et andet (idet Pigebarn, ſom juſt kom forbi det Gredende, bles ſtandſende og ſpurgte hende rørt, hvad der fattedes hende. O, den Fattige, ſva⸗ rede hun, har kun een Lykke og den er tynd. Jeg få 1 Dag, da jeg ſkulde gane i Skole, det ſidſte Stykke Mad, min Moder havde, og dette have de Faar, Du feer der, taget fra mig. Stad ikke, foas rede det andet Barn, jeg ſtal være her ſtrax igjen. Med diſſe Ord lab hun alt, hvad hun kunde, fortalte fin Moder, ſom boede ſtrax derved, hvad der var ſkeet og bad hende om et Stykke Brod til den fattige Pi ge. Naar jeg feer en Fattig, ſagde hun, gisr det mig altid ondt for den, men aldrig har jeg ve⸗ ret fan rort, ſom jeg er denne Gang. Det er mig kjert, at Du tager Deel i de Lidendes . c Noob.
9 Ned. Der, lob og giv hende diſſe to Simſer. Barnet ſkyndte fig alt, hvad det kunde, for at brin⸗ ge den grædende Pige Brsdet. Saafnart hun fane Simlerne, forandrede hendes Graad fig ell Glæde, da hun maafkee ikke var vant ved Hpedebrsd. Det edelmodige Barn gav hende Brodet, modtog hendes Tak og vendte fornsiet hjem igjen, Denne Leiligbed benyttede Moderen fig af til at viſe hende, hvor meget godt der kan ſtiftes ved en Velgjerning = i rette Tid, og hvor ſtor en Forſkfel der man være paa de fornuftige Skabningers og de Umalen⸗ des Handlinger,” Den næffe Dag kom Amalie med en. Forkla⸗ ring over adſkillige Ord, ſom hendes Lærer nogle Maaneder forud hapde kilſagt hende. Ved at viſe fin Moder den, ſpurgte hun hende, hvad for Øvel: fer hun fkulde bruge den til, Du har jo leſt Din Gram⸗ matik, fvarede hendes Moder hende; gjennemgaa nu Forklaring for Forklaring i den. Ja, ſaa vil jeg, ſagde Amalie, for det fsrſte udtegfie Sremplerne pas Artielernes Kon.
Exrempler pa a A i Fellestier net: den ogen forved Navneordene, og en og en i Enden af ſamme. | ” Birffomhed beſtgaer i en utrættelig Beſtre⸗ belſe Cen forved Navneordet) af Sjelen (en i Enden); efter at opfſoge ſaadanne Gjenſtande, ſom | den kan sve fine Kræftet paa. Den er en fal⸗ les Egenſkab (en ferved Navpneordet) for alle & 2 for;
eo
fornuftige Vaſener, og den er Kilden (n i Enden) til den menneſkelige Flittighed (den forved Nar⸗ neordet). Man elſke Arbeide og Aaſtrengelſe!
Exempler paa Articlerne i Hperken⸗ kjonnet: det ogeet forved Navneerdene o geteller ki Enden af ſamme.
5 Flittighed beſtaaer i utrættelig Stadighed og en viis Anvendelſe af Tiden, være fig enten det er Sjelen
eller Legemet (t i Enden af Navneordet), der arbei⸗ der. Ogſag fønnes man rigelig ved det Arbeide (det forved Navncordet) man beſorger med Flit⸗ tighed, naar man derimod plages af Kjedſsmmelig⸗ hed ved det, man higer efter at komme bort fra. Ek flittigt Menneſke (et forved Navneordet) er ag⸗ tet af enhder, der behsver dets Tjeneſte; Bordet (et i Enden af Navneordet) er bos alle dakket for ham sæ Sa 2
Exempler paa Articlerne i Fleertal⸗ let: de forvedog ne eller enei Enden af SER Navneordene.
Arbeidſomhed beſtaaer i legemlig Flittighed og pbruges derfor og for det meſte kun om Legemsarbeide
De Arbeidſomme (de forved Navneordet) have al⸗ tid deres Brad, iſtedet for at de Dovneld e forved Nav⸗ neordet) ſom ofteſt hjemſsges af Mangel og Bekymrin, ger. Men Frugter ne (ne i Enden af Navneordet) af Arbeidſ omhed beſtaae dog ikke allene i et godt Ud⸗ komme; ogſaa Helbredens Forbedring er een af
8 dem. rdene (ens i Enden) Arbeidſemhed,
Flit⸗
IGI
Flittighed og Virkſomhed ere altſaa Navne paa lutter Dyder. Da Amalie var kommen hertil, betenkte Ar
ſig lidet. Hvad tenker Du paa, ſpurgte hendes Moder? Jeg veed ikke, ſparede hun, hverledes jeg fkal forholde mig i Henſeende til Articlernes Declination. Kunne da Articlerne declineres, ſpurg⸗ e te hendes Moder? Nei, ſvarede Amalie: de ere rigtig nok uforanderlige, naar jeg undtager Ende⸗ articlerne, ſom beſtandig i det andet Napnefald tas ge s til ſig. Saa kan Du jo, ſagde hendes Mo⸗ der, underſtrese Sremplerne paa Navnefaldene i den beſtemte Endeartikel. Ja nok, ſvarede hun og ſkrev:
Exempler paa den beſtemte Endearti⸗ kels forſkjellige Navnefald. Noiſomheden (det førfe Mavnefald) beſtager i Tilfredshed med det Nodvendige. Hvo, der er | nsifom, er og gjerne Dydens (andet Napnefald) Ven. Cl derfor Noiſomhed en (frede Navnefald), | faafænge Du lever! SR
—
Exempler pa Artielernes Geenen 23 fremmelfe i Kjøn og Tal med Nav neordene. .
Overdaadighed er en Laſt Sa kien og Enkelttal), ſom der følger mange Ulykker N i Helene Falleskjon og Enkelttal) pag. Et overs daadigt Menneſke (Hverkenkjsn og Enkelt⸗ tal) forsder fin Formue og fin Fortjmeſte til Unyt⸗ ke
— —ͤ ar
192
: te og maa fiden mangle det Nsdvendige (Hverkenkjon og Enkelttal). Og hvor tungt er det ikke
at lide Nod, naar man ſelv er Skyld i den Ned
(Felſeskjon og Enkelttal), man lider! Sparſomhed er
derimod en roesverdig Dyd (Felleskſon og Enkelt⸗ tal), ſom man aldrig fortryder. Det er bedre at negte ſig frivillig Opfyldelſen (Felleskjsn og Enkelttal) af eet og andet Hufke, end at tvin⸗ ges til i Tiden (Falleskſon og Enkelttal) at neg⸗
I
te ſig endog Haabet (Hverkenkjsn eg Fleertal) om et eneſte Onſkes (Hverkenkjsn og Enkelttal) Op⸗
fyl delſe. Selv Efterkommerne (Felleskjon |
og Fleertal) hoſte Frugt af deres Forfedres Spar⸗ ſomhed. Hvor glade mage ikke de Forældre
(Felleskjon og Fleertal) være, der have betrygget
deres Born mod Mangel og Neringsſorg! Og hvor erkjendtlige bør ikke de Bern (Hverkenkjon og Fleertal) viſe ſig, der have deres Foreldres Spar⸗ ſomhed, Arbeidſomhed og Vindſkibelighed at takke for den eykke (Falleskjon og Enkelttal) de nyde!
i Mu veed jeg ikke, ſagde Amalie, for det førte noget videre at ſige om Articlerne. Det kan og
verre nok, ſvarede hendes Moder. J J Morgen ville
di gaae Navneordene igjennem, Om Morgenen derpaa bragte Amalie ſin der en Fortalling, ſom hun bavde faaet af een af fine Skole⸗
kammeraker. Bed at viſe fin Moder den, ſagde hun: Jeg
troer, det er bedſt, at jeg over hvert Stokke, hvor det de⸗
hoves, fkriver den Forklaring, jeg fkel gage igjennem,
Det
e
Det kan, mener jeg, ogſaa tjene til at hjelpe mine andre Sodſtenes Hukemmelſe, naar de i Tiden læfe
det igjennem, - Jeg forſtaaer Dig ikke gaußke, ſag⸗
de hendes Moder. Lad mig ſee et Exempel paa, hvad det er Du mener, Ja nok, ne Amalie og En i | .
Navneordene betegne dels Gjenſtande, om man kan fornemme med Sandſerne, deels blotte Begreber, hvid Gjenſtande man ikke kan fornem⸗ me med Sandſerne.
Nu forſtager jeg Dig, ſagde hendes Moder; det er gange rigtigt, Men un mas Du ogſaa have en Titel over hoert Exempel. Det havde jeg ogſaa i Sinde, ſvarede hun og ſkrev?
Exempler paa Navneord „ der beteg⸗ ne ſandſelige Gjenſtande. Ikke allene hos Ber n, men ogſaa hos Tyen⸗
de er Lyſt til Slikkerie en Feil, der kan have ſorgelige
Folger, hvilket folgende Tildragelſe er et Beviis paa. Der var engang en Tjeneſtepige, ſom havde fan ſtor en Lyſt til Bran deviin, at hun, for at til, 1 den, ſtjal Nøglen til et S£ab, hvori
SA
tus. Til Ulykke traf det ſig engang, at hun
af Haſtvark fif far paa en Flaſke med Vitriol⸗
olie iſtedet for Brendeviinsflaſken, ſatte
den for Munden, tog fig en god Slurk og brændte fig forſkrekkeligen indvortes, Det vilde have
koſtet
es Herſkab pleiede at forvare denne Spiri⸗
. t : ÆRES ES oe 5 Sad, N rr
104
koſtet hende Livet, derſom hun ikke ſtrax havde ſpyt⸗ tet det meſte deraf ud, og derſom ikke hendes Her⸗ fé ab ufortsvet havde forſkaffet hende en due⸗ lig Leges Hjelp. Imidlertid maatte hun dog ud⸗
ſtage de forſkrekkeligſte Smerter og kunde i fem Dage
hyvoerken ſpiſe eller drikte. Formodentlig vil hun i Fremtiden venne fig af med fin Lyſt til Slikkerie bog forlade den Fordom, ſom er faa almindelig hos
Almuen, ak det ikke er nogen Synd ar ſtjele Mad og Drikke, naar man kan 9705 e det uden at bli⸗ ve robet.
Amalies Moder banke denne Dag noget ufæd; vanligt at forrette og kunde derfor ikke blive faalæns ge hos fine Born, ſom hun pleiede: altſaa maatte Hvelſerne for denne Gang opføre. Dagen derpaa fik Amalie et Brev fra Julie, ſom ligeſom det for⸗ rige blev beſtemt til Gjenſtand for hendes Sprogø: velſer. Hun førev altſaa oven over det: N Exempler paa Navneord, der betegne
blotte Begreber. Min bedſte Veninde!
Saa haſtig havde Du vel ikke make! at fee noget Brev fra mig, os heller ikke havde jeg ſelv
formodet, at jeg allerede nu ſkulde fane Anled⸗ ning til at ſkrive Dig til. Imidlertid maa jeg
i Dag fatte mig kort, for at kunne vente mig des ſnarere Svar fra Dig. Jeg kan derfor eiheller denne Gang. befvare Dit ſidſte kjerkomne Brey, men maa lade det beroe ved hjertelig at takke Dig for famme. Vi have i Dag faaet en Forering af
Herr
—
:
Herr Kammerraad Lemnert og vide neſten iske, hvad vi fEulle gjøre med den. Det er et Par Phaſaner og (ſom der ſtaaer i Brevet, der fulgte med dem) en Het Trsfler. Phaſaner gives der aldeles ikke
i vor Egn, og Trofler ere noget, vi eiengang fjende af Navn. Stig os dog, hvad det er fer neget. De ſee ud ſom Svampe, og hvad ſkal man gjøre med ſaadanne Ting? Imidlertid maa der dog nok vere noget ved dem; thi ellers havde Herr Kammer 5 raaden ikke ſen dt os dem.“
Srempler paa egne Navne eller Nomi⸗ i na Propria. Voi have raadfort os med min Tante, Sus ſpecteurinde Jenſen, men hun er i den Henſeen⸗ de ligeſea klog ſom vi. Var altſaa Du, min gode Pige! ſaa artig at ſporge Din Moder, ſom nok forſtaaer det bedre end vi, hvad man ſkal gjøre med de Trofler, Herr Kammerraad Lemnert har havt den Godhed at forære os. Kan Du finde Leilighed til ogſaa at ſige os med et Par Ord, hvorledes Pha⸗ fanerne tillaves, faa ere vi Dig og Din Moder dobbelt takſkyldige. Dit gode Svar vente vi os med Poſten i Morgen. Det forlangte Smør ſkal Sens, ſem kjsrer ind paa Loverdag, bringe med fig. Ogſaa haabe vt paa Neldegaa rd at overs komme et Partie Eg, ſom i faa Fald ſkal følge
med. Lev vel, og er der Leilighed dertil, faa ſkriv 8
mig ogſaa lidet til Dig fehle angagende. Jeg for⸗ bli ern Din
oprigtige Veninde
Ju ide!
105
Dagen derpaa havde Amalie efter Raadfoeſel
med fin Moder forfattet følgende Brev, hvilket og⸗ faa, førend det blev reenſkrevet, maatte tjene Amalie til Ovelſesſtof i Sprogef. Hu fkres even over det:
Exempler paa almindelige Navge
| eller Nomina arvellativa. i
” Kjereſte Julie!
Min Moder fornsier fig ret 5iertelg sver, at hun feer fig i Steasd til at tjene Din Moder med den forlangte Efterretning, og har derfor
. nig at tilſktive Dig folgende Linier.“
Erempler raa Navneordenes Kjsn. 10 Paa Felleskjennet.
» Phaſanerne, hvilke efter min Woders Sigende ere overmaade velſmagende Fugle, blive enten ſpekkede med FIE eller bekladte med tynde Fleſkeſkiver, og ere pas begge Maader, naar de blive ſtegte van Spid, ſaare fortræffelige. Men ſaftigere endnu blivet dog Kjsdet, naar man, ef⸗ terat de ere ſpekkede, kommer dem i en Porte, legger et Laag over Pott een, fæfter dem paa Gls⸗ der, lagger ogſaa nogle Gloder oven paa og om⸗ kring Potten, og lader dem ſaaledes ſtaae, til de ere Keate, Jen Stegeovn traffer det let, at de blive for torre, naar man ikke paſſer paa at give dem rigelig Saus. Man anretter dem ogſaa med forſkjellige San fer, ſaaſom Oſtersſans, Mus⸗ tingſaus og deslige; dog ere de ogſaa med denne Anket⸗
107
Anretningſgmeeſt velſmagende, naar de ere ſeeg⸗
te i Forveien. Jeg ønffer Dig en god Appe⸗ tit til dem.
2) Paa: Hverkenkfennet.
Af Trofler vidſte jeg tilforn ligeſaa lidet ſom Du. Det var mig derfor ret kjert at finde denne Leilig⸗ hed til at lere at fjende dem. Dog gad jeg nok feet. dem. Det Efterſtaaende har min Moder dics teret mig; det e nu an paa, om Din Moder kan forſtaae os.
Trsflerne have hverken Stilk, Rod eller E as de, De vore under Jorden paa ſeyggefuld de Ste⸗ der. De ere runde og have under deres ſortagtige Hund et hvidagtigt Kjod. Om Efteraaret, naar de ere modne, have de en meget ſterk Lugt. Denne Lugt gage Svinene eller afrettede Hunde efter. Hvor de lugte eller ſpore dem, begynde de at rode eller ſkrabe, hvorefter man paa dette Ste d giver ſig i Færd med at grave efter dem. De blive derefter ſkaarne i Skiver og tørrede. De, der ere indvendig hvidagtige og lugte af Hvidløg, anſeer man for de bedſte. Troflerne ere noget tunge at fordsie, men det kommer dog meget an van Tillav⸗ ningen, Kogte vel og derpaa anrettede med en ſyrlig Saus ere de mindſt ſkadelige. Men eiheller fags ledes tillavede maa man ſpiſe for meget af dem. Stegte i Smor ere de meget ufordsiellge. Har man mange af dem, faa kommer man dem i en linned Poſe, hvilken man derpaa hænger i et tert Kammer.
Fin⸗
kjendter af ham.
108
Finder man, at de Blue fugtige 78 blade, faa legger
man Poſen en Times Tid pas et varmt Ilofted, hvor de igjen blive tørre og haarde.
Exempler paa Hankjons eg Hunkjesns
Navneoers. f
a) Paa Hankjens Navneord. Dette er, kjereſte Julie! alt, hvad min Me der har vidſt at ſige mig om Phaſanerne og Trsflerne. Jeg vil enſte, at jeg maa have ferklaret mig faa
tydelig og udførlig, at Du og Din Moder kunne
have: nogen Tjeneſte deraf. Skriver Din Moder Kammerraad Lemnerk til, faa beder min F a⸗ der hende at have den Godhed at hilſe ham fra ham, da han fkal være en gammel Ven og De⸗
25
b) Paa Hunkjens Navfeord.
"Min Moder lader Din hilſe, og takker hende ==
hjertelig for den Omſorge, hun bærer for hendes
Huusholdning. Der vil være ret tilpas, ar Sme⸗
ret kommer paa Loverdag, thi vi ſkulle i neſte Uge have Fremmede, og vi nodes til paa denne Tid at
kjsbe vort Smør i Pundeviis. Min Tante og min Moder hilſe Din Moder og Dig ligeſaa oprig⸗ tig ſom jeg. Lev vel og glem ikke at tilſtrive
> , Din 5 oprigtige Veni nd e Amalie.
Amalie fortſatte efter denne Tid daglig fine
practiffe Bvelſer i Sproget. Snart bragte hun en
For⸗
2
109
telling, ſnart et Brev, ſnart en Optegnelſe til Hvel⸗ fe, Undertiden toge ogſaa hendes yngre Ssdſkende Deel i denne gavnlige Tidsfordriv, og naar de ikke ſelv arbeidede med, vare de dog i det mindſte nerva⸗ rende og lærte altid noget deraf, Vi ville i det Folgende kun afſkrive hendes og deres Hvelſer, uden at forklare, hvad der gav Anledning til de Malerier, de betjente - fig af. 8
Brev fra Julie til Amalie.
Exempler pan Hunkjensordenes Dam nelſe af Hankjsnserdene. ) Paa de Hunkjensnavneserd, man Danner af Hankjensnavneorde⸗ ne ved alt tilfsie AAßes fie, inde meter 8 i 5 Min bedſte Veninde!
»Maaſfee jeg ikke endnu havde tilſerevet Dig, derſom ikke Noden havde tvunget mis dertil; thi min gods Moder har ligget i mere end tre Uger til Sengs og endnu er der inter Hand om nogen Bedeing med hende. Vent altſaa intet Svar paa Dit ſidſte ven⸗ ſkabelige Brev, men tjen mig i jo før jo se at 8 dette, g
ein kjere Moder føler eu liden Send : men plages derimod beſtandig af Teorſt og nyder neſten aldeles ingen Ssvn. Det er altſaa aaben⸗ bart, at Doctoren har Ret i, at det er en hid⸗ fig Feber.
Det
210
Det er hoiſt ubehageligt at boe pas Lander, naar man er ſyg, thi almindelig har man en lang Vei kil Doctoren, og desuden boe Patienterne
og Patientinderne faa adſpredt, at han kun ſieldes kan komme til hver af dem. Denne Übe⸗ hagelighed fole vi dobbelt, da Dockoren boer en heel
Miil borte fra os, og kun faa af hans Patienter pad denne Tid ligge paa Strøget til os.“
Men jeg ſeer, jeg kommer for langt bort K det, jeg har at bede Dig om. Min Moder, fag jeg, plages beſtandig af Torſt , og dog er 8 1 der vil ſmage hende mere, iſer da Doctoren har
5 forbudet hende alle gjerende Drikkeſorter. Mon Din
gade Moder ikke fkulde vide nogen ledſkende Drik, ſom vii denne Sygdom uden Fare kunde give hende? Hun har ogſaa af og til Hoſte og det er os faa tungt at ſee hende ſtride med den, uden at vi engang kunne prøve paa ved en eller anden oplsſende Drik at lin⸗ dre den. Bed Din Moder, kjereſte Pige! at hun i Folge den Erfaring, hun har ſamlet ſig, da hun havde ſin ſyge Soſter, ſom hun pleiede faa vel, i Cur, ogſaa i denne Henſeende vil meddele mig et godt Raad, og ver Du faa god at ſkride mig udførlig til derem. Di kan ikke troe, hvor fortet Tab det er os, at min Moder ikke ſelv kan have Die med ſit Huus⸗
veſen. Min Fader er vel en god Huus holder,
men Smaating kan han ikke befatte ſig med, og jeg har desværre endnu for liden Erfaring til at erſtatte ham Savnet af en Huusholderſke ſom min Moder.
Til Lykke have vi gode Folk, hvis Troſkak der ikke
er
111 er noget af: e paa , men dermed er det dog endnu ikke gjort.”
Min ſyge Moder beder Dig indſtendig bet
ſnareſte mueligt om Svar, og jeg anbefaler mig hos
Dig, Din Moder og Fader og alle Dine Sodſken⸗
de. Glem heller ikke at hilſe Din Fetter Shri⸗ ſtian og Din Couſine Chriſtiane fra ä
Din bedrevede Veninde Julie.“ S var. |
Exempler sag de Navneord, hvis Kſoan
man betegner vedat ſette Han, Hun eller Tæve farved ſamme. Kjereſte Veninde! Du ſeer af diſſe Linier, ſom jeg ſkriver oven
fer mit Brev, at det var begyndt førend jeg mod⸗
tog Din ſidſte Skrivelſe, hvoraf vi, til vor Bedrö⸗
8
velſe, erfare, at Din gode Moder er ſyg. Du mas derfor tilgive mig, at Da forſt længere Bede
finder Svar pag det, Du har ti Frevet mig om,” Tonk Dis, min gode Juli iel hvilfet Uheld jeg her have! Jeg havde to Hancanariefugle og
to Huncanariefugle t Hek, og diſſe deilige
Smaadyr har Katten taget. Vor Harl bley faa
forbittret derover, at han flap den fore Te ve⸗
hund loss, vi hase ſtaaende i Lenke, for at hidſe den pag Katten, en til Lpkke kem jeg til og tede dede det arme Dø
* > re rene
—
.
— *
414
Erempler paa nogle af de Hunkjsusnav⸗ neord, der dannes uden Regel af 8 Hankjons Navneordene.
Hertil var jeg kommen; nu til noget af vag Dit Brev. Din Moders Sygdom gjør jeg ovenfor har ſagt, overmaade ondt, og hvor for en Glede vilde det ikke være mig 5 om det ſtod i min Magt at dele Din Omſorg for bende i hendes Syg⸗ dom! Imidlertid vil jeg gisre, hvad jeg kan, og tilmelde Dig alt, hvad min Moder, Din gode Pa⸗ tientinde angaagende, har paa! N mig at fkrive Dig til. Gid jeg kun maatte vere i Stand til at ud⸗ trykke mig faa! edes, at Du kan forſtage mig ret. 4
For alting maa Din Moder holde ſig fra al Kjodſpiſe. Man troer gjerne paa Landet, at det er ſtyrkende for Patienter at nyde en ret Suppe pan en gammel sne; men Hane og Høne ere
Svarzt es, ſom
her lige ſkadelige, og den, der ragder en Patient i hidſige Sygdomme at fvife Honſekjsdſuppe, er lige
faa ufornuftig ſom den, der raader ham af ſpiſe en ſtegt Gaas eller en ſtegt Gaſe. Skulde endelig nogen Kjsdſuppe være tjenlig for en Patient, faa troer min Moder, det vilde vere en ſyrlig Suppe paa en And eller en gammel Andrik, men ſels den fra⸗ raader hun Din Moder, sod hendes Dos⸗ tor anordnede den:
Es ' Ferem⸗
113
Erempler van Navneord, der have een BDemerkelſe i Felleskjennet og en ans ; den i Hverkenkjonnet.
” Hvad Din Moders Sygdom og de tjenligſte Drikkeſorter for hende i svrigt angaaer, ſaa finder Du min Moders Raad og Tanker derom i indlagte Blad, hvilket jeg vel havde havt i Sinde at indlemme
her, men nu feer mig nodt til at udelade, om jeg, for at opmuntre Dit Sind og lede Dine Betragtninger hen paa andre Gjenſtande, for ſaavidt ſom det kan bes ſtaae med den Omhu, Du ſkylder Din Moder, ogs fan fkal finde Tid til at tale lidet om mig ſelv.
Jeg var i Gaar ude at ſeile i et lidet Lyſtſtib, ſom een af min Faders Bekjendtere har kjebt. For ikke at ſpilde Tiden, om vi ſkulde blive længe paa Bandet, medteg jeg Pen, Blok og et Ark Papiir, og foreſtilte mig nu, jeg befandt mig ien Ark, ſom den Noa bygte ſig. Vi ſeilede forbi Saltholmen, hvor der er et Kalkſteens⸗Brud. Nogle af Sele abet enſkede, vi fulde legge til Land. Det ſkede. Ved at ſtige ud af Skibet fandt vi et lidet Selſfab, ſom forlyſtede fig paa fri Mark med Dands. Der var nemlig Bryllup. Brudgommen var Steenbey⸗ der og Bruden, en kjon trind lille Pige, havde tjent hos Spiſeverten. Ved et dybe Buk viſte Brudgommen, at han forſtod Levemaade, hver Gang nogen af vort Selſtab talede til ham. Et Stykke borte fra det Sted, hvor Bryllupsſelſkabet | ; forlyſtede fig, havde man ksiret en lille Flok Fagr. Det gjorde Mig ondt for ai ſtakkels Dyr, ſom | H maatte
124
maatte fake bundne, medens vi benpttede es af vor Frihed; men de graſſede desuagtet faa rolig, ſom om de havde gaaet lsſe, og ifær var der en Dub, ſem, fit Toir uagtet, ikte kunde bare fig for et gisce Krumſpeing. Medens vi vare her, kom der et lidet Vindſtsd, ſom tog min Hat med fig; for at ſette den paa igjen, maatte jeg med min Moder gaar ind i et lidet Huus, ſom lage tet ved os. En hoflig ung Kone bragte mig ſtrar et lidet Lomme⸗ ſpeil og bab os at fætte os ned. Min Moder gav fig i Snak med hende. Hun fortalte hende, at hun Havde været givt i fire Aar, var i Fjor bleven Enke, og maatte ernære fig og fine. to Børn af et lidet Stykke Jord, ſom hun hapde til Leie og ſom hun for det meſte maattie dyrke mes fine egne Hender. Dornene vare, allerede til Sengs, kkisnt Klokken ikke var mere end halv ſyv. Det ſyntes, ſom den arme Kone kun bande et ſlet Leie at Hvile fit frætte Legeme vaa. J Gulvet var der en Lem, hvoraf jeg kunde 1 5 der maatte være en Kjelder. Jeg ſpurgte om der og boede nogen. i den. Nei, ſagde Konen, den bruge vi til at legge vert Ol i, for at holde det des længere friſtt om Sommeren. Da vi gik, gav min Moder hvert af de to ſmaa Lemmer af denne Familie en Tiſkilling. Det hojorde mig ondt, at jeg ikke ogſaa havde noget mes ü mig, ſom jeg kunde give dem.“ ; Da vi vare komne ombord paa Skibet, ſyntes | det; f om der trak et lidet Uveir op, hvorfor vi nu vendte tilbage itjen. Det er underligt, at man kan ſeile 5 bande
115
Sande frem og tilbage med een og ſemme Vind, men jeg horte og, at man ſagde, det var Siderind. Dog, jeg er bange for, jeg gjør for meget af det og at Du bliver kjed af mit lange Brev. Det forekom mig, ſom jeg havde faa mange forusie! lige Ting at fortælle Dig, og nu feer jeg, at det er lut⸗ ter Smaating. Saaledes gaaer det, ſiger min Mos der, vor Glæde kunne vi fole, men ikke udtrykke ⸗ Hvad kan det altſaa nytte Dig, at jeg var glad? — No⸗ get af dette gjorde jeg Udkaſt til paa Skibet, davi ſei⸗ lede hjem igjen, men det vilde ikke gage ret fra Haanden, og derfor er det nok og kjedſommeligere, end det vilde blevet, om jeg havde havt Tid til, hjemme at forfatte min lille Reiſebeſkrivelſe. Gud give, Aarſagen til Din Sorg var havet igen. 8 Din 5 oprigtige Veninde Amalie.
Srempler gpaade Navneord, hvis Fleer⸗ tal man danner af Enkelttallet ved at tilfsie dette et e. *
* Kirſeborertract holder min Moder for een af de bedſte Vederqvegelſer for ſyge Menneſker, der for⸗ nemme megen Hede, men det kommer dog an paa, hvorledes den bliver laver. En Hovedſag er det, at Kirſeberrene ere tørrede tilpas; chi i Bager⸗ ovne. blive de for haarde og. faftløfe og give da ikke Suppen den behagelige Smag , den bør have. Min Moder fager. hertil ſure Kirſeber, lem ikke 3 9 2 ere
—
2 116
ere alt fer modne og hænder dem to og fø paa en Stilk over en Snor i et temmelig varmt Kam⸗ mer, hvor der dog er nogen Luft. Af ſaadanne ret korre Kir febær ſtoder man ſex Lod med Kjernerne, faa fine man kan, ien Morter, og kommer dem derpaa
tilligemed den tynde gule Skal af en Citron og et
Stykke heelt Cancel i en Potte. Herforuden kem⸗ mer man og deri fo Citronſkiver, hvoraf hele den hvide Skal er afſkrellet, og helder derefter en Pot ferſk Vand pas alt dette, lægger et Laag over Petten og lader
det foge en Time. Naar det derpaa her ſat ſig,
ſier man det Klare igjennem en Haarſte i en anden Potte, kommer to Lod flint hvidt Sukker deri, giver det nok et Opkog, og ſetter det vel tildekket pas et kjsligt Sted. Naar det nu er blevet koldt, kan Patienten drikke det Glas for Glas, ligeſom han behøver det. Det er en vedergvegende Drik. Er det den Syge endnu fr. ſuurt, kan man komme
lidet mere Sukker deri.“
Stem ber pa a e one ö rs, hvis Fleer⸗
tal wan danner ved at feier til Enkelttallet. 5 » eigeſaa vederqvegende sg kjslende er ogſaa den Drik, min Moder falder Brsdtiſan og ſom det
og er meget let at fave. Man tager et halve Pund Suur bros eller almindeligt Rugbrød med Skor⸗
pen paa, koger det en Time i en Pot ferſt Vand i en tildekket Potte, ſier det derpas igjennem en Haarſie og fætter det nu hen for at kjsles. Vi
f man
117
man forbedre denne fimple Drik, maa man kom⸗ me ſaa meget Vand deri, at man fager en heel Pot deraf, helde en halv Pal Rhinſkoiin deris - blandt og komme Saften af to Citroner, tre Lod Caneelvand og tre Lod Sukker deri.“
Erempler paa de Navneord, hvis Flees tal man danner ved at føle er til Enkelttallet.
»Da Din gode Moder ogſaa har Hoſte, faa anbefaler min Moder hende Borſtorfferebledrikken ſom et godt lindrende Middel for den. Man tager
hertil fer Borſtorfferæebler, en Citronſkal, fo Lod Roſiner og en Spiſeſkee ret klar Honning, koger
alt dette en Time i en Pot ferſk Vaud, fler det gjennem en Sie og lader det fane, til det bliver folde. En ſaadan Drik er en Velgjerning for en Pa⸗ tient, der har Hofte,”
Exem pit paa Navneord, ſom ere eens i begge Ta l. |
„e Dette maa vere nok herom. Maaſkee jeg i Overmorgen ogſaa ſender Dig Efterretning om Til⸗ lavningen af nogle Slags Mad for ſaadanne Pa⸗ tienter; i det mindſte har min Moder lovet mig, at hun Fal dictere mig noget derom. Skriv os til med det forſte, om nogen af de her foreflaaede Drikkeſorter ſmage Din Moder. Vi ønfe alle op⸗ rigtig, at Forſynet ſnart vil ſkjenke hende hendes Helbred. Men der vil nok e nogen Tid, inden
228
inden hun kommer til Kræfter igjen. Dog mas Du hilſe hende, ſiger min Moder, at hun, naar hun kommer op og kan taale Luften, mas fee til at bruge flittig fine Been under Guds frie Himmel. See hvor mange Raad Du faser fra Din deeltagende Venigde Amalie.
Exempler pas Navneord, ſom for at dan⸗
ne deres Fleertal fordobble det med⸗
lydende Bogſtav, de i Enkelttallet endes paa. i
Ogſaa Blomſter kunne bringe Menneſker af
Dage, Det er derfer en Pligt, man fkylder fig ſelo, at bruge den ſterſte Forſigtighed med denne ſkjsnne Naturens Gave.
To unge Piger, ſom boede ſammen i et lidet lavt Verelſe, lage i een Seng og fortjente deres Brod med Synaalen „ vare overmaade ſtore Elſker⸗
inder af Blomſter. Engang da de en Lsverdag bavde
gjort deres lille Verelſe rent, fatte de nogle ſtore Potter med hvide Lilier i deres Vindue og gik dere paa til Sengs. Om Morgenen hører deres Vert⸗ inde en ynkelig Stennen inde i Pigernes Kammer ligeſom af et ſygt Menneſke. Hun banker vaa og kalder nogle Gange, men der bliver ikke lukket op. Dette bevæger hende til at hente en Smed og lade Laaſen dirke op. Nu finder hun den ene liggende dod pas Gulvet og den anden i ſamme Tilſtand i Sen⸗
118
Sengen. Hun gelber ſtrar til at aabne Vinduet sg lader fn Son tage fin Hat og ſpringe ever Hals 83 Hoved efter en Docter.“
eren pier r der ikke des s Fleertaluden Regel.
& Dectoren kom, lod dem bære ud i Luften,
foranſtaltede dem aareladte paa Halſen og fatte dem
i et varmt Bad, men alting var forgjeves: de vare
desde og bleve døde, Deres Vartinde var utreſtelig. Hun græd ſom et Barn over dem, eg ſöorgede for; at de blieve anſtendig begravede. Saavidt man kunde ſee, vare de døde iet Slag, thi deres Hine ſtode til⸗ deels aabne og Legemet var paa adſkillige Steder blaat. Enhver Fader og Moder burde med Abvorlighed underrette deres Bern om den Skade, de ved eg en Leilighed af i kunde tilfsie ſig fe
Sremplee pas Navneord, derikke have
noget Fleertal.
Der var engang en fattig Kone, ſom var mo⸗ get til Aarene, ernerede ſig med Spinderokken, og ikke om Vinteren kunde fortjene mere, end hun be⸗ hsvede til at opholde Livet med tert Bred eller i del haieſte med Kartsfler. Da hendes Nod blev bekjendt, vilde man give hende nogle Dragter af det Bren⸗ de ved, der var beſtemt til Uddeling blandt de Fats
tige i Staden. Men med en del Taknemme⸗
lig bed afſlog hun Tilbudet og ſagde, at det vilde verre
*
126
være ubilligt af hende, om hun, ſaalenge hun kunde fortjene fit. Brød , vilde modtage den Underſtsttelſe, der tilkom dem, der formedelſt Sygdom sg Svag⸗
hed ikke vare i Stand til at fortjene deres Livs⸗ i ophold. Nogle Aar derefter blev hun engang ſog
og kunde ikke fortjene noget. Da bad hun om den Hjelp, hun forben havde vegret fig for et modtage. Men ſaaſnart bun ſik ſin Helbred isjen, vægrede hun fig for længere at modtage den Underfisttelfe, der var hende tilſtaaet; og uagtet hun virkelig un⸗
dertiden leed Mangel, deelte hun dog ofte det
Lidet, hun fortjente, med en anden fattig Kone, der boede i Nabolauget. Huy gjorde altſaa mere godt med fin Fattigdom end mange Rige gisre med des res Rigdomme.
Exempler paa Navneord, der kun brus
ges i Fleertallet.
: Der var engang en lille Pige, ſom, hvor ofte end hendes Forældre formanede hende om at være or⸗
dentlig og reenlig, dog ikke kunde have en Kledning
paa i fire og tyve Timer, uden at tilſsle den ſaale⸗ des, at hun ikke uden Skam kunde gaae længere med den. Derimod havde hun en Broder, der handlede ſaa vel med hvad han fik, at alle de, der fane ham, holdt af ham for hans Ordens og Reenlig⸗
heds Skyld. For at afvenne Pigebarnet med hendes
Uordentlighed, beſluttede Forældrene kun at give hvert af Bornene ti Rigsdaler om UarettilKlæder, ens ten de W mere eller ikke. Drengen ſtk ſtrax
Kjole,
: RR;
Kjole, Veſt og Burer og bette koſtede fer Rigs: daler; Pigen ſik derimod te complette Kledninger, et Par Sko, to Par Strømper og beholdt endda en Rigsdaler tilovers af fine Penge,
Srempler paa Navneordenes fire fors ſkjellige Deelinationer.
2) Naar Navneordene höre til den forſte Deelination, deter, naar de forekomme uden Artikel.
” Drengen barde, fordi han bavde holdt vel Huus mes fine Klæber, ſaa mange fra det forrige Aar, at han i det mindſte kunde hjelpe fig i nogen T Tid, og derfor behøvede han fun een Kledning, men Pi⸗ gen havde medhandlet fine faa ilde, at hun nod⸗ vendig maatte have to, derſom hun ſkulde have no⸗ get at ſkifte paa, Desuden kunde Pigen ſelv ſye paa fine Klæder, naar de feilede noget, og ders for behsvede hun ikke at have ſynderlig meget til⸗ overs til Reparation; men Drengen maatte dere
imod, naar hans fattedes noget, betale en Skrader 5
for at iffandfætte dem, fol gelig kunde han ik fle ko he Kleder for alle ſine Penge.“
b) Naar Navneordene here til den anden Declination, det er, naar de forekomme med den beſtemte Artikel forved ſig.
= Det git dette Nar, ſom det pleiede. Pigen behs⸗ vede ſtrax at fage fine nye Klader paa, og neppe — N vag
—
1222 0 var den anden Kleöning ſyet, førend des forſte trængte til at aflsſes af den. Drengen gik derimod med de Kleder, han bavåe, og tos kun fine nye Kleder van ved Hsitiserne eg nat han ſkulde ud i nogen Stads med fine Forældre, ” c) Naar Navnesrdene here til den tredie Deelinsation, d. e. naar de ferekomme med deabeſtemke Ar⸗
| tikel i Enden. Es Endelig kom St. Hans Dag, pas hvilken Tid den hele Familie pleiede at tage ud paa Landet hes een
af fine Bekjendtere og blive der i det mindſte i otte
Dage. Dette ſkulde ogſaa ſkee dette Aar. Men Pigen, ſom var vant ved at fase en ny Kledning til denne Reiſe, kunde i derte Aar ikke faae nogen, og havde allerede opflidt fine Kleder faa aldeles, at det neppe var mueligt, hvad der end blev gjort ved dem / at gade inden Døre med dem. Drengen havde derimod kun havt fin Kledning fire Gange ven, og havde desuden behandlet den ſagledes, at man Reppe kunde fee, den havde været paa Kroppen.” „d) Naar Navneordene here til den fjerde Declination, det er, naar de forekomme med den ubeſtem⸗ te Artikel. »Hvad var der at gjøre her? Drengen kom med og Pigen maatte blive bjemme bos Tjeneſtepigen.
Sun græd ſaaledes, at hun ner havde grædt fine Dine
ud , men det kunde ikke hjelpe, og den hele Tia hen⸗
VER
kendes Forældre og hendes Broder vare borte, ſov hun noſten ikke en eneſte Nat af Lengſel og Be⸗ drs velſe. Dertil fem endnu dette, at bun inden Mikkelsdag havde spflidt ſine Sko og var faa nøgen, at hun ikke kunde lade fig fee for noget Menneſke. Nu forfrød hun hjertelig fin Hovden lighed og lovede ved fig ſelv, at hun et andet Aar fulde bære fig anderledes ad.“
Exempler paa Navneserdenes tre for⸗ ſkjellige Forhold, 2) Det ferſte Forhold. Nu kom det nye Aar. Hoem der var glad, det var den arme Dorthea. Hun havde !! de ſidſte fire Maaneder maattet ſidde inde ſom en Fan ge, og havde ikke engang tordet lade fig fee for fine Foraldres Tjeneſtepiger. Hun fil to Kledninger ligeſom det forrige Aar. Men diſſe vaffede hun nu anderledes pas. Da hun ingen andre Kleder havde, ſas var hun vel nødfaget til at ſtifte med dem og alt⸗ ſaa bruge dem begge, Men dog tog hun ikke den ene ban, uden naar hun behøvede at reparere eller vaſke den anden, og for des for at kunne lægger den fra fig igjen, blev hun oppe oem Natten, til hun var færdig med den, hun hade beſtemt til Hverdagsbrug. Kort, da St. Hansdag kom var vel ingen af hen des Kleder nye, men dog var i det minoſte den ene ſaa⸗ ledes, at hun uden Skam kunde følge med fine Forel⸗ dre pan Landet, Aaret 9 hade hun ſaa bru⸗
gelige
124
gelige Kleder fra det forrige, at hun kunde gjemme een af de Kledninger, hun fik, allene til at gaae ud med, eg ſaaledes lærte Bøden 3 at blive en Adentlig og 2 Pige.
2
i
b) Paa det andet Naonefals.
Kjereſte Veninde!
Jeg vil denne Gang fortælle Dig noget, ſom jeg har hort i Skolen og ſem det er mig paalagt at opfkrive. Maaffee Du veed det ligeſaa lider, ſem jeg forben har visdſt det.“
Sophie ſpadſerede en ſwuk Efteraarsdag med fin lille Ssſter paa Armen i Haugen og fatte fig ens delig i en Lovhytke af Jo længer jo kjerere. Barnet glædede fig over de ſmuͤkke rode Ber og vilde have nogle, og Sophie gav hende ogſaa et Reve deraf. Netop ſom Barnet vilde putte Berrene i Munden, kom ogſaa Moderen til, fratog det dem og ſpurgte Sophie, om hun ikke vidſte, hvad for en Virkning de havde. Sophie ſaae forundret paa bende og ſagde: Jeg anſeer Jo længere jo kjerere for en mezer ſmuk Vert. Veed Du da ikke, ſagde hendes Mos der, at diſſe Ber ere for mange Dyr en Gift? Tredi⸗ ve Stykker ere almindelig Hundens viſſe Dod. Men jeg har dog hort, ſagde Sophie, at de blive "brugte til Mediein. Det er fandt, ſagde hendes Moder: det er en fortræffelig Vext i Medicinen; BVarkens, Rodens og de tykke Grenes for⸗ tyndende og ovløfende Kraft er man overbeviiſt om; men det er ikke raadeligt for andre end en Lege at gisre
7
KKUʃ e ˙ wnU—’ᷣ— ˙ —⁰w 7 ˙¹b:Ä I — — '‚ |
Z
E EO GR ” * i 1
5 93 kom endelig den arme Kone, ſom kun var ſlet
125 gjøre Brug deraf Du maa derfor aldrig give (maa Born noget, ſom Du ikke fjender ret?“
e) Paa det tredie Navnefald.
»Omtrent med diſſe Or d fortalte vor Lærer os den⸗ ne Tildragelſe. Ikke fandt, jeg har ogſaa berettet Dig noget, ſom Du ikke for har vide? Naar jeg hører noget, ſom efter mit Tykke fertje⸗ ner at legges Merke til, ſaa ffal jeg altid med⸗ dele Dig det. Indtil den Tid ønger jeg Dig at leve vel, og forbliver | Din ſande Veninde.“
Eremplet paa de Navneord i det an det Navnefald, ſom man danner ved at tilfeie det forte et s.
At der ogſaa kan vere ſand rlighed for⸗ bunden med haard Fattigdom, feer man af folgen, i de tanke Tildragelſe.“
IJ Trieſt gik der engang en Cavalier 8 en Gade, hvor han, uden at blive det vaer, tabte fin Pen⸗ gepung. En fattig Kone, der gik bag efter ham, tog den op. Der var ingen, der havde feet det og hun kunde derfor gjerne have beholdt denz men hun var ærlig og redelig, fEyndte fig efter ham, og raabte af alle Krefter, at han fulde blive ſtaaende. Cas valieren hørte nok, at der var nogen, der raabte bag ved ham; men da han ikke troede, det angik ham, ſaa bred han fig ikke derom, blev ved at gane
til
125
til Fods af Syne. Men hun gas fig ikke derfer til Taals, hun gjorde fig tvertimod al muelig Umage for at opſporge ham, fandt ham og omſiser; eg bragte ham nu hans Pengepung ganffe utstt. Den fattige Ke⸗ nes 2rligbedſatte ham i ſteeſte Forundring. Min gode Kone, ſagde hen; jeg har ange Sedſer og krenger derfor til ærlige Folk. Jeg ſeer nok, zun er til Alders, men det figer intet: hendes 2Erlighed alles ne vilde sere mig til ſand Fordsel, om hun end ikke kunde gjsre noget. Der, behold denne Pung ſom et Bevits paa, at jeg agter redelige Folk. Er hun givt, faa ſkynd ſig hiem, gjør fig reiſeferdig og kom igjen med ſin Mand eg ſine Born; thi jeg vil gjøre hende og hendes Familie lykkelig for hen⸗ des Wrligheds Skyld.
Exempler paa de Nabneord ibet ande; Navn, ſom man danner ved at tilfsie det softe es.
5 må Sprog voldte. den gamle Kone a overhaands for en Glæde, at hun kaſtede fig ned for fin Velgjsrer og reiſte ſig iffe mere. Hun var dad. Caevalieren blev inderlig rørt dersver. Fer at beviſe hendes Familie den Godhed, han havde
tiltenkt hende, fod han fine Folk opſpsrge den. Hun
havde en gammel Mand og to Doettre og boede i en sammel Jomfrues Huus. Han lod hende ans ſtendig begrave, og tog fig derpaa af hendes Mand og Born. Pag hendes Grav kar ban sn Mars mor⸗
2
morplade, ſom han led hugge i: ” Støvet af en fattig, men ærlig Koene. Hendes Doettre lod han op⸗ drage, ſom det havde været hans egne Born, og hen⸗ des gamle Mand hjalp han ind e yes bedſte Pleiehuus. Og
Srempler paa det andet Navnefalde Dan nelle i Egnenavne æg frem⸗ mede Ord.
) Naar de tage es til ſig.
az Kjereſte Venigde!
Du har ſidſt fortalt mig noget, og jeg vil un og⸗ ſaa, til Vederlag, N Dig neget, [om vor læs rer i Dag har fortalt ss. ej . Arrighed, ſagde han, er en vederſtyggelig Feil, der paadrager os mange Fortredeligheder, naar vi lade den fane Magt med os. Et Pigebarn ued Navn Suſanna, kunde aldeles ikke holde ſig, naar der gik hende noget imod, men brød paa Stedet nd i Arrighed. Hun ſtampede med Fodderne, ſkreg, ſtsiede og gjorde et ret afſtheligt Anſigt, naar ikke al⸗ ting gik efter hendes Sind. Ove, der har feet t ſaadant arrigt Barn, kan letteligen foreſtille ſi ig, hvor hæslig hun ſaae ud, og dog bialp hverken For⸗ maninger eller Revſel ſe. Endelig faldt engang een af Suſanna's Bekjendtere, der vidſte, at hun gjerne vilde vare ſmuk, paa det Indfald, at holde et Speil for hende midt i hendes Forbitttelſe. Dette Mid: del hialp; thi hun ſtammede ſig ſaa meget over det
afſcyelige Anſigt, hun gjorde, at hun fra den TiD af begyndte at forbedre fig.”
*
Kende
123
” Hendes Broder, Jenſenius, ſom havde den ſamme afſtyelige Feil, ſagte man ogſas at forbedre ved dette Middel; men da han var en vild Dreng, og kun brød fig lidet om, hvorledes han ſase ud, ſas udrettede man ikke served noget hos ham. Haus
Fader formanede ham ofte, fkildrede ham de Üde⸗ hageligheder, han i Tiden vilde paadrage fig ved ſin Arrighed, og ſparede eiheller Tugt ved forefalden⸗ de Leilligheder; men intet vilde hjelpe. Imidlertid gjorde dog Hendelſen, "hvad det [od til Menneſkets Magt ikke formagede; men desverre ſkede det paa hans timelige Lykſaligheds Bekoſtning.“ ” Saar han ikke fif fin Villie, faa pleiede han ikke allene at ſkrige og ſtampe i Gulvet, men ogſaa at fegte med Armene og ſlaae og kaſte om fig uden 6 at fee fig fer. Mangt et Stykke, iſer Glas og Porcelain, var formedelſt Jenſenius 3 Arrighed gaaet i Løbet. Engang foer han nu i ſin Forbittrelſe mod et Bord, der ſtod fuldt af Porcelain. Bordet valtede og Drengen faldt over det og Famferede ſtt Anſigt. Der b lev ſtrar hentet en Chirurgus. Men uagtet alle denne Chirurgus's Beſtrabelſer mi⸗ ſtede han dog det ene Hie og fik en Mængde Ar af de ſonderſlagne Skaar i Anſigtet. Han maatte ligge kenge til Sengs, og hans Lidelſer og Smerter under Curen bragte ham til at arbeide saa fin Forbedring. Men Skaden var fkeet, og den kunde ikke oprettes isſen.
b) Naar
129
b) Naar de fremmede Oed meg
en Danſk Endelſe.
Men en Ting er aldrig faa gal, at den jo er god for noget. Jenſenius vante ſig ikke allene af
med fin Arrighed, men ogſaa med ſit Vil oſkab. Til: forn havde man hverken med det Onde eller det Sode kunnet faage ham til at leſe, men fra nu af blev han faa flittig at hans Forældre havde ſand Glæde
af ham. Han førte Bürgils, Homers, Te⸗
rents's og andre gamle Skribenters Skrivter
paa fine Fingre, og Blev omſtder formedelſt fin Flittig⸗
hed en duelig, fornuftig eg retſkaffen Mand.”
Exempler pas Beſkaffenhedsordene, naar de bruges ſom Navneord.
Naa, hvad ſynes Dig om min Fortelling? |
J det mindſte har jeg gjort mit Bedſte for at ud⸗
trykke mig rigtig og tydelig, Men det Gode, Du finder deri, mag Du dog ſkrive paa min Lerers, men
det Slefte allene paa min Regning. Naar Du
engang hører noget Lærerigt, faa man eiheller
Du glemme at meddele mig det. Jeg forbliver Din N oprigtige Veninde. Erempler pas Deſtaffenhedserdenes Kj e n. | 5 Kiereſte Broder!
Jseg har i Dag lert i Skolen, hvorledes man bedſt 085
forbedre andre, og da jeg desuden (Cal forte lle Lereren, J hvad
N . 8 8 tår ak „ EE RENE TU
Nr ee i
130
hvad jeg zuſker deraf, i Form af et Brev, fan vil jeg 5 ogſag fsrtelle Dig det
Hanne beſad mange Dyder og havde lert me⸗ en men hun havde ogſaa den Vane, at laſte alle de Feil, hun fane hos andre Born. Dette var faa
meget naturligere, da det altid gjer et godt Menne⸗
ſke ondt, naar det ſeer noget, form ikke kan beſtage med Dyden eller en god Opfsrſel. Hun hapde vej derved til Henſigt at forbedre dem, hun laſtede, men hun opnaaede ikke denne Henſigt. Tvertimod
gjorde hun ſig endog. faa forhadt Derved, at intet Barn mere vilde omgaaes med hende, og at det ſyntes fora hun mere beſtyrkede Børnene i deres Feil,
end bevegede dem til at forlade dem. Endelig ble
Hanne bekjendt med en anden Pige, ſom var lige⸗ faa fo vnuftig ſom hun, og bfev elffet af street f ern abe og ſkikkeligt Barn.
Erempler Shy Forſtjellen imellem Be⸗ aßen beds ordne. i Enfelttallet N og Fleertallet.
Men denne Pige tog det ogſaa paa en gan⸗ cke anden Fod med Børnene. Hun ſkjeldte og ſmelde⸗ de ikke, ſaaſnart hun ſaae ef uartigt Barn, men hun gav kun ved en medliden Mine eller en venlig Foreſtilling tilkjende, at Børnene vare uartige. Dette gjorde ſtͤrre Indtryk paa enhver, der havde
været nartig, end alle Bebreidelſer.
* 7 i R | =
å N 5 | 5 — i - „ 9. 5 "nn z Cremr
131
Exempler paa de Beſkaffenhedsord, der ere eens i begge Kjen. 8
Naar Børnene havde fortjent at ſtraffes af deres Forældre eller Foret: atte, ſaa undſkoldte hun dem, faa godt ſom hun kunde, koſte deres gode Egen⸗ ſkaber og fortalte eet og andet Godt om dem, ſom de dog ikke havde gjort, men hvoraf de lærte, hvad de ſkulde gjøre og for det meſte ogſaa lobe fig af Undſeelſe og Wrgjerrighed bevege fil at opføre fig bedre end hidindtil. Paa denne Maade forbedrede bun mangt et lille Barn, ſom var för egenſindigt til at tage efter det Gode pan en anden Maade, og ds faadan en lille Pige eller Dreng ikke lettelig merkede, at hun havde til Henſigt at forbedre dem, fan fattede de fan meget ſterre Godhed for hende, føgte ved alle Leiligheder at holde fig til hende, og gave hende derved den ſkjonneſte Leilighed tit at ar⸗ beide end mere van deres Forbedring. Nu ind⸗ fane Hanne endelig, hvori hun forſaae fig, at hun, ved at laſte et Barn ved alle Leiligheder, ikke uds rettede andet end at gjøre det ſky, og at det var na⸗ turligt, at en Dige eller Dreng, der "var, bleven ſky for hende, kun ſſelden gav hende nogen Leilig⸗ hed til at arbeide paa deres Forbedring. Hun ſog⸗ te der for fra nu af at efterligne ſin Veninde og bes flitte ſig paa Sagtmodighed og Venlighed. Det lyktes hende over hendes Forventning. Mangt et Barn, ſom tilforn havde frygter for hende ſom for noget Onde, fattede nu Godhed for hende og gte ved alle Leiligheder at holde ſig til hende, og J 2 ' dette
185
dette havde til Folge, at eet og andet af de Born, hun før ikke havde kunnet udrette noget hes, ved at føge og været hendes Selſkab uformerkt dannede fig | tiet hende og bleve vet gode Born.“
. paa Be ſkaffenhedsordenes Brug uden Artikel.
Det er alt, hvad jeg kan erindre mig af den⸗ ne Fortælling, Vor Lærer ſagde vel meget mere end dette; blandt andet ſagde han, at Overberenbed i Tide var et Beviis pan ſand Fornuft, og at man kommer videre med Venlighed end med uaf la⸗ delig Skjelden og Smelden og grove Ordz men jeg kan ikke bringe det i ſaadan Orden ſom han, os derfor har jeg maattet forbigage det. Imid⸗ lertid haaber jeg, han dog vil vere tilfreds med det ſaaledes, ſom jeg har gjort Dets ds det dog er Hovedindholdet deraf”
er Befkaffenhedsordenes Brug med den ubeftemte Artikel.
” Bil Du, ſom jeg, ſaa ville vi efterdags be⸗ flitte os paa Venlighed og Sagtmodighed mod alle Menneſker og vogte os for at laſte nogen, om vi end fsle, de fortjene det. Skulde Du nogenſinde merke jeg begik en ſaadan Feil, ſaa ſiig mig der aabenhjertig, ligeſom jeg igjen vil ſige Dig det, om jeg fkulde fornemme, Du ikke var opmerkſom nok paa Dig ſelv. Hils vor Fetter, at jeg enſter ham en lykkelig Reiſe, om jeg ikke ſkulde ſee ham,
for
Å
233
førend han tiltræder den. J Morgen ſkal jeg pas Comedien, hvor der bliver opfort et nyt Skuer
ſpil af Kotzebue; men ſom jeg ikke kan erindre mig davnet pam Lev vel og vedbliv ſom altid at elſte
e e oprigtige Soſter.“
| Fremyler paa Beſkaffenhedsordenes
Brug med den beſtemte Artikel.
Fra Julie til Amalie. Kjereſte Amalie! Min ſygelige Moder og jeg ſige Dig den op⸗
rigtigſte Tak for Underretningen i Dit ſidſte 5 rev om Borſtorffercbledrikkens og Brodtiſanens
Tillavning. Hun har følt megen Lindring i den
hidſige Syge, hun havde, ved Nydelſen deraf,
eg hun ſiger, hun og fkal tjene . der Wa dertil, med Underretning derom f
Nu kan jeg, Gud (Eee Tak! berette Dig, at min Moder er uden Fare, Kjsnt hun dog endnu er meget
mat. Dockoren har tilladt hende at ſpiſe eet og an⸗ det, ſom hun kan ſtyrke ſig pan, men da hun
frygter for, at hun ved at ſpiſe alt, hvad det fo⸗
rekommer hende, at hun har Lyſt til, muelig kunde gilore fig ſelv Skade, faa beder hun Din Moder at have den Godhed at ſige hende, had hun anſeer
for tjenligſt for en Patientinde, der begynder at komme fig og ikke lader til at mangle andet end Krefter. Min Moder fi ſiger, at Du udtrykker Dig
faa welt, at man ikke kan tage Feil af Din Mer kung |
—
* 2 in
134 ning. Gjor os derfor den ſande Fornsielſe at ſkrive os med det forſte til, og indlemme den for⸗
langte Uaderretning i Dit Brev.” ODin gode Moder tager det dog ikke ilde op, at
„ faa ofte falde hende befværlig? Mine Forældre Buſke intet inderligere end at kunne vederlegge hen⸗ des Godhed, naar der maatte gives en Leilighed der⸗
til, men desværre ere de ſtore Velgjerninger, vi have trengt til at oppebere af n ubetalelige for os.“ k
Srempler paa de Be affen beds d, der ombytte deresſidſte to Bogſta ver, naar de forekomme med den beſtemte Artikel eller i Fleertallet.
»[Ogſaa maa jeg bede Dig, at Du vil have den Godhed at medſende os det, der behsves til den ſtyrkende Mad, Den Moder foreflaaer os, og man ikke kan fane her paa Landet; vi ſkulle til al Takke betale Udleget igjen. Hvor fornstet jeg i øvrige le⸗ ver efter den overſtaaede Elendighes og den bittre Sorg, jeg leed, medens min Moder laae til Sengs,
kan jeg ikke ſige Dig. Jeg var hver Nat oppe til Klok⸗
ken eet og nød end ikke i Sengen noget Hiebliks Re, ſaalenge det ſtod imellem Dod og Liv med hende.
En bit ter Tid, naar jeg tanker derpaa! Om Dar gen maatte jeg beſorge Huusholdningen og om Af⸗ tenen havde jeg alle Üdgivterne af optegne. Men
det er forbi, og jeg vil derfor ikke mere tenke derpaa. Endnu
135
»Endͤnu er min Moder ſaa ma ver, at det 8 sisr mig ondt, naar jeg feet paa hende. Jeg veed ikke, hvorledes det er, men det forekommer mig, naar jeg feer nogen, der er overhaands maver, ſom det er et Billede af Døden ; Du kan altſaa let be⸗ gelbe, det er mig en Ubehagelighed at fee ma vre Folk, sg at bet iſer man ſmerte mig i Sjelen, naar jeg ſeer min Moder i denne Tilſtand. Dog jeg vilde je ikke tenke mere herpaa, og alligevel kommer jeg, uden at jeg veed ſelv deraf, tilbage til den ſamme Materie igjen, Lev vel, opfyld mit Ønffe og lad mig fnart fee et Por Ord fra Dig. Seg forbliver
Din oprigtige Veninde Julie.“
.
e paa den Forandring, der kor regaaer med delidende Partieiper, der
. ſom Azjectiver, naar de fore
komme i Fleertallet eller med den a Artikel.
S var:
Kiereſte Julie! 8 SR
” Sntet kunde være os alle glædeligere end ep kerretningen om, at Din kjere Moder er kommen ſig igjen. Vi have ret hjerteligen beklaget Dig og glæde os derfor des mere over den foregaaede Fars andring med hende. Med Fornsielſe meddeler min Moder Dig det Lidet, hendes Erfaring. har ført hende, og onſker hiertelig, at det mas bidrage hø
3 å KE og
8
gek til Din Moders Styrkelſe. Her er for det før ſte en Forſkrivt om en veltillavet Kraftſuppe.
Man ſlagter en gammel Høne, tager Indvol⸗ dene ud deraf, flæffer den, hugger. den ene Halvs i part i Su wſtykker, kommer dem med Skallen af en halv Citron, nogle Laurberblade, et Par Priſe engelfk Krypderie og en Knivsdd Salt i en lider Pocte og helder derefter en Pot Vans paa alt dette. Efterat Laaget er blevet faſt kliſtret med Papiir, la⸗ der man det koge i tre Timer, og helder nu, naar det har fat fig, Suppen igjennem et Derſlag. Dens ne ſaaledes tilla vede Kraftſuppe kan man hen⸗ imod Middag drikke varm. Paa den anden Hals⸗ deel af Hønen kan man Dagen efter lave en ligeſaa⸗ dan Suppe.
Exempler paa de Beſkaffenhedsord,
der fordobble deres Endeconſongant,
naar de fokekomme i Fleertallet eller med den beftemte Artikel.
Folgende Aeggekage er ogſaa en tjenlig Hee bor Pattenter, ſom kun maugle Krefter. Man tas ger fem Wg, to Lod ſtinſtsdt tor Sukkerkandis og en halv reven Citronſkal, rster dette med Blom⸗ men af Æggene til Skum, flaaer derefter ogſaa 2eggehviden dygtig, og kommer endelig og den der⸗
iblandt. Nu helder man Roren uden Wesel pan en
Pande og bager den paa begge Sider med uſaltet Smør, til de blive lyſebrune, men ikke for torre. e trykker man Saften af en hals Citron paa
Ka⸗
mer
gen og beſtrßer den tykt med tert ſtͤdt Sutter
Det er, ſige nogle, en vel ſcerk Ret for en Pa: | tient, men et Menneſke, der trenger til at fyrkes,
maa ogſaa have ſterke Retter.
ESremp ler paa Beſka ffenhebsordenes
Form, naar de ftaae efter et B Beſiddel, ſe sf ſtederd.
Er Du ikke, min 9 nde Pige! tilfreds med
dette, fra vil jeg gjerne opva. de Dig med mere. Hos
mi ig kan Du, dog ferſtager det fig med min kjere Meders Hjelp, fane alt, hvad Du forlanger. Mine ſande Venner gjør jeg Alting: for,” 5 i 2
*
; £ a
Eremples pa a N Form, naar de ſtage efter et Navne⸗ ord eller Stedord i det andet
| Navnefald. ig Nuddlebudding er ogſaa en d velſmagende 65 nærende Ret. Man koger en halv Pot Melk med
6 Lod Sukker, et Stykke heelt Cancel, lidet Ci⸗
tronſkal og lidet Vanille. Naar Melken er kom⸗
men i Kog, kommer man et Fjerdingpund Nudler deri, og lader det blive ſtagende paa Ilden, til det
bliver til en tk Velling. Nu kommer man ogſaa
ſer Lod uſaltet Smør deri, og naar det er blevet koldt, rører man fem gs friſke Blomme og der⸗ neſt Hviden af diſſe Wg, vel tagen, deri. Derefter
ſmorer man en Salvet med Smss og binder Buddin⸗
gen ind deri. Efter en Times Kog er den færdig
6
| i
136
sg kan rettes an mid en Kirſeberſaus eller en
Hybenſaus. end Hufe Du nok en 8 for Din Mo⸗ ders ſvage Mave, ſaa er ogſaa den til Tieneſte.
Dog overlader jeg det til Dig at tillave den paa hen⸗ des arme Pungs Beksſtning. Men bliv kun ikke
bange, Wpken pelse er ikke en ſtor.“
Exempler. pa a Befkaffen beds bedenes
forſkjellige Forhold, naar de forekom⸗ g meiſtedet for Navneord.
. Vil man lave en Riſenbudding, ſag bæret
: man fig ſaaledes ad. Man ſkolder et halve Pund Niſengryn et Par Gange i kogende Vand og giver
dem derefter et Par Opkog i andet Vand. Der⸗ paa bliver Riſen kogt tyk i henved en Pot Melk, og en
delig kommer man fire Eg, noget Smør og noget Salt »deriblandt. Alt dette Kogte (tredie Navnefald)
kommer man i en Serviet, binder den faſt ſammen,
legger det i en Potte med kogende Vand og lader det
koge to Timer endnu. Denne Budding anretter
man es med Kirſeber⸗ eller Hybenſaus.
” Dette faner at være nok for denne Gang,
ene da min Moder juſt erindrer ſig, at hun
har en Sundhedskoͤgebog, hvori der forekommer Un⸗ derretning om mange ſunde Retters Tillavning. Bo⸗ gen følger her. «SJrøvrigt suſte vi hjertelig, at det For esl anede. (førfte Navnefald) maa ſmage Din Modée: 0 . hende vel.
e
439
” Tillige: medſender ſeg ogſaa her fer. Eitroner, da man vel ikke paa Landet uden Omſtendigheder kan blive forſynet dermed. Jeg har givet atten
” Stilling derfor. Saaſnact Veiret bliver noget bes dre, have mine Forældre tiladt mig eat beſoge Dig. At jeg altſaa venter med Lengſel efter Veirligets Forandring, begriber Du let ; khi efter det Godes (andet Navnefald) Komme, føle vi altid Lengſel. Mi⸗ ne Foreldre anbefale ſig hos Dine og onſke med mig Din kjere Moder en beſtandig Helbred. Lev gel
og fornsiet og tenk ofte paa | . | Din | | 8 oprigtige SBeninde, ss NOR se 185 Amal sæ:
Erempler paa Beſkoffenhedserdenes Brug med Navneord f alle deres Fi forſkjellige Forhold. n
Kiereſte Veninde!
Min Moder Beder Dig at formelde Din 8 des ven lige Hilſen (tredie Nävn efald), og takker Dig meget for den meddeelte Underretning (tredie Navnefald). Jeg har mere end eengang maat⸗ tet gjøre røve med de beſkrevn e Retter (credie ö Navnefald), og jeg maa tilſtage, at de ogſaa ſmage Sunde ret godt. Iſer har den an he fa lede Kraft: ſuppe (ferſte Napnefald) ſtyrket min gode Moder mr … (tredie Navnefald) ſaaledes, at hun allerede i fire Dage har varet daglig fem eil fer Timer oppe af N 9 — Din go b e Moders (andet av:
ies
r 1
140
utfald) Kogebog kal jeg aflegge hende min Moders Takſigeſſe. Vi kjendte den endnu ikke, og vi have gjort adſkillige ret go de Forſsg (tredie Navnefald) 5 efter den. Saaſnart jeg har udſkrevet, hvad vi sa⸗ ſke os deraf , ſkulle vi med Taknemmelighed ſende | den tilbage.
Se weber p a a nogle af de faa Seſkaf⸗
fenhedsord, der kunne forekomme med
Navneordene, em diſſe end have den beſtemte Artikel i Enden.
At Du vil beſsge os, er mig en overmaade ſtor Glede; dog er det godt, at Du ikke kom i den forrige Uge; thi da havde vi ſtor Vafk, ved hvilken jeg desværre har begaaet mange Forſeelſer. Naar jeg fager Dig at fee; ſkal jeg fortælle Dig, hvori diſſe Forſeelſer beſtode. For denne Gang maa jeg lade det berse ved at meddele Dig de Regler, min Moder angaaende Vaſketsiets Behatidfing har fore fetevet mig.“
Har Du da ikke, ſagde hun, da hun ſik en Borddug i Hænderne, efterſeet alt Taiet, førend det kom i Vafken? Hele Dugen her er jo fuld af Huller. See ogſaa den er der et lidet Hul i, og denne | Stopning er alt for grov paa ſaa fin en Serviet.“
Exempler paa Beſkaffenhedsordenes
Cemparering, naar den foregaaer gror i dem felv, ==
„Jeg ſvarede, ſom Du let kan foreſtille Dig,
abbeles intet herpaa, men blev faa fkamfuld, at jeg
neppe
I4I
neppe forde fre min Moder i Hinene. Du har, feer jeg, i de to Aar, Du har været i Kjøbenhavn, tilfsiede h hun, ganſke og aldeles glemt, hvorledes Linnedet bliver behandlet hos mig. Jeg vil derfor ſige Dig det. Det ſkidne Linned maa hver Uge efterſees, paa det Der ikke af blive for meget af gjore paa eengang ders med. Hertil vælger jeg den førfte Søgendag i Ugen, nemlig Mandagen, om der ikke forefalder noget, der afpholder mig derfra. Jeg legger nu det Grove og det Fine hvert for ſig. Da det er et moiſommeligt og ube⸗ hageligt Arbeide at ſtoppe og lapp se Linned, faa ſoger jeg, faa meget ſom mueligt, at lette mine Folk denne Forretning 5g tager derfor gjerne en ſaadan Dag Dertil, hvor jeg feln kan vere med. Du buffer nok endnu, hvorledes jeg pleiede at inddele Arbeidet efter enhvers Myner og Duelighed. Det fine Linned forbeholdt jeg mig ſelv, det finere gav jeg Din Tante og det fineſte fé Du, fordi Du har de bedſte Hine af os alle. Til Pigerne overlod jeg gjerne det Gro v e, ſaavidt de kunde overk mme det. Ligeſaa bar jeg mig ogſaa ad med Vaſkningen. Det Fine vaſkede jeg, Din Tante og Du, og det Gro ve overlod jeg til Malene, det Grovere til Chriſtine og det Groveſte til Elſen, dog gik det altſam⸗ men tilſidſt igjennem mine Hænder,”
Exrempler pa a Weſkaffenhebserdene: Somparering, naar den foregaaer
| uden for dem.
Imidlertid har jeg beſtandig ſelv Opſynet
daade med Linnedets Reparation og med dets Vaſk.
Naar
FF uens Enns ⁰ůQm— id enge 3
ER LERET ET EET — ETS ˙ BE EET
PPT... ˙ ¹Ü TE HE RR, 14
142
Naar der er noget at ſye og ſtopre, faa ſseger jeg
for, at der hoerken bliver taget for fint eller for grovt Garn eller Traas dertil, Alt, hvad der ſkal ſtoppes, bliver ſtopp bet med Garn, og > til aff, hrad der fkal ſyes, bliver der rugt god faſttvunden Traad efter
Tbiets Flinhed. Nyt Linnet lader jeg ikke tages til Brug, førend det er vafket een eller nogle Gange,
pan det det kan tætte noget i Vaſken. Du kan nok huſke endnu, at jeg gjerne, medens vi ſtoppede ga lap pede, fortalte Eder een og anden lærerig Hi⸗
ſtorie, paa det J ikke ſkulde kjedes ved ders Ar⸗
beide; ; og jeg Havde ogſaa almindelig den Fornsielſe til Lon derfor, at det, J gjorde, blev faa vel gjort, at
jeg, f. Ex. naar I ſtoppede, mangen engang, maatte
ſee ret nsie til, om jeg fkulde kunne fee Stopningen. Jeg er kun lidet beleſt og dog fandt jeg altid nos
get ak fortelle, ſom kunde være nyttigt; Du er nu
mere beleft end jeg, og Du mag derfor ved ſaa⸗ danne Leiligheder imellemſtunder afl gſe mig; thi det er vor Pligt at gavne vore Medmenneſter med det, vi kunne, og om Du end var den meeſt belæs fre Pige i Landet, fan vilde Dine Kundſkaber dog kun være en død Capital, naar Du ikke føgte at meddele andre dem. Seer Du, havde Du gjort ſom jeg, ſaa vide Du forfkaffet Pigerne en fornsie⸗
| lig T Time, og faa havde tillige Linnedet været ſtoppet
g iſtandſat, iſtedet for det nu eee ef⸗ terat det er vaſket.
* *
8 æn Erxrem⸗
Sas
Srempler paa, hvorledes Beſkaffen⸗ hedsor dene dannes: i den anden i Es Grad. 2) Beſkaffenhedsord, ſomi den an⸗
den Grad forøges med eres t den tredie med ſt.
Dette og meget andet, ſagde min Moder; men Din Moder holder nok ogſaa den ſamme Orden t ſit Huus. Jeg har, ſaavidt jeg kunde ſamle det, beſkrevet Dig min Moders Forhold i denne Hen⸗ ſeende; mig ſynes, det er nok verdt at folge: vil Du, ſom jeg, faa ville vi gjøre ligeſom hun, paa det man i Tiden kan ſige om os, at vi ere 2 r. dentlige og hu us lige. Jeg veed nok, jeg kunde veret ordentligere og huuslige⸗ re, end jeg er; men naar jeg ſkal ſige min Sand⸗ bed, faa tenkte jeg ikke hidindtil ſonderlig derpaa; nu derimod, da min Moder har bragt mig til Efter⸗ tanke, ſtal jeg ſtrebe af alle Kræfter at blive den ordentliaſte og huusligſte Pige i Huſet. Lev vel. Vi anbefale os alle hos Dine Foreldre. 5 Din 3 Veninde n . b) i omi den an⸗ den Grad ikk un forsges med be og i den tredie med t. Amalie til Julie.
Min bedſte Veninde! c Iſtedet for at komme ſelv, ſender jeg Dig blot ek Brey. Aten dertil er den, at min Fader ikke
. i de
— — . . 9 *
144
i de forſte otte Dage kan undvære ſine Heſte. Smid: lertid ſeer Du vel af denne Aarſag, at Du derfor ikke bliver fri for mig. Kun otte Dage, min bedſt ke Pige, og da fkal Du fee Din Amalie. Søns ges Du efter mig, faa kom mig i Mode i Dag
otte D Dage Klokken tre om Eftermiddagen. Jeg Fal
ſerge for, Du ikke fkal have for langt at gaae. Det er vel lidet ſeent, jeg kommer i Aar,
men det ſiger intet, Landet ee dog, ſelv om Vinteren,
behageltgere for mig end det ode Kjøbenhavn. Du forundrer Dig nok over, at jeg falder faa ſtor en Stad ode; men for mig og Mine er den viſſelig ad 2
re end en Skov, og edeſt for os er den om
Vinteren, da vi holde os for os ſelv, og kun tage liden Deel i dens Jorlyoſtelſer⸗
2) Beſkaffenhedsord, ſom i den ans
den og tredie Grad forandre
den ſidſte Stavelſe. Jeg er Dig meget forbunden for Dit ſidͤſte
Brev. og den deri meddeelte Efterretning om Linne⸗
ders Behandling, førend det bliver vaſket. Det har truffet ſig mere end een Gang, at min Moder har
"været misfornsiet med mig i denne Henſeende. Men
—
naar jeg ſkal tilſtaae Sandheden, ſaa er der eiheller hos
os indfsrt en ſaadan Orden med Vaſketsiet ſom hos Dig. Jeg har derfor profiteret meget af Dit Brev,
og jeg har og desuden, fiden jeg ſik det, havt en
anden Leil ighed til at forøge. mine Indſigter. Min Moder
45 Moder ſiger vel undertiden, at jeg er do ven, men jeg treer ſikkert, det er Mangel paa Indſigter, ) der pasdrager mig denne Beſeploͤning, og det er mig derfor en ſtor Glede, naar nogen vil gjsre fig den Umage at lere mig noget. Gjsr Du det, mia bedſte Pige! ſaa ofte Du kan, og Du ſkal da ſee, jeg ikke er dovnere end andre i min Alder. Det er en bit⸗ ter Bebreideſſe, naar man ſiger os, vi ere dovne,
dog vilde den være mig bittrere, om en Fremmed
gjorde mig den, og a llerbittreft, om der var nogen, der leed derunder. Du fatter altſaa lat, at jeg gjør mit Bedſte for ikke at fortjene den.”
d) Seſkaffenhedsord, bo m i den anden og tredie Grad fordobble deres Endeconſonant. 5
»Men jeg ſagde Dig, jeg havde havt en Lei⸗ lighed til at forøge mine Indſigter, nu (Pal jeg ſige Dig, hvori den beſtod. Du huſter dog endnu Ma⸗ dame S., en Kone, der gjør meget Veſen af Smag og Orden i fine Verelſer. Hos hende var jeg og min Moder i Forgaats for forſte Gang van en Kop Caffe, og ved denne Leilighed vifte hun os alle fine Verelſer og deriblandt ogſaa det Kammer, hvor hun gjemmer fit Skidentsi. Men, Gud! hvilken en Uerden laae ikke der alting 1! Det ene Vin due var ikke ret tet; det havde regnet ind derigjennem, og meget af det ſtjonne fine Linned, der lage inden
for det, var ganſke fordærvet af Jordſlag. Det andet var kettere, men deri var der væltet en
K Olie⸗ Re
146
Olieflaſke, og den derfra nedrundne Olie havde til⸗ føler Væggen ſaaledes, ak jeg HE en ſtor Plet paa min Kjole. Døren til Kammeret var tetteſt af alt, thi den feſtede faa faſt, at man havde IMsie for at brekke den op. Ogſaa var der til den gode Kones Forundring kommet Muus ind i Kammeret. Hun (od, ſom hun ikke hasde merket det før; men nu var det for ſeent; thi de havde allerede forgna⸗ vet de deiligſte Lommeterkleder faa fkammeligen, at der ikke var en heel Pjalt af dem.“
6) Beka fene en ; ſom dan nes i den anden og tredie Grad uden Regel. —
e Hvo. Filen ſige dette om denne Kone! J SE des Varelſer er alting, ſom det var bleſt, og her ſaae det ſaaledes ud, at man maatte forſkrakke fig derover. Det er godt nok, at ſee paa Orden og Reenlighed i Varel ſerne, men man maa dog ikke derover forſomme andre Ting. Det forekommer mig, det vilde veret bedre, om den gode Kone hapde ladet fine Stuer ſtaae for engang, medens hun roddede op i fit Kledekammer, i det mindſte fortjen⸗ te hun da Naon af en bed re Huusholderſke end nu. Men det ſynes, ſom hun er i ſit bedſte s, naar der er nogen, der vil beundre hendes Pragt, Smag og Rigdomme,”
Es
Srem⸗
1
147
Erempeler paa Beſkaffenhedserdenes Formindſkelſesgrader.
N Nei, fan lover jeg vort Huusveſen. Du fulde kun fee vort Kledekammer; det er ligeſaa rod⸗ deligt ſom nogen af vore Varelſer. Der er trukket Snorer rundt omkeing, ſom min Moder hænger Linnedet og Toiet paa. Hver Sort har fit Sted. Vi ere mindre bange for Ureenlighed og Fug⸗ tighed i Verelſerne end i dette Kammer; af Muus vide vi intet der, og treffer det ſig, der engang op⸗ dages et Hul, ſom man kan ſee, der er ſmuttet en Muus igjennem, faa bliver: der ikke allene ſtrax
ſtoppet til, men faa: har ogſaa min Moder gode,
ſtarke Kiſter, hvori hun lægger hver Sort Linned for fig, til Muſene ere blevne fangede eller man har drebt dem med Muſegift. Min Fader, ſom er mindſt bange af os alle for Muus og Rotter, ſet⸗ ter ſelv Felden op, og min Moder er, medens han gjør det, nærværende , for at paaſee, at der intet
ſtal kong i Uorden derved.”
| Evempler pa a Sevedtellene
Dek er ganſke kort ſiden vi fangede tre Muus. | Det var os ubegribeligt, hvor de vare komne ind, 1 men endelig opdagede vi to ſmaa Huller i Loftet, ſom maafkee havde været. der længe, uden at noget Menneſke var blevet det vaer. Du ſeer heraf, at man maa have Hinene allevegne, naar der ikke fal ſkee Skade. ä
K 2 | Exem⸗
148 K i 5 i Exempler paa Ordenstallene. Vore Linnedkurve underſoger min Moder bver Gang, vi have brugt dem, for at fee, om de ere hele, paa det Toiet naſte Gang, vi bruge dem, ikke ved at henge faſt i Pindene ſkal komme til Skade deri. Men efterdags ſkulle vi, nemlig min Moder, min Tante og jeg dele alt ſaadant Op⸗ ſyn mellem os, og da bliver det min Tour hoer tredie Gang. De Kiſter, vi gjemme vort Linned i, ere ſammenfsiede med Pinde, ikke med Som, paa det der ikke ſkal komme Ruſt af Hovederne paa Toiet og det ene Stykke i Vaſken ſkal forderve det andet. Man kan vel tage Ruſtpletterne af igjen, men det koſter megen Meie, og Toiet bliver sg der⸗ over n i Vafken. 5 Men nu feer jeg forſt, at jeg har ſkrevet en "tor Mængde. Jeg vil derfor ſlutte og anbefale mig til den ſjette October, naar vi perſonlig fee hin⸗ anden. Lev imidlertid vel og tenk ofte paa Din Amalie.“
Eren ner paa Hovedtallene, brugte ſo m Navneord.
Fra Amalie til hendes Moder, medens hun var pag Landet hos fin Veninde. 2 Kjereſte Moder!
De har befalet mig at tilſtrive Dem for at lade Dem vide, hvorledes jeg fornsier mig, og denne Befaling iler jeg nu at efterkomme. At jeg blev
N venlig
3
149
venlig og kjerlig modtagen, at min Veninde eg hen